No hate. No violence
Races? Only one Human race
United We Stand, Divided We Fall
Radio Islam
Know Your enemy!
No time to waste. Act now!
Tomorrow it will be too late

English

Franç.

Deutsch

Arabic

Sven.

Español

Portug.

Italian

Russ.

Bulg.

Croat.

Czech

Dansk

Finn.

Magyar

Neder.

Norsk

Polski

Rom.

Serb.

Slov.

Indon.

Türk.

汉语

Jødisk racisme

af David Duke

S. 311 312 313 314 315 316 317 318 319 320

Kapitel 13

Den jødisk ledede fremmedinvasion

 

Giv mig jeres trætte, jeres sammenstuvede masser,
Som længes efter at ånde frit.
Det sølle affald fra jeres myldrende strand.
- Emma Lazarus.


Indstrømningen af europæere til Nordamerika førte til, at den indfødte befolkning blev skubbet til side og endte med at blive forvist til reservater. På en tilsvarende måde har den vedvarende jødiske indvandring til Palæstina været i modstrid med det palæstinensiske foks interesser, men den var nødvendig for, at jøderne kunne overtage regionen. Den lagde grunden til den zionistiske stat.

En hvilken som helst stamme, race eller nation, som ønsker at bevare sin kultur, sine gruppe-interesser og sin selvbestemmelse, må opretholde sin fremherskende status i den geografiske region, hvor den bor. De allerfleste nationer har haft en grundlæggende forståelse af denne kendsgerning, fra de tidligste civilisationers opståen, og alle moderne nationer har søgt at opretholde en streng kontrol med sine grænser og med indvandring.

De fleste amerikanere ser indianernes modstand i historien, mod europæisk kolonisation, som moralsk forståelig, men i de forvredne etiske målestokke, der gælder i dag, er der nogle, som finder euro-amerikanernes forsøg på at beskytte vore unikke gener og tilsvarende kultur imod ikke-europæisk indvandring, dadelværdig. Men på trods heraf, og på trods af en altgennemtrængende propaganda, der forherliger multi-kultur og de medie-opreklamerede glæder ved kulturberigelse og forskelligartethed, viser meningsundersøgelser i Amerika en overvældende modstand mod ubegrænset indvandring. Lignende følelser gør sig gældende blandt alle Europas folk, og jeg tør påstå, at praktisk talt alle jordens nationer har dette samme synspunkt. Det er lige så naturligt for mennesker som deres ønsker om mad og husly.

Det var ikke før 1965-loven om indvandring ('1965 Immigration Act') blev gennemført, at USA's Kongres begyndte at ignorere flertallets ønsker og påbegyndte en politik, der diskriminerede imod potentiel europæisk indvandring, og opmuntrede massiv ikke-europæisk indvandring. Fra dette tidspunkt og fremefter viste landets regering ('Federal Government') mindre vilje til at indskærpe overholdelse af vore indvandringslove og til at beskytte vore grænser med patruljering. Denne politik resulterede i en flodbølge af ikke-hvid indvandring, såvel legal som illegal. Denne indvandring, samt højere fødselstal blandt ikke-hvide end blandt hvide, har omdannet den amerikanske befolkning fra at være næsten 90 procent hvid i de tidlige 1960'ere, til mindre end 70 procent ved udgangen af samme århundrede. USA's centrale statistik-kontor ('U.S. Census Bureau') har forudsagt,

312

at vi vil være en minoritet i De forenede Stater inden midten af det 21. Århundrede, altså inden for mange af læsernes livstid. Euro-amerikanere er allerede en minoritet i de fleste af Amerikas større byer, og de er i undertal i Kalifornien og Texas. En politik, svarende til den, der er gennemført i USA, har lukket op for store masser af ikke-europæere i lande som Canada, England, Frankrig og Tyskland, og har indsluset et farvekort af fremmede racer i Skandinavien, Spanien og Italien.

Da jeg efterhånden fik racemæssig forståelse, blev det helt klart for mig, at de nye immigrationslove i USA og Europa ville blive overordentligt skadelige for de vestlige samfund. Ganske kort tid efter indførelsen af de nye immigrationslove, steg kriminaliteten voldsomt i alle de pågældende lande. På samme måde led kvaliteten i undervisningen, og alle sociale problemer voksede. Efterhånden som denne planlagte racemæssige omdannelse skrider frem, vil disse onder få et katastrofalt omfang.

Hvilke grupper havde noget som helst at vinde ved dette demografiske Armageddon? De individuelle fremmede, som kunne drage fordel af de økonomiske muligheder, som vestlige samfund kunne tilbyde, havde kun ringe politisk eller økonomisk magt, mens de endnu befandt sig uden for de vestlige nationer. Da jeg begyndte at undersøge omstændighederne ved den amerikanske kamp om immigrationslovene de sidste 100 år, trådte drivkraften bag oplukningen af Amerikas grænser helt tydeligt frem. Det var det organiserede jødiske samfund, personificeret ved digteren Emma Lazarus, hvis linjer jeg citerede som indledning til dette kapitel.

Da jeg begyndte i gymnasiet, var jeg blevet overbevist om, at en massiv ikke-europæisk indvandring udgjorde den største trussel, både på kort og lang sigt, mod det Amerika, jeg elskede. Jeg så, at Immigrationsloven af 1965 ville give dødsstødet til mit land, hvis den ikke blev fjernet. Megen af den litteratur, jeg læste, pegede på en langvarig anstrengelse fra det organiserede jødiske samfund for at ændre Amerikas immigrationslove gennemgribende. Jeg kontaktede Drew Smith, en ældre advokat fra New Orleans, der havde skrevet bogen The Legacy of the Melting Pot ('Smeltediglens Arv'), og som allerede havde undervist mig meget i emnet: Immigration.[607]

Smith og jeg mødtes en regnvåd dag, efter skoletid, på Citizens Council's kontor. Han forklarede den amerikanske immigrationslovs historie. Efter at have citeret Lazarus' digt fra fundamentet til statuen af frihedsgudinden, spurgte han mig: "Hvis interesser kunne blive fremmet ved at sørge for at få Amerika oversvømmet med 'sølle affald'? " Han besvarede hurtigt sit eget spørgsmål. "Det var opfattet som af værdi for et sammentømret folk, der anvender racemæssig solidaritet som et våben, og et våben, de kun ønsker selv at have. Anstrengelserne for at få ændret den amerikanske indvandringslov, og i sidste ende få udskiftet den europæiske majoritet er, så godt som udelukkende, blevet anført af jøder."

Smith forklarede, at Emma Lazarus – som så mange andre indvandrings-aktivister – var en jødisk nationalist (partisan), der støttede skabelsen af den udelukkende jødiske zionist-stat i Palæstina, men støttede "mangfoldighed" for Amerika. Han påpegede for mig, hvordan sådanne jøder

313

som Lazarus endda havde ændret den moderne betydning af Frihedsgudindens statue. Den smukke, jadefarvede kolos havde ingen oprindelig forbindelse med indvandring, og eksisterede inden Ellis Island immigrations-centeret kom til. Den var en gave fra Frankrig, for at fejre den amerikanske revolution, ikke for at fejre ankomsten af 'sølle affald' til Amerikas kyster. Det er af oplysende værdi, at denne smukke statue af europæisk kvindelighed ikke har front mod Afrika, Asien eller Sydamerika, men mod det land, hvor hun var født, Frankrig, og dermed det øvrige Europa.

Emma Lazarus var blevet bedst kendt for hendes fordømmelser af de pogromer i Rusland, som fulgte efter mordet på Zar Alexander II i 1881. Ironien er til at tage og føle på: En jødisk racist, som ivrigt gik ind for skabelsen af en elitær jødisk-racistisk stat i Palæstina, var samtidig ivrig for at ændre Amerika til et tilflugtssted for verdens kasserede skabninger. Drew Smith havde mange bøger om indvandringsspørgsmålet, også nogen, der var skrevet af jøder, hvori han havde understreget vigtige sætninger. Jeg lånte dem og begravede mig lidenskabeligt i dem.

Jødiske organisationer, så som Den amerikanske jødiske Kongres ('American Jewish Congress') førte an i – og leder stadig – bestræbelserne for at liberalisere amerikansk indvandring og bekæmpe restriktioner i indvandringslovgivningen. I 1921, 1924 og 1952, gennemførte Kongressen love, der kun forsøgte at opretholde den racemæssige sammensætning i Amerika. Interessant nok gjorde den anglo-amerikanske befolkning, til trods for, at den udgjorde en overvældende majoritet af den amerikanske befolkning, og også af Kongressen, ingen forsøg på at forøge sin egen procentandel af den amerikanske befolkning, men søgte kun, helt rimeligt, at bevare hver gruppes status quo. I de indledende juridiske kampe var jøder de ledende fortalere for åben indvandring og modsatte sig ihærdigt enhver lovgivning, der ville bevare Amerika som en etnisk set europæisk, kristen nation. I Repræsentanternes Hus anførte kongresmedlemmerne Adolph Sabath, Samuel Dickstein og Emanuel Celler kampen for uhæmmet indvandring, mens senatorerne Herbert Lehman, og senere Jacob Javits koordinerede disse anstrengelser i Senatet.

Under de tidlige kampe beskrev kongresmedlem Leavitt tydeligt den jødiske indsat for Kongressen.

Det instinkt, der kræver national og racemæssig opretholdelse er ikke et instinkt, der skal fordømmes…. Ingen burde være bedre til at forstå amerikanernes ønske om at bevare Amerika amerikansk end den herre fra Illinois (hr. Sabath), som leder angrebet på dette lovforslag, eller de herrer fra New York, hr. Dickstein, hr. Jacobstein, hr. Celler og hr. Perlman.

De tilhører det eneste store historiske folk, som har bevaret deres identitet gennem århundrederne, fordi de oprigtigt tror, at de er et udvalgt folk, med visse idealer, der må bevares, og med en viden om, at tabet af deres racemæssige identitet vil betyde ændring i idealerne. Den kendsgerning burde gøre det let for dem og størsteparten af de mest aktive modstandere af denne lovgivning, i den mundtlige debat, at genkende og sympatisere med vort synspunkt, som jo ikke er så ekstremt som det, der hersker i deres egen race, men som kun kræver, at tilførslen af andre folkeslag udelukkende skal ske i sådanne mængder, og af en sådan art og sammensætning,

314

at den ikke vil ændre den racemæssige sammensætning hurtigere, end der kan ske assimilation, med hensyn til idéer om regering, såvel som med hensyn til blod (race, red.) (Kongressens Forhandlinger, 12. april 1924)[608]

Sociologen Edward A. Ross citerer i sin indflydelsesrige bog fra 1914 The Old World and the New: The Significance of Past and Present Immigration to the American People, den berømte indvandringsvenlige leder, Israel Zangwill, der udtaler, at Amerika er et idéelt sted at gennemføre jødiske interesser. Ross skriver derefter helt åbent om den jødiske indflydelse.

Jøder har derfor en stærk interesse i indvandringspolitik: Og heraf følger jødernes anstrengelser for at kontrollere De forenede Staters indvandringspolitik. Trods det, at de kun udgør en syvendedel af vor nettoindvandring, anførte de kampen mod Indvandringskommissionens lovforslag…. Den systematiske kampagne i aviser og blade for at nedbryde alle argumenter for restriktioner og for at berolige den hjemlige befolknings frygt, er udført af – og for – en enkelt race. Jødiske penge står bag Den nationale Liga for Liberal Indvandring ('National Liberal Immigration League') og dens utallige publikationer.[609]

I 1924 pegede kongresmedlem Knud Wefald på mange af de jødiske indvandreres kommunistforbindelser og udtalte, at mange jøder "har ingen sympati for vore traditionelle amerikanske idealer."

Lederskabet i vort intellektuelle liv er i mange af dets faser kommet i hænderne på disse dygtige nyankomne, som ikke har nogen sympati for vore traditionelle amerikanske værdier……. Som opdager vore svagheder og udnytter dem, og bliver velhavende igennem de bjørnetjenester, de gør os.

Vort hele underholdningssystem er blevet overtaget af mænd, som kom her med indvandringsbølgen fra Øst- og Sydeuropa. De fremstiller vore skrækkelige filmhistorier (og) de skriver mange af de bøger, vi læser, ligesom de redigerer vore magasiner og aviser.
(Kongressens Forhandlinger , 12. april 1924.)[610]

Den sidste betydningsfulde lovgivning i Kongressen, der blev gennemført for at beskytte status quo i Amerika, var Walter-McCarran loven fra 1952. Modstanden mod loven i Kongressen blev anført af den jødiske trojka: Celler, Javits og Lehman. Hver eneste større jødiske organisation (lige som også USA's kommunistparti) bakkede op om modstanden mod loven, heriblandt American Jewish Congress, American Jewish Committe, ADL, National Council of Jewish Women og snesevis andre. Under kongresdebatterne udtalte kongresmedlem Francis Walter, at den eneste borgerlige organisation, som havde modsat sig hele loven, var American Jewish Congress. Kongresmedlem Celler bemærkede, at Walter "ikke burde have understreget særligt, som han gjorde, et folk af én bestemt trosretning, der modsatte sig lovene." ( Kongressens Forhandlinger, 23. april 1952)[611]

Da den jødiske dommer, Simon Rifkind, afgav vidneforklaring imod loven under de fælles høringer, understregede han, at når han støttede nedbrydningen af amerikansk indvandringslovgivning, repræsenterede han "hele den religiøse og almene mening inden for den jødiske gruppe, forstået religiøst, lige fra det ekstreme højre til det ekstreme venstre."[612]


Det betog mig at læse kongresmedlem fra Mississippi, John Rankins, modige udtalelser under debatten. I dag ville sådanne sandfærdige

315

udtalelser, der kom fra en hvilken som helst folkevalgt, medføre en storm af fordømmelser, som kun få ville kunne klare.

De skriger op om diskrimination. Men ved De, hvem der bliver diskrimineret imod? Amerikas hvide, kristne befolkning, de, der skabte denne nation…. Jeg taler om den hvide kristne befolkning både i Norden og i Syden….

Kommunisme er raceforbundet. En racebestemt minoritet tog kontrollen over Rusland og alle Ruslands satellit-lande, så som Polen, Tjekkoslovakiet og mange andre lande, som jeg kunne nævne.

De er blevet jaget ud af praktisk talt hvert eneste land i Europa igennem årene, og hvis de vedbliver med at oppiske raceuroligheder i dette land, og prøver at presse deres kommunistiske program ned over Amerikas kristne befolkning, er det ikke til at sige, hvad der vil ske med dem her. (Kongressens Forhandlinger, 23.april 1952.)[613]

Og endelig i 1965 skulle det mål, som første gang blev fremsat af jødiske organisationer i 1880'erne, gå i opfyldelse, med vedtagelsen af Immigrationsloven. Den har medført, at indvandringen er blevet 90 procent ikke-europæisk. Amerika gik fra at have et indvandringsprogram, der skulle opretholde den forholdsmæssige balance mellem alle eksisterende grupper i De forenede Stater, til ét, som diskriminerede imod europæere. Som det havde været tilfældet ved tidligere lovgivning, anførte jødiske senatorer, jødiske medlemmer af Repræsentanternes Hus, så vel som magtfulde jødiske lobby-organisationer, angrebet. Det lykkedes, fordi jødisk magt, i de mellemliggende 41 år, siden 1924, var vokset dramatisk, på så godt som alle områder af livet i Amerika.

I 1951 skrev senator Jacob Javits en artikel: "Lad os åbne vore porte."[614] Den opfordrede til en massiv, uhindret indvandring. Javits og kongresmand Celler var fremtrædende i gennemførelsen af loven i 1965. Ni år før gennemførelsen af Immigrationsloven af 1965, havde Den Amerikanske Jødiske Kongres oprindeligt foreslået lovens vigtigste indhold, og havde rost præsident Eisenhower for hans 'utvetydige modstand mod det nationale kvotesystem.' I en lederartikel fra 1956 roste de ham for "modigt at have indtaget et standpunkt, der endda gik videre end mange fortalere for liberal indvandringspolitik, og for at være gået ind for en linje, som Den Amerikanske Jødiske Kongres og andre jødiske organisationer havde været først til at agitere for."[615]

 

Jødisk motivation bag åben indvandring

Det ville have været dumt og kontraproduktivt af de jødiske organisationer, der pressede på for åbne grænser, at indrømme, at de var motiveret af interesser, som var i konflikt med den ikke-jødiske, europæiske, befolknings interesser. De reklamerede for fri immigration som værende "patriotisk." Fra Det tyvende Århundredes allerførste dage kom de med offentlige udtalelser om, at multikultur og mangfoldighed ville være gavnlige for De forenede Stater, idet de dygtigt maskerede deres strategiske motiver.

Efter gennemførelsen af de åbne immigrationsregler af 1965, følte jødiske forfattere, så som Naomi W. Cohen, sig meget sikrere og turde afsløre nogle af de virkelige jødiske grunde til at presse på for at få sådan en politik. Hun skrev, at

316

med start i forfølgelserne i Rusland i 1880'erne, gennem perioden med nazisternes besættelse af Europa, og frem til den kolde krigs trængsler i Østeuropa, havde åben indvandring til vestlige lande tjent jødiske interesser, da "overlevelse ofte krævede, at jøder søgte tilflugt i andre lande."[616] Cohen skrev også, at en amerikansk internationalistisk udenrigspolitik tjener jødiske interesser, fordi "et internationalistisk sindet Amerika var mere tilbøjeligt til at være lydhørt over for fremmede jødegruppers problemer"[617] Og måske endnu vigtigere, antydede Cohen, at jøder så en åben indvandringspolitik som middel til at nedbryde homogeniteten og harmonien i Amerika, så et pluralistisk samfund, hvori jøder kunne trives, ville blive dannet.

Howard Sachar bemærker i sit monumentale værk, A History of Jews in America , at pluralisme understøtter "legitimeringen af at bevare en minoritetskultur midt i en majoritets værtskultur."[618] Så, ved rent faktisk at nedbryde integriteten og sammenholdet i Amerika, kunne jøder forøge deres integritet og sammenhold. Sachar fortsætter med, mere udførligt, at forklare, hvordan pluralisme intensiverer jødisk solidaritet:

... Ved at legitimere opretholdelse af en minoritetskultur midt i en majoritetskulturs værtssamfund, havde pluralismen den virkning, at den blev et intellektuelt ankerpunkt for en uddannet jødisk anden-generation, hvor den understøttede dennes sammenhold og dens mest vedholdende anstrengelser i samfundet, gennem Depressionens strabadser, og genoplivede antisemitisme, gennem chokket fra nazismen og Holocaust, og frem til det tidspunkt, hvor zionismen, i årene efter Anden Verdenskrig, stormede gennem de amerikanske jøders flok med sit helt eget klimaks af forløsnings-lidenskab.[619]

Socialpsykologen Kevin MacDonald påpegede i sin bog, A People That Shall Dwell Alone , at større antisemitiske bevægelser sædvanligvis er at finde i etnisk homogene nationer, og at "etnisk og religiøs pluralisme tjener udadrettede jødiske interesser, fordi jøder bliver blot én blandt mange etniske grupper…og det bliver vanskeligt eller umuligt at opbygge forenede, sammenhængende grupper af ikke-jøder, som forenes i deres modstand mod jødedom."[620][621]

Charles Silberman skriver i sin bog fra 1985, A Certain People: American Jews and Their Lives Today :

Amerikanske jøder går stærkt ind for kulturel tolerance på grund af den mening de har – som er fast forankret i historien – at jøder kun er sikre i et samfund, der accepterer et bredt spektrum af indstillinger og opførsler, såvel som en mangfoldighed af religiøse og etniske grupper. Det er, for eksempel, ikke en godkendelse af homoseksualitet, der får et overvældende flertal af amerikanske jøder til at gå ind for "bøsserettigheder" og til at indtage frisindede standpunkter i de fleste andre, såkaldte "samfundsspørgsmål."[622]

I sin bog, Send These to Me: Immigrants in Urban America, fastslår John Higham i klart sprog, at de jødisk-sponsorerede ændringer i Indvandringsloven var en besejring af den politiske og kulturelle repræsentation for "de almindelige mennesker i Syden og Vesten."[623]

I årtierne op til åbningen af grænserne i 1965 havde jødiske grupper skinhelligt bedyret, at der ikke skulle findes nogen slags

317

diskrimination imod nogen som helst gruppe ved indvandring, og at noget sådant kun kunne være godt for Amerika, men lederen (staff director) af den senats-underkomité, der fremlagde Walter-McCarran loven, Richard Arens, påpegede, at de selv samme jødiske kræfter, der var de mest ivrige fortalere for fri indvandring, hyklerisk modsatte sig al etnisk indvandring, som de mente var ufordelagtig for deres egne interesser.

En af de besynderlige ting ved dem, der mest højlydt hævder, at 1952-loven er "diskriminerende", og at den ikke giver plads til et tilstrækkeligt antal flygtninge er, at de modsætter sig at vi skal tage imod nogen, overhovedet, af de cirka én million arabiske flygtninge, der lever under kummerlige vilkår i lejre, efter at de er blevet drevet ud af Israel.[624]

Ikke alene ønsker de organiserede jøder at forhindre arabiske flygtninge i at komme tilbage til deres hjem i Israel, de modsætter sig også, at de kommer til USA. Ser de mon fordrevne palæstinensere som potentielle politiske modstandere? Jødiske grupper agiterer tydeligvis for former for multikultur, som ødelægger ikke-jødisk sammenhold, men ikke for de former, der kunne skade deres egen gruppemagt. Derfor er deres kærlighed til multikultur udelukkende strategisk. De ønsker at se indvandrer-grupper, som yderligere kan pluralisere det amerikanske samfund og ødelægge dets sammenhængskraft, men ønsker ikke de grupper, de ser som en politisk fare.

Jødisk-dominerede politiske institutioner og medier har længe agiteret for demografisk invadering - og opløsning af Amerika. Alt imens de jødiske medier dæmoniserer alle, der modsætter sig flodbølgen af ikke-hvide indvandrere i Amerika, Canada og alle de europæiske nationer, som "racister", godkender de Israels indvandringspolitik, som udelukker ikke-jøder. En million palæstinensere flygtede fra deres hjem efter den israelske blitzkriegs-overtagelse af Palæstina. De kan ikke vende tilbage til deres fædreland, og mange er tvunget til at leve i flygtningelejre, som ikke er meget mere end koncentrationslejre med nød og elendighed.

A.M. Rosenthal har længe været redaktør af den nok mest indflydelsesrige avis i Amerika, den jødisk ejede New York Times. En "høg" i forsvaret af Israel, og en person, der kun klager over zioniststaten, når den ikke er zionistisk nok for hans smag. Men i en lederartikel fra 1992, føler Rosenthal sig tvunget til at kritisere et andet land, som ønsker at bevare sin racemæssige integritet, og sin kulturelle arv:

De skulle hellere lave en kvote for indvandrere, og nære et mere pluralistisk samfund, ved at benytte en formel for borgerskab, der baseres på ophold, snarere end blodets bånd.

Ligeledes er det nedslående at se Bonns manglende revision af en forældet lov om statsborgerskab, som er bundet til etnicitet. Under det eksisterende system, bliver en tyrkisk gæstearbejder, som har boet i Tyskland i 30 år, nægtet et statsborgerskab, som automatisk gives til en russisktalende indvandrer, som kan bevise tysk herkomst.[625]

Rosenthal sammenligner de nugældende tyske indvandringsregler med nazisternes. Men er den israelske indvandringslov nu så anderledes?

318

Ikke bare Tyskland, men enhver hvid nation er mål for Rosenthals opmuntring til fri indvandring. Alene Israels indvandringspolitik – den strengeste af alle – er ganske fritaget for kritik. I Amerika identificerer Rosenthal sig som efterkommer af en illegal indvandrer (hans far) og roser endda indvandringen fra Haiti, hvoraf mange er stofmisbrugere og AIDS-positive.

Det sker næsten altid nu, når jeg læser om indvandrere fra Haiti, som vover sig over havet, men ender bag pigtråd, at jeg kommer til at tænke på en illegal indvandrer, som jeg tilfældigvis selv kender, samt hans døtre og hans søn (ham selv)….

Selv om jeg modvilligt må erkende nogle økonomiske begrænsninger, bør dette land have den moralske elegance at acceptere naboer, der flygter fra lande, hvor deres liv består i terror og sult, og hvor landet regeres af morderiske bander….

Hvis det skulle kvalificere haitianerne til at blive lukket ind i vores gyldne land, så burde de modtages med sang, omfavnelser og mindehøjtideligheder.[626]

Som fast læser af The New York Times har jeg endnu til gode at læse en Rosenthal-leder, der opfordrer til, at Israel lader den million, eller flere, palæstinensere, som det har tvunget til at leve i flygtningelejre, under den usleste fattigdom, komme tilbage. Ej heller har Rosenthal nogensinde opfordret jøder til at byde palæstinensiske flygtninge ind i Israel "med sang og omfavnelser" Rosenthal er ikke dum, men han er helt igennem hyklerisk. Han véd, at dersom man gjorde alle de palæstinensere, der bor i flygtningelejre, uden for Israels grænser, til fuldt israelske borgere, så ville det hurtigt skylle den zionistiske, politiske, stat væk på samme måde, som den ikke-europæiske indvandring borteroderer det Amerika, vore forfædre gav os.

Og som den anden side af mønten, véd Rosenthal, at Israel ikke kunne være blevet skabt uden jødernes indvandring/invadering af Palæstina. Når vi ser på historiens gang, skulle da palæstinenserne have modtaget de jødiske indvandrere med sang og omfavnelser? Rosenthal har ikke mere til overs for de traditionelle amerikanere, end han har for de oprindelige, palæstinensiske, beboere af dét, der nu kaldes Israel. Han har kun én altoverskyggende interesse: Jødisk racisme.

Rosenthal er stolt af, hvad han, og mange andre jøder, er: lige så fremmede som de "wetbags" (grænseoverløbere fra Mexico), som han identificerer sig med. Han bor her, og får fordel af alle det amerikanske statsborgerskabs rettigheder, men han vil ikke – og kan ikke – blive en rigtig amerikaner, som sætter Amerikas interesser over den zionistiske dagsorden.

Nu, hvor jøderne bliver mere skamløse i deres udøvelse af magt, begynder mange at prale med deres rolle i fordrivelsen af de europæiske, ikke-jødiske amerikanere. Earl Raab, tidligere administrerende direktør (emeritus) for Pearlmutter Institute of Jewish Advocacy – der er tilknyttet ADL (Anti-Defamation League of B'nai B'rith), og nu skribent for Jewish Bulletin i San Francisco, skrev følgende:

Det var først efter Anden Verdenskrig, at indvandringslovene blev ændret, så sådanne diskrimineringer blev fjernet. Som et af de første beviser på,

319

at det jødiske samfund er blevet voksent, havde det en ledende rolle i at få disse ændringer til at ske.[627]

Raab fortsætter med at fejre de hvides kommende minoritets-status i Amerika. Når det først en gang er sket, ser han frem til "forfatningsmæssige tvangsmidler" (begrænsning af ytringsfriheden?):

Statistisk kontor ("Census Bureau") har netop meddelt, at omkring halvdelen af den amerikanske befolkning snart vil være ikke-hvid eller ikke-europæisk. Og de vil alle være amerikanske statsborgere. Vi er vippet forbi det punkt, hvor et Nazi-Arisk parti vil kunne blive udbredt i dette land.

Vi har næret det amerikanske oppositions-klima imod intolerance i omkring et halvt århundrede. Dette klima er endnu ikke blevet perfektioneret, men vor befolknings heterogenitet giver en tendens til at gøre det irreversibelt, og gør vore forfatningsmæssige tvangsmidler imod intolerance mere gennemførlige end nogensinde tidligere.[628]

Som Raab siger, har zionistisk-jødiske aktivister, der har støttet en udelukkende jødisk styret nationalstat, haft travlt med at nære en massiv ikke-traditionel indvandring til Amerika, og de glæder sig til det tidspunkt, hvor USA's demografi viser denne transformation ved valgene.

Jeg tænker så lidt over, om zionisten Israel Zangwill – der indførte udtrykket "smeltedigel" – også så hans jødiske stat som en smeltedigel for jøder og arabere. For islam og jødedom. Når jeg husker på zionismens etnocentricitet, tvivler jeg noget på det. Én amerikansk tegneseriekunstner skrev om "smeltediglen", at "problemet med den er, at den altid bliver brændt på bunden, og at bærmen altid stiger til tops." Det er sandt, at der i Amerika har været tale om en sammensmeltning af de forskellige nationaliteter fra Europa til en traditionel amerikansk majoritet, men trods den gennemgribende raceblandings-propaganda fra de jødiske medier, er der ikke foregået nogen større sammensmeltning af sorte og hvide, og kun en forsvindende lille blanding af mestizo- og anglo-elementerne. Men hvad disse zionister ikke har været i stand til at opnå gennem deres agitation for raceblanding, er de nu ved at opnå gennem den massive indvandring, og forskellene i fødselsrater.

Jøder har også, via "nul-befolkning" fortalere, så som Paul Ehrlich, agiteret for mindre familier blandt den amerikanske majoritets naturlige ledere. Jødisk opreklamering af kvindesags-bevægelsen, samt "abort-straks-når-det-kræves", har sænket fødselstallene for Amerikas mest produktive, og bedst uddannede, klasser. Deres åbenlyse ønske er opløsningen af den europæiske race i Vesten, med hvilke midler som helst, der måtte kræves. En fortsat massiv ikke-europæisk indvandring opfylder denne målsætning.

For at opsummere: En massiv ikke-hvid indvandring har været én af den organiserede jødedoms mest effektive våben mod euro-amerikanere. Vi kan ikke vinde denne kamp på liv og død førend vort folk gør sig klart, at vi er midt i en krig – og vores side lider store tab. At tabe denne krig ville betyde udslettelsen af vor amerikanske kultur, arv og frihed. Det ville betyde intet mindre end udslettelsen af selve de gener,

320

der har muliggjort alle de sociale, kulturelle, og åndelige frembringelser, der kendetegner vor civilisation. Vore stemmer drukner i larmen fra massemedier, som er i vore fjenders hænder. Alt for mange af os kigger bare på, mens massemordet på vort folk finder sted. Det er allerede sent. Vi er nødt til at lukke munden op nu og forsvare os. Vi må kæmpe for videreførelsen af den storslåede kultur, som vore forfædre overlod os. Vi må gøre, hvad der end kræves, for at sikre vore børns fremtid og fremtidige generationer. Som det gælder for alle levende væsener, må vi kæmpe for vor ret til at leve.

På mange måder er Amerika allerede besat, på samme måde som den israelske besættelse af Palæstina. Jødiske racister kontrollerer nyhedsmedierne, underholdnings- og forlagsmedierne, de kontrollerer vore valg og vore politikere. Og nu er de i fuld gang med at gennemføre en massiv indvandring til vore lande, som vil gøre os til en politisk og kulturelt impotent minoritet, med en skæbne fuldstændig som den, der er overgået Palæstinas folk. De forsøger at gøre vort land til et Babelstårn, hvor de selv ejer de øverste etager.

Ikke alene er de europæiske amerikanere på vej mod glemslen, via indvandringen. Mange nationer befinder sig under den jødisk-racistiske globaliserings-stormbølge, og er udsat for udslettelse af enhver form for etnisk, eller national, stolthed og sammenhold, som kunne udgøre en fare for jødisk overherredømme. De forsøger at omskabe verden til en ligegyldig masse af rodløse enkeltindivider, som er ude af stand til kollektiv modstand.

Hvis vi forbliver tavse i denne kritiske periode af vort folks historie, vil vort folk blive udslettet og være tavst for evigt.

Denne leveregel er ikke kun sand for europæere og amerikanere, men for alle jordens folk.

 


Noter:

[607] Smith, Drew L. (1971). The Legacy Of The Melting Pot. North Quincy, Massachusetts. Christopher Publishing House

[608] Congressional Record, 12. april, 1924 6,265-6,266.

[609] Ross, E.A. (1914). The Old World And The New: The Significance Of Past And Present Immigration To The American People. New York: The Century Co. s. 144.

[610] Congressional Record, 12. april, 1924. 6,272.

[611] Congressional Record, 23. april, 1952. 2,285.

[612] Joint Hearings Before The Subcommittees Of The Committees On The Judiciary, 82nd Congress, First Session, On S. 716, H.R. 2379, og H.R. 2816. 6. marts – 9. april 1951. 563.

[613] Congressional Record, 23. april, 1952. 4,320.

[614] Javits, J. (1951). Let's Open Our Gates. New York Times Magazine. July 8. s.8,33

[615]Congress Weekly . (1956). Lederartikel fra 20. februar, s.3

[616] Cohen, N.W.(1972). Not Free To Desist: The American Jewish Committee 1906-1966 . Philadelphia: The Jewish Publication Society Of America.

[617] Ibid. s.342

[618] Sachar, H. (1992). A History Of Jews In America. New York: Alfred A. Knopf.

[619] Ibid. s.427.

[620] MacDonald, K.B. (1994). A People That Shall Dwell Alone: Judaism As A Group Evolutionary Strategy. Westport, Connecticut: Praeger.

[621] MacDonald, K.B. (1998). Separation And Its Discontents: Toward An Evolutionary Theory Of Anti-Semitism. Westport, Connecticut: Praeger.

[622] Silberman, C.E. (1985). A Certain People:American Jews and Their Lives Today . New York: Summit Books.

[623] Higham, J. (1984). Send These To Me: Immigrants in Urban America . Baltimore: Johns Hopkins University Press

[624] Bennett, M.T. (1963). American Immigration Policies: A History. Washington, DC: Public Affairs Press. s.181.

[625] A.M.Rosenthal. (1992). New York Times. 9. december.

[626] A.M.Rosenthal. (1992). New York Times. 9. december.

[627] Jewish Bulletin. (1993). 23. juli.

[628] Jewish Bulletin. (1993). 19. feb.


næste kapitel
forrige kapitel

NAVNEregister
JØDISK RACISME af Dr. David Duke - Indhold


 


"Mossad har klart nok ikke høje tanker om danskerne. De kalder dem for fertsalach, en hebraisk betegnelse for et lille luftudslip, en prut. De fortæller Mossad alt, hvad de foretager sig. Men Mossad indvier ikke nogen i sine hemmeligheder."

- Mossad-agenten Victor Ostrovsky, bogen "Ved hjælp af bedrag", (1990).


Palestine banner
Viva Palestina!

Latest Additions - dansk

Jøder og Israels krig mod kristendommen

Hvem regerer Amerika?

Billeder   


The Founding Myths of Modern Israel
Shahak: "Jewish History"


Jøderne og deres løgne
Af Martin Luther, 1542

Holocaust i kritisk lys - øjenvidneberetninger kontra naturlove
Af Jürgen Graf

Jøderne i Danmark

Trækker Israel os med i krig mod Iran?

Down with Zio-Apartheid
StopJewish Apartheid!

Jyllands-Posten provokerede ikke
i ytringsfrihedens navn i 2005

The Jewish hand behind Internet The Jews behind Google, Facebook, Wikipedia, Yahoo!, MySpace, eBay...

Jødisk racisme
Af Dr. David Duke

Elie Wiesel: Et prominent falsk vidne
Af Robert Faurisson

The Founding Myths of Modern Israel
Garaudy: "The Founding Myths"


The Jews behind Islamophobia

Døde virkeligt 6 millioner?
Richard E. Harwood berømte bog

Zions Vises Protokoller

Videoer    
 

Talmud unmasked
Talmud - Jødernes "Hellige Bog"


Den jødiske racismes rødder
Af David Duke

Karikaturer 

Aktivisme!