No hate. No violence
Races? Only one Human race
United We Stand, Divided We Fall
Radio Islam
Know Your enemy!
No time to waste. Act now!
Tomorrow it will be too late

English

Franç.

Deutsch

Arabic

Sven.

Español

Portug.

Italian

Russ.

Bulg.

Croat.

Czech

Dansk

Finn.

Magyar

Neder.

Norsk

Polski

Rom.

Serb.

Slov.

Indon.

Türk.

汉语

Jødisk racisme

af David Duke

S. 95 96 97 98 99 100 101 102 103 104 105 106 107 108 109 110 111 112

Kapitel 4

Jøder, kommunisme og borgerrettigheder

 

Den excentriske kvinde på Citizens Councils kontor, som havde beklaget sig over jøderne og kommunismen, havde åbenbart ret i en del. Kendsgerningerne var ikke til at komme uden om: Kommunismen og zionismen syntes at være født af den samme jødiske sjæl, som var personificeret i Moses Hess.[209]

Jeg blev lidt efter lidt klar over en dobbeltmoral, som gennemsyrede relationerne mellem jøder og ikke-jøder. Jøder har ét moralsystem for sig selv og prædiker et andet for ikke-jøder. Den jødiske moral går ud på etnisk stolthed, solidaritet, traditioner og egeninteresse. De prædiker derimod multikultur og liberalisme for dem, som de opfatter som deres konkurrenter. Hvis en sådan dobbeltmoral ikke fandtes, hvordan skulle da de jødisk dominerede, amerikanske massemedier kunne:

•  Støtte staten Israel, hvor man i skolerne underviser i jødisk religion, medens de modsætter sig endog traditionelle kristne julesange i amerikanske, offentlige, skoler?

•  Støtte staten Israel, som har strengt adskilte skoler, beboelsesområder og offentlige institutioner for jøder og arabere - medens de fordømmer adskilte skoler og beboelsesområder i Amerika og Sydafrika?

•  Støtte staten Israel, med dens restriktive "kun for jøder" - indvandringspolitik, medens de undergraver endog Amerikas forsøg på at begrænse den illegale indvandring?

•  Støtte staten Israel, som tillader enhver jødisk medborger at gå med en maskinpistol, om han skulle ønske det, medens de taler for streng våbenkontrol over for amerikanske borgere?

•  Støtte staten Israel, som åbenlyst erklærer, at dens mission er at bevare det jødiske folk og dets kulturelle og genetiske arv, medens de fordømmer de europæere, som vover at tale for bevarelsen af den vestlige genetiske arv og kultur i Amerika?

•  Altid fremstille de historiske relationer mellem jøder og ikke-jøder med ikke-jøderne som skurke, og jøderne som uskyldige ofre, medens de fordømmer de ikke-jøder, som vover at forsvare sig mod disse etniske bagvaskelser?

Hykleriet blev tydeligt. Mange indflydelsesrige jøder anbefaler ét sæt moralregler, der indebærer racestolthed, for jøder, og et modsat sæt regler for ikke-jøder. Hvis deres solidaritetsprincipper er gode og moralsk rigtige for dem selv, hvorfor skulle de da ikke være moralsk rigtige for os? Hvorfor denne dobbeltmoral? Hvis "hvid racisme" er moralsk angribelig, hvorfor er da jødisk racisme ikke lige så angribelig?

96

Samtidig med, at Herzl og andre zionister febrilsk søgte støtte blandt alverdens jøder til oprettelsen af den rent jødiske stat, var jødiske aktivister travlt optaget med at få fjernet den kristne bestanddel af amerikansk kultur, og få fjernet selv julesalmer i vore skoler. Medens de selv udbasunerer deres overbevisning om, at de er et "udvalgt folk" frem for alle andre og fejrer det, at være et enestående folk med en arv, der strækker sig helt tilbage fra Abraham og frem til i dag – forkynder de for europæere, at racebevidsthed er ondt. Samtidig med, at de har grundlagt en jødisk stat, hvor medborgerskab næsten udelukkende baserer sig på det "jødiske folks" biologiske arv, fremmer jødiske antropologer doktrinen om, at den hvide race ikke eksisterer. Palæstinenserne siges at være onde, alene fordi de vil have en egen stat, styret af deres egne folk, på trods af, at dette var Israels egne, centrale, principper ved grundlæggelsen.

På trods af, at jøder hengivent, støtter deres egen eksklusivt jødisk-regerede stat, Israel, arbejder de febrilsk på at undergrave de hvides kontrol og toneangivende rolle i Amerika, gennem massiv, ikke-europæisk, indvandring. De arbejder gennemgående for "mangfoldighed" og pluralisme over alt i verden, med undtagelse af deres jødiske verdenscentrum i Israel. Medens de har love i Israel, som forhindrer ikke-jøder i at eje visse massemedier, arbejder de ufortrødent på at skaffe sig kontrol over den overvældende majoritet af amerikanske massemedier.

 

Den kommunistiske ideologi og racespørgsmålet

Mattie Smith havde fortalt mig, at jøderne spillede en hovedrolle i angrebet på vor vestlige civilisations grundpiller. Jeg havde læst, at jøder var ledende i den akademiske bevægelse, som lancerede idéen om, at racerne havde ens fysisk og mental formåen. Da jeg undersøgte grundlaget for racelighedstanken, fandt jeg ud af, at det var tilhængere af den internationale kommunisme, der var gået i spidsen for de nutidige forestillinger om racernes lighed. Over hele verden har kommunismen allieret sig med de racemæssige og nationale minoriteter i deres kamp for "befrielse fra imperialisme, kolonialisme og undertrykkelse". Jeg opdagede snart, at jøder dominerede den internationale kommunistbevægelse i vor tid, lige som de havde anført bolsjevismen, i Rusland, i begyndelsen af 1900-tallet.

Den jødiske skribent, Nathan Glazer[210], konstaterede ganske ligefremt, at i 1960'erne - og 1970'erne - var halvdelen af alle aktive kommunister i De forenede Stater jøder. Og fire ud af fem af de kommunistiske ledere ligeså. To jøder, Jerry Rubin og Abbie Hoffman, anførte den marxistisk orienterede yuppie-bevægelse og udgjorde endvidere to af de fem jødiske medlemmer af den revolutionære gruppe, som kaldtes "Chicago Seven" – der blev retsforfulgt for den voldsomme forstyrrelser af det demokratiske partikonvent i 1968. Jeg læste en bog med titlen, Bag kommunismen ("Behind Communism"), og blev overrasket over, at mindst fire femtedele af de, der er blevet arresteret, og dømt, for kommunistisk spionage og forræderi i USA og Canada havde været jøder.[211]

97

Muligvis har Ethel og Julius Rosenbergs tyveri af atomhemmelighederne været det mest infame forræderi, nogensinde, i Amerikas historie.[212] De udgjorde en del af Fuchs-Gold spionringen, som opererede inden for, og omkring, Manhattan projektet, og andre dele af det amerikanske atombombeprogram. Syv medlemmer af Fuchs-Gold-ringen erkendte sig skyldige i anklager, der relaterede sig til spionagen. Det var Klaus Fuchs, Harry Gold, David Greenglass, Abraham Brothman, Miriam Moskowitz, Sidney Weinbaum og Alfred Slack. Yderligere én mistænkt, Morton Sobell, flygtede til Mexico, men de mexicanske myndigheder udleverede ham til De forenede Stater, hvor han blev anklaget, og senere dømt. En jury dømte også ægtefællerne Rosenberg, og de blev henrettet.[213] Ud af de ti spioner, der var mest ansvarlige for at sælge vore atomhemmeligheder til Sovjet, var kun én, Alfred Slack, ikke-jøde.


Andre store spionsager var f.eks. Amerasia-sagen, Gerhart Eisler-sagen, Judith Coplin-sagen og Alger Hiss-sagen. Jøder havde fremtrædende roller i samtlige disse sager, og udgjorde en klar majoritet af de anklagede. Den eneste prominente, ikke-jødiske, spion var Alger Hiss. I "The Hollywood Ten"-sagen dømte Repræsentanternes Hus ti af Hollywoods førende manuskriptforfattere for foragt for Kongressen. De blev fremstillet for Repræsentanternes Hus' Komité for U-amerikansk Virksomhed og nægtede at afgive forklaring, da de blev spurgt, om de var kommunister. Jødiske publikationer hævdede, at Komitéen ødelagde forfatternes karriere uden nogen indlysende grund. På det seneste er der lavet en række film, hvor de ti forfattere forsvares som uretfærdigt og urimeligt forfulgte, men ikke desto mindre viste seks af de ti sig at være betalende medlemmer af kommunistpartiet. De øvrige fire viste sig at have deltaget i adskillige kommunistiske aktiviteter og at have mange kommunistkontakter. Ni af de ti var af jødisk herkomst.

Medens jødiske marxister drev den politiske del af "borgerrettighedskampen", pressede de lige så hårdt på i den akademiske verden. Frem til 1930'erne anerkendte de biologiske videnskaber menneskehedens forskellige racer lige så selvfølgeligt, som de anerkendte de forskellige arter og underarter inden for dyreriget. Det vil sige, som en amerikansk kommentator, Kevin Strom udtrykker det, "indtil den egalitære, politiske, vind blæste ind i det amerikanske akademiske liv, drevet frem af en smart, rig minoritet, med gode forbindelser og et klart mål."[214]

Jeg begyndte at forstå, at det ikke i første række var afro-amerikanere, der var de ivrigste fortalere for raceblanding. De fleste afro-amerikanere er, sådan som det

98

gælder for de fleste folkeslag, stolte af deres særpræg, selv om de bestemt har ønsket økonomisk og social fremgang. Den mest populære sorte leder, i den tidlige del af Det 20. Århundrede, var den sorte separatist, Marcus Garvey, som stræbte efter repatriering af de sorte, til Afrika, og grundlæggelse af en ny, sort nation. Men mod denne sorte separatisme og euro-amerikanernes bestræbelser på at bevare Amerikas vestlige arv, rejste sig en minoritet med en helt modsat dagsorden. Selv i dag er muslimen Louis Farrakhan, trods de jødiske mediers store anstrengelser for at nedrakke ham, den populæreste afro-amerikanske leder, som uden mindste skam kæmper for bevarelsen af sin egen race.

 

En bevægelse, der er alle nationaliteter fjendtligt stemt

Franz Boas er almindeligt anerkendt som grundlæggeren af den moderne, egalitære*, antropologi. Han var en jødisk indvandrer fra Tyskland med kun ringe antropologisk uddannelse, og hans doktorafhandling var over emnet "vandets farver." Boas indførte, hvad han kaldte "kulturantropologi" i faget. Før hans ankomst regnedes antropologi til de fysiske videnskaber. Boas inddelte effektivt antropologien i de adskilte discipliner kulturel - og biologisk - antropologi.

Tidlige, biologiske, antropologer søgte virkelig at dyrke videnskab om racer, eftersom de studerede mennesket og dets udvikling, gennem studiet af menneskeracernes målbare, fysiske karakteristika, både de fortidige og de nutidige. Enhver god biologisk antropolog kunne tage et kranium op og, baseret på dets karakteristika, hurtigt identificere eksemplarets racetilhørighed. Naturligvis var disse fysiologiske kundskaber nødvendige for at kunne sortere de skeletdele, der blev fundet af de tidlige mennesker, og for at kunne kortlægge menneskets forhistorie og evolution. Kulturantropologi beskæftigede sig mere med menneskehedens forskellige, nutidige, kulturer og kulturrelaterede spørgsmål, vedrørende antikken og forhistorien, hvorved den blev gjort til en langt mindre præcis videnskab, og en videnskab, der lå vidt åben for forskellige tolkninger.

Overraskende nok accepterede Boas, inden han blev en så kendt antropolog, racemæssige forskelligheder, med hensyn til mentale karaktertræk. I The Mind of Primitive Man skrev han:

Forskelligheder i struktur må ledsages af forskelligheder i funktion, fysiologiske, såvel som psykologiske; og eftersom vi finder klare belæg for forskelligheder i struktur, racerne imellem, må vi også forvente, at der vil findes forskelle i mentale karaktertræk.[215]

Begge Boas' forældre var yderligtgående socialister i den revolutionære bølge, som væltede ind over Europa i 1870'erne. I sin biografi af Boas, skrev dennes elev, Melville Herskovits, at Boas' politiske sympatier "hældede mod en slags socialisme".[216] Repræsentanternes Hus i USA kunne påvise Boas' involvering i 44 kommunistiske frontorganisationer. Samtidig med, at nazismen kom til magten i Tyskland, og racebevidste antropologer begyndte at få større indflydelse i forskningskredsene verden over,

* egalitarisme: en filosofi, der stræber efter ligestilling imellem forskellige samfundsgrupper, om ikke andet, så på det symbolske plan … (Wikipedia)

99

begyndte Boas at gøre sin antropologiske indflydelse gældende, til støtte for sine politiske sympatier. Han begyndte at propagandere for dét intellektuelle kvaksalveri, at der i virkeligheden ikke fandtes sådan noget som forskellige menneskeracer. Hans argument gik på, at selv om de havde forskellige hudfarver og fysiske træk, så havde grupperne, der benævntes "racer" kun ubetydelige, genetiske forskelle. Han hævdede, at de umiddelbare omgivelser, alene, skabte alle de overfladiske forskelle. I 1938 slettede Boas det ovennævnte citat fra den seneste udgave af hans bog.

Han samlede mange jødiske disciple omkring sig, heriblandt Gene Weltfisch, Isador Chein, Melville Herskovits, Otto Klineberg og Ashton Montagu. Blandt hans elever var også den afro-amerikanske forsker, K.B. Clark, og to kvinder, Ruth Benedict og Margaret Mead. Mead skrev senere en berømt bog om Samoa (Coming of Age in Samoa)[217], hvori hun søgte at gøre gældende, at ukritisk seksuel aktivitet ville formindske traumer og problemer hos teenagere. (Hendes opus blev senere grundigt tilbagevist af Derek Freeman, som påviste, at Mead havde forfalsket sine data om Samoa).[218] [219] [220]

Boas, og hans samlede tropper af disciple, havde omfattende kommunistiske kontakter. Han sagde, gentagne gange, at han førte en "hellig krig mod racismen", og han døde pludselig, under en frokost, hvor han atter, og for sidste gang, havde understreget behovet for at bekæmpe "racisme". Boas og hans kammerater fik kontrol over de antropologiske fakulteter, på de fleste universiteter, ved at opildne deres lighedsmageriske (eller "egalitære") kammerater til altid at støtte deres egne ved akademiske stillingsbesættelser. Mens de traditionelle antropologer ikke havde nogen særlige antipatier eller noget helligt mål at kæmpe for, begav Boas og hans tilhængere sig ud på et korstog for at bortjage al racekundskab fra det etablerede akademiske liv. Det lykkedes for dem.

Når som helst lighedsmagere opnåede stillinger, der indebar indflydelse og magt, hjalp de deres kammerater til stillinger, som lærere, på de colleges og universiteter, hvor de var. De hjalp konsekvent deres trosfæller, såvel som deres ikke-jødiske lighedsmager-kolleger, til professortitler, forskningstilbud og forfremmelser. Et lignende samarbejde foregik både på lavere og højere niveau i antropologiske selskaber og tidsskrifter. Nådestødet var imidlertid den massive støtte, som de egalitære dogmer fik af medie-etablissementet, der i overvejende grad var på jødiske hænder.

Racemæssig lighed blev præsenteret (og præsenteres fortsat) for offentligheden som en videnskabelig kendsgerning, som kun de "fordomsfulde" og de "uvidende" stiller spørgsmålstegn ved. Egalitære forfattere, så som Ashley Montagu m.fl. blev rost til skyerne, i tidsskrifter og aviser, og senere i fjernsynet. Uanset om man var jøde eller ikke-jøde, blev det nødvendigt at bekende sin tro på racelighed som forudsætning for at kunne stige i graderne inden for antropologien, og efterhånden også enhver anden gren af den akademiske verden. Trofasthed over for den "politisk

100

korrekte" linje førte til prestige, anerkendelse, penge og succes. At fortælle sandheden i racespørgsmål førte derimod til personangreb, ødelagte karrierer og økonomiske problemer.

Ashley Montagu blev den kendteste talsmand for ligheds-svindelen, og han overhalede endda Boas som den populæreste repræsentant for anti-racisme. Hans velmodulerede britiske accent, og aristokratiske navn, tilførte straks hans meninger om racelighed troværdighed. Jeg mindes stadig, tredive år senere, hans imponerende optræden i TV-programmet, Today. Hans bog, Race, Man's Most Dangerous Myth, blev lighedsmagernes bibel og gjorde et dybt indtryk på mig, inden jeg havde fået chancen for at læse den anden sides fremstilling.[221] Montagus oprindelige navn var slet ikke Montagu, men Israel Ehrenberg. Det er en strålende opvisning i psykologisk camouflage-teknik, hvordan Ehrenberg skiftede navn flere gange, inden han til slut landede på et navn, der ikke var et hvilket som helst angelsaksisk navn, men derimod "Montagu", som tilhørte en af Storbritanniens ældste, og mest aristokratiske, adelsfamilier, med forfædre tilbage til Middelalderen.[222]

På jødernes vej op mod toppen var det vigtigt at sætte skyklapper på ikke-jøderne, hvad angik den "jødiske race" og de fordele for den jødiske gruppe, der lå i "multikulturalismen." Da de først havde etableret deres dominans, begyndte de at konstruere en fascinerende modsætning. Næsten samtidig med, at de fortalte, at race og etnicitet ingen virkelig betydning havde, begyndte de at tale om den jødiske etnicitets betydning, og gik endda, heri, så vidt, at de diskuterede den jødiske dominans i antropologien!

I slutningen af 1990'erne begyndte jødiske forfattere at skrive åbent om deres dominans inden for den amerikanske antropologi. I 1997 skrev den jødiske akademiker, Gelya Frank, i American Anthropologist, som udgives af American Anthropological Association, at den egalitære, amerikanske, antropologi var så helt igennem jødisk, at den burde regnes til "en del af den jødiske historie". Frank fortsætter med at indrømme, at antropologien er underordnet politiske målsætninger, og at hendes artikel fokuserer på jødiske antropologer, som er "optaget af at forvandle multikulturelle teorier til programmer for politisk aktivisme". Samme type antropologer, som entusiastisk forklarer, at "sådan noget som 'race' findes ikke" når det gælder sorte og hvide, arbejder nu, hyklerisk nok, på at bekræfte jødernes enestående genetiske homogenitet. Ydermere er et stigende antal jødiske antropologer kommet ud af skabet for at hylde deres egen specielle genetiske og kulturelle arv.[223]

Med mindre talen lige netop drejer sig om Det udvalgte Folks enestående kvaliteter, så er det stadig ligemageriet, der dominerer det amerikanske akademiske klima. Richard Lewontin, Leon Kamin, Jared Diamond og Stephen Jay Gould – der alle identificerer sig selv som jøder, - er ligemageriets ledende akademiske skikkelser. På trods af en veritabel lavine af nye videnskabelige beviser på genernes afgørende betydning for skabelsen af individuelle forskelligheder og gruppeforskelle, er racemæssigt ligemageri stadig den hellige tekst for antropologien og

101

psykologien, og den tekst, som fremføres i massemedierne. Artikler af Lewontin, Kamin, Gould, Rose, Diamond og andre ligemagere dukker ofte op i tidsskrifter, så som Smithsonian, Natural History, Nature, Discover, Time, Newsweek og andre tidsskrifter med en stor læserkreds. I TV-programmer interviewes de ofte som "autoriteter" i racespørgsmålet – og deres akademiske modstandere gives sjældent lejlighed til at imødegå dem. Flertallet af de ligemageriske talsmænd er selverklærede marxister, en lille detalje, som medierne gerne glemmer at omtale. Forestil dig, om én af deres modstandere beskrev sig selv som nazist. Da ville den oplysning altid blive nævnt.

Måske er den allerbedste måde at demonstrere det bevidste bedrageri, som jødiske ligemagere begår, at vise nogle af de groft hykleriske skriverier, som en af de store lys i jødisk ligemageri, Jared Diamond, har begået.

I New York Times Review of Books lovpriste Diamond Cavalli-Sforza, fordi han havde "ødelagt visse videnskabsmænds forsøg på at inddele menneskelige befolkninger i racer, på samme måde som man inddelte fugle og andre arter i racer."[224] Men i en artikel i tidsskriftet Natural History, for nylig, skriver Diamond, at genetiske studier viser, at jøder adskiller sig fra ikke-jøder. Forbløffende nok hævder han desuden, at, "der er også praktiske grunde til at interessere sig for jødiske gener. Staten Israel har sat sig i store udgifter for at støtte indvandring og omskoling af jøder, som var forfulgte minoriteter i andre lande. Så melder problemet med at bestemme, hvem der er jøder, sig straks."[225] Så Diamond siger, at der ingen virkelig forskel er på menneskehedens hovedracer, men at det sandelig er både muligt og ønskværdigt at bestemme de langt mindre fremtrædende forskelle imellem jøder og ikke-jøder. Den samme mand, som foreslår åbne grænser for Amerika siger, hvor vidunderligt det er, at Israel nu vil være i stand til, genetisk, at identificere jøder, så det vil kunne gennemtvinge sine racemæssigt diskriminerende immigrationslove!

Et godt eksempel på den jødiske strategi kan ses i deres forhåbninger om, at det palæstinensiske folk, i stor stil, vil blive assimileret i andre kulturer og folkeslag. Palæstinensere er helt overvejende muslimer og kristne, hvilket er to trosretninger, som er universalistiske i deres verdensopfattelse, til forskel fra jødedommens mere racistiske synsvinkel. Da de palæstinensere, som er blevet fordrevet ud af det, der i dag er Storisrael, er sivet ind i forskellige vestlige lande, har mange giftet sig ind i – og er blevet assimileret i befolkningerne i værtslandene. De jødiske racister regner helt korrekt med, at assimilerede palæstinensere vil have svagere bindinger til - og være mindre hengivne over for - deres eget palæstinensiske folk og kampen for dettes frihed. Det, som gælder palæstinenserne, gælder ligeledes alle andre folkeslag, som de jødiske racister opfatter som deres fjender og konkurrenter. Dette er årsagen til, at de konstant forsøger at nedbryde viljen til at bevare det pågældende folks etniske arv, kultur og solidaritet, hos alle folkeslag, bortset lige fra deres eget. Ligemageriet er udelukkende beregnet for ikke-jøders brug, mens racisme og herrefolksideologi forbliver kernen i jødedommen.

102

Trods den velorganiserede kontrol med antropologien, som Gelya Frank beskrev som "en del af den jødiske historie", vokser den videnskabelige erkendelse af racernes betydning så hastigt, at de populære ligemagere måske ikke vil kunne holde den videnskabelige tidevandsbølge tilbage meget længere. Der har aldrig eksisteret en dybere afgrund mellem den folkelige forståelse og den videnskabelige.

Det er selvfølgelig en strategisk nødvendighed for de jødiske racister at nedbryde alle følelser af etnisk solidaritet, kultur og loyalitet hos deres modstandere. Hvis andre folk havde stærke bånd til deres egen identitet, arv og kultur, ville de ikke så let underkaste sig jødisk dominans.

 

Det freudianske angreb

Psykologien faldt i jødiske hænder, præcis som det var sket med antropologien. Fra Sigmund Freuds dage blev psykologien kendt som "den jødiske videnskab" En af hans jødiske levnedsskildrere sagde sådan her:

Historien gjorde psykologien til en "jødisk videnskab". Den fortsatte med at blive angrebet som en sådan. Den blev udryddet i Tyskland, Italien og Østrig, og spredtes for de fire vinde som en sådan. Den opleves endnu i dag, af såvel venner som fjender, som en sådan. Selvfølgelig findes der nu fremtrædende analytikere, som ikke er jøder…., men bevægelsens fortrop, gennem de sidste halvtreds år, er fortsat med, i overvejende grad, at være jødisk, som den var det fra begyndelsen.[226]

Siden Den store Depression har den akademiske psykologi bevidst set bort fra den biologiske arvs betydning og henregnet næsten alle individuelle menneskelige adfærdsmønstre, og mental formåen, til miljøets påvirkning. Psykologien hævdede, at miljøet, snarere end den genetiske arv, var den virkelige kilde til alle mentale og adfærdsmæssige forskelle mellem racerne. Ikke alene angreb Freud og hans disciples teorier raceprincipperne, de affyrede også en bredside mod den europæiske civilisations åndelige og moralske værdier. Freud hævdede, at vor kristne seksualmoral var årsagen til sindssygdom, i stor stil. Han undergravede, uden ophold, værdier som seksuel trofasthed og andre grundværdier for ægteskabet. I 1915 udtalte han:

Seksualmoral – som samfundet, i dettes ekstreme form, nemlig det amerikanske, definerer den – forekommer mig meget foragtelig. Jeg anbefaler et, uden sammenligning, langt friere seksualliv.[227]

I Moses and Monotheism (1939) angriber Freud, gentagne gange, kristendommen, alt imens han taler for det jødiske folks åndelige overlegenhed.

Folket, som var lykkeligt i dets overbevisning om at besidde sandheden, og præget af bevidstheden om at være de udvalgte, kom til at værdsætte alle intellektuelle og etiske bedrifter højt.

Den kristne religion holdt sig ikke i de ædle højder, som den jødiske religion var steget op i – Sigmund Freud.[228]

Ganske som de kommunistiske jøder førte en politisk krig mod Ruslands zarer, førte freudianerne en krig mod den vestlige, kristne kultur. Kevin MacDonald påpeger i sit klassiske værk om jødisk etnocentrisme,

103

A People That Shall Dwell Alone , at Freuds Totem and Taboo[229] afslører hans rolle i den kulturelle krig mod ikke-jøderne:

Bag Freuds spekulationer lå der tydeligvis en dagsorden. Snarere end at fremvise overvejelser, der kunne styrke det moralske og intellektuelle grundlag for hans tids kultur, udgjorde spekulationerne en væsentlig del af hans krig mod den ikke-jødiske kultur – i så høj grad, at han betragtede Totem and Taboo som en sejr over Rom og den katolske kirke.[230]

Freud svælgede i det, han så som en krig mod kristendommen, som han sammenlignede med romerriget, og han antydede, at han var som sit idol, Hannibal, og at det var hans opgave at ødelægge Rom.

Hannibal ….havde været den største helt i min sidste skoletid…. Jeg begyndte at forstå, for første gang, hvad det betød at tilhøre en fremmed race…. Den semitiske generals skikkelse steg endnu højere i min agtelse. For mit ungdommelige sind symboliserede Hannibal og Rom konflikten mellem jødesamfundets vedholdenhed og den katolske kirkes organisation…[231]

Freud viser sit, jødisk racistiske, synspunkt meget tydeligt i et brev til en jødisk kvinde, som havde til hensigt at få et barn med en ikke-jøde for at hele splittelsen inden for psykoanalysen. Han skrev:

Jeg må tilstå…at din fantasi om fødslen af en Frelser, som resultat af et blandet forhold, overhovedet ikke tiltalte mig. Herren lod ham blive født i den overlegne, jødiske race, i denne, antijødiske periode. Men jeg véd, at dette er mine fordomme.[232]

Ét år senere fik denne samme kvinde barn med et medlem af "den overlegne jødiske race". Freud skrev da:

Jeg er, som du véd, helbredt for den sidste stump af min forkærlighed for den ariske sag, og vil, dersom barnet bliver en dreng ønske, at han da udvikler sig til en stålsat zionist . Han eller hun skal i alle tilfælde være mørk, ikke flere af disse blegansigter ("towheads"). Lad os bandlyse alle disse lygtemænd.

Jeg vil ikke bede dig om at hilse Jung, i München, som du meget vel véd… Vi er og bliver jøder. De andre vil kun udnytte os og vil aldrig forstå eller værdsætte os. (citeret i Yerushalmi 1991, 445.)[233]

Så her afslører den berømteste af alle jøder, i den moderne europæiske historie, sig selv som ekstremt europæer-fjendtlig, jødisk racist! Er det ikke besynderligt, at ingen af de populære biografier og dokumentarskildringer omtaler denne vigtige kendsgerning? Ikke alene igangsatte Freud bevidst et angreb på vore kulturelle værdier, han stemplede også, meget belejligt, modstanderne af dette angreb som sindssyge. I Moses and Monotheism beskriver Freud antisemitisme som en mental sygdom, som skyldes misundelse af jødernes overlegenhed.[234]

På dækket af en damper på vej mod De forenede Stater bemærkede Freud til sine venner at Amerikas folk troede, at han bragte dem et mirakelmiddel, men i stedet, sagde han, "bringer vi dem pesten."[235]

 

Bogerretighedsbevægelsen

Ganske som jødiske akademikere førte an i kampen for ligemageriet i de videnskabelige områder og i sociologien, og som jødiske mediebaroner anførte, og fortsat anfører,

104

propagandaen, sådan fandt "borgerrettighedsbevægelsen" størsteparten af sit lederskab, og sin finansielle støtte, i det jødiske samfund.

Næsten lige fra starten, i 1909, har National Association for the Advancement of Colored People*, (NAACP) været den vigtigste organisation, som arbejdede for et raceblandet amerikansk samfund. Interessant nok havde bestyrelsen ved grundlæggelsen kun én fremtrædende sort person, W.E.B. Dubois (som faktisk var mulat). De fleste medlemmer af bestyrelsen var jødiske marxistiske ideologer. Repræsentanternes Hus i USA, og mange statslige efterforsknings-organer, har nøje dokumenteret den kendsgerning, at samtlige NAACP's grundlæggere var aktive kommunister. Dubois valgte endog at blive begravet i det kommunistiske Ghana. NAACP's første præsident var Arthur Springarn, og kun jøder blev præsidenter for organisationen, fra dens start og frem til 1970'erne. Noel Springarn afløste broderen, Arthur, og efter ham blev organisationen styret af Kivie Kaplan. Det jødiske lederskab af NAACP var meget lidt kendt i offentligheden.

Da jeg voksede op, var Roy Wilkins, som var organisationens sorte nationale sekretær, det eneste navn, jeg forbandt med NAACP. Fordi han optrådte så ofte i pressen og var så meget i offentlighedens søgelys, troede jeg, lige som de fleste andre amerikanere, at Wilkins var NAACP's leder. Men det var i virkeligheden Kaplan, der var organisationens egentlige præsident i denne periode. I 70'erne blev omsider Benjamin Hooks den første sorte præsident. Da først en sort amerikaner nåede op til organisationens præsidentembede, hørte offentligheden ikke længere meget til den "nationale sekretær". Fra dette tidspunkt har NAACP's præsident været den officielle talsmand for organisationen.

Kivie Kaplan

I de senere års spændinger mellem sorte og jøder har liberale jøder været hurtige til at råbe op om "urent trav", i anledning af de sortes afvisning af jøder, og påpege, at størstedelen af finansieringen af integrations-bevægelsen er kommet fra jøderne. De praler også af, at mindst 90 procent af de juridiske tiltag, for fremme af integration, er kommet fra jødiske advokater, og i lang tid er blevet støttet af jødiske penge.[236]

Praktisk talt hvert eneste skridt i borgerrettighedsbevægelsens fremmarch skete via domstolene. De påbød tvungen race-integration i skolerne og påtvang, i sidste ende, Amerika det massive anti-hvide diskriminations-program, som fik det Orwellske navn, "positiv særbehandling" ("affirmative action"). Også her indtog jøderne de ledende roller.

* Ca.: Det Nationale Forbund til Fremme af Farvede Mennesker. Overs. anm.

105

Den organisation, der udkæmpede mange af disse juridiske slag, var NAACP Legal Defense Fund, en organisation, som er adskilt fra selve NAACP. Selv i dag, i Det 21. Århundrede, ledes den fortsat af jøder. Jake Greenberg har været aktiv i denne jødiske fond i årevis og var Browns primære advokat under den berømte sag Brown mod Topekas Skolestyrelse ved USA's Højesteret. Med denne skændige dom indledte Højesteret –med ét eneste, ødelæggende, pennestrøg –forvandlingen af det amerikanske, offentlige, skolesystem, fra at være ét af de bedste i den industrialiserede verden til ét af de dårligste. Det nye system løste ikke op for racemæssige spændinger, men øgede tværtimod disse i Amerika.

Selv på områder, hvor jøder ikke var de direkte ledere af integrationsbevægelsen, havde de stor indflydelse bag kulisserne. Martin Luther King junior kom under indflydelse af Stanley Levinson, der skrev mange af Kings taler – herunder, mener nogle, hans berømte "Jeg har en drøm"-tale, som han holdt ved marchen mod Washington. John og Robert Kennedy forsøgte at få King til at tage afstand fra Levinson på grund af dennes kommunistiske baggrund. Men King fandt Levinson uundværlig og nægtede. Endog i Student Non-Violent Coordinating Committee (SNCC) og i Congress of Racial Equality (CORE) spillede jødisk indblanding en vital rolle i disse organisationers første tid og de fleste, nominelt hvide, "Freedom Riders", som tog til Syden, var jøder. I det berømte tilfælde, hvor tre Freedom Riders blev myrdet i Philadelphia, Mississippi, var ofrene Schwerner, Goodman og Chaney – to jøder og én sort amerikaner.

Offentlighedens billede af den mand, som kaldte sig "Martin Luther King" (hans rigtige navn var Michael King) er et skoleeksempel på mediernes magt til at påvirke Amerika. De fleste kender, endnu den dag i dag, ikke til, hvor stærke bånd King havde til kommunismen, delvist på grund af, at massemedierne fortsætter med at ignorere Kings lange række af kommunistforbindelser. Privat erklærede King at han var marxist,[237] og han fortalte til sine nærmeststående, at hans arbejde var en del af "klassekampen". Hans personlige sekretær, Bayard Rustin, var kommunist. Da King blev nødt til at finde erstatning for Rustin, i 1961, valgte han en anden kommunist, Jack O'Dell. Hans vigtigste rådgiver ("føringsofficer" er formentlig en mere korrekt betegnelse), var, som tidligere omtalt, den jødiske kommunist, Stanley Levinson, som redigerede og formentlig skrev, en god del af Kings bog, Stride Toward Freedom. Levinson lavede Kings selvangivelser, kontrollerede Kings pengeindsamlinger, og var, i tilgift, ansvarlig for indførslen af sovjetiske penge til kommunistpartiet i USA.[238]

Først for nylig blev det afsløret, at King plagierede store dele af sin doktorafhandling. Boston University nedsatte en komité for at finde ud af omfanget af Kings plagiering. Den kom frem til, at 45 procent af første del, og 21 procent af anden del var taget fra andre forfattere.[239] Skoler inddrager sædvanligvis doktortitler ved afsløring af mindre fusk end dette, men Kings betydning for borgerrrettighedsbevægelsen betød naturligvis, at en inddragelse af hans teologiske doktorgrad, "Dr. of Divinity", var udelukket.

106

Medierne har altid omhyggeligt portrætteret King som en god, kristen familiefar - selve indbegrebet af et gudsfrygtigt menneske. Ikke desto mindre havde King snesevis af forbindelser med ludere, både hvide og sorte, brugte kirkens penge til at betale dem med og brugte ofte at mishandle dem - alt findes dokumenteret af FBI og er indrømmet af Kings medarbejdere.[240]

King tilbragte natten, inden han blev myrdet, med at kopulere med, og mishandle, hvide prostituerede. På FBI's aflytningsbånd kan "pastor King", under et samleje, høres sige: "Jeg knepper for Gud" og "I nat er jeg ikke nogen neger!" Båndoptagelserne af King er så ødelæggende, at båndene og andre FBI-dokumenter blev hemmeligtstemplede for 50 år. På trods af disse kendsgerninger, fortsatte Kings jødiske førerofficerer, og deres allierede, med deres trofaste, rosende, omtale af King.[241]

Relationerne mellem jøder og sorte er blevet forværret i de seneste år i takt med, at de sortes politiske sympatier er blevet mere selvstændigt nationalistiske. Jødisk indblanding i kampen for de sortes borgerrettigheder går tilbage til den tid, da mange kommunister så de sorte som potentielle kommunistiske revolutionære. I og med skabelsen af sovjetstaten havde kommunisterne foreløbigt, sejret i dén jødiske broderkamp imellem kommunister og zionister, som Winston Churchill beskrev i 1920. Yderligtgående amerikanske jøder forestillede sig de sorte som et amerikansk proletariat, en transatlantisk version af de undertrykte, livegne bønder i Rusland, der kunne bruges som allierede til at begynde en kommunistisk revolution. Af naturlige årsager havde selv ikke-kommunistiske jøder en tendens til at støtte en definition af "amerikaner", der ikke baserede sig på racetilhørighed, eftersom de, mere end nogen andre, var bevidste om deres fremmedstatus i det hvide europæiske samfund. Næsten alle organiserede jødiske grupper har støttet afviklingen af de love og traditioner, der sikrede den hvide races fortsatte eksistens.

Efter Anden Verdenskrig begyndte to vigtige faktorer at trække jøderne bort fra kommunismen: russificeringen af Sovjetstaten og etableringen af staten Israel.

For at bekæmpe tyskerne havde Stalin og sovjetregimet motiveret det russiske folk gennem at trække på deres dybe patriotiske, følelser. Stalin selv, som var en af verdenshistoriens mest paranoide og skånselsløse herskere, spillede dygtigt de forskellige jødiske fraktioner ud mod hinanden, indtil han stod frem som den ubestridte hersker i Rusland. Leon Trotsky (Lev Bronstein), Stalins betydeligste rival, blev tvunget i eksil, og senere myrdet af det russiske NKVD. Selv om individuelle jøder forblev i nøglepositioner under Stalins regime, så han alle jødiske alliancer som en trussel mod hans egen magt. Han slog brutalt enhver potentiel trussel ned, og han drejede Sovjetunionen i en mere nationalistisk retning. Sovjetkommunismens "nationalsang", den egalitære og anti-nationalistiske "Internationale" blev erstattet af en traditionel russisk sang.

107

Den positive særbehandling af jødiske kommunister i revolutionens første tid blev afløst af et meritsystem i universiteterne og i militæret. Mange af Stalins manøvrer mod jøderne blev ikke tydelige før længe efter Anden Verdenskrig og mange jøder vægrede sig ved at tro, at de havde mistet kontrollen med det sovjetiske regime. Selv langt ind i 1960'erne udgjorde jøder stadig, i andre lande end Rusland, hovedparten af det marxistiske lederskab i verden – også i USA. Mange af disse jødiske kommunister var dog blevet noget anti-russiske og kaldte sig nu trotskister. Kun nogle få jødiske ekstremister holdt fast ved dén kommunistiske vision, som havde fundet sit udtryk i Rusland. De fleste søgte efter en ny marxistisk ideologi baseret på egalitarisme og alt imens de holdt fast i kommunismens sociale grundsætninger, påbegyndte de et skift til kapitalistisk økonomi.

Mens de etniske russere tilbageerobrede Rusland, skabte jøderne staten Israel, og det så ud, som om de gamle, etnocentriske og ortodokse, profetier omsider skulle gå i opfyldelse. Gennem 2000 år havde jøderne bedt bønnen "Næste år i Jerusalem". Pludselig kunne enhver jøde rejse til et Jerusalem, der stod under deres direkte politiske kontrol. I den samme periode oplevede Amerika forvandlingen af mange, såkaldte Nye Venstre, "New Left", ekstremistjøder. Norman Podhoretz, og tidsskriftet Commentary, svingede, for eksempel, over, fra at have været kommunistiske fortalere, til at blive kapitalistiske forkæmpere – fra at have været krigsmodstandere, duer, imod Vietnamkrigen, til at blive uforsonlige, pro-israelske høge. I 1970'erne blev "den konservative bevægelse" pludselig oversvømmet af disse, nu "Nye Højre" - eller "Neo-conservatives" - som tilpassede sig de konservatives økonomiske grundsætninger, medens de tilføjede elementer som socialliberalisme, egalitarisme, Den ny Verdensorden (NWO), og, naturligvis, super-zionisme. Jøder sivede ind i organisationer af enhver tænkelig politisk kulør, hvor de tilsluttede sig forskellige synspunkter, men altid var på vagt for at varetage jødernes, og staten Israels interesser.

 

Jødisk feminisme

Samtidig med, at vor nation blev ofret på det umulige, racemæssige, ligemageris alter, kom propagandaen for den lige så fiktive idé om kønnenes "ligestilling". Kvinder blev oplyst om, at de var psykologisk lige som mænd, men var blevet socialt opdragede af omgivelserne til at være hustruer og mødre, i stedet for grundforskere og industriledere. "Kvindesagsforkæmperne" forsøgte, ikke alene, at overbevise kvinder om, at det var mindre værd at passe, og opfostre, næste generation, end at svede ved et samlebånd eller svede over finanserne i et direktørkontor. De gik langt videre end som så ved at nedvurdere hustru- og moderrollen, i det hele taget.

Også Freud bidrog til ødelæggelsen af familien gennem hans opmuntring til den påståede frigørelse, der kredsede omkring seksuel promiskuitet. En af Vestens styrker, set i forhold til Den tredje Verden, har altid været dens store satsning

108

på familien og den opvoksende generation. Freud og hans jødiske leverandører af psykoanalyse sammenblandede kærlighed og sex og retfærdiggjorde ødelæggelsen af familien, som samfundets grundenhed, med begrundelse i ting som utilfredsstillende sex.

"Kvindefrigørelsen" har fuldstændigt omstruktureret den amerikanske familie derved at de fleste hustruer og mødre er blevet tvunget ud på jobmarkedet af de nye økonomiske normer - hvilket har begrænset mulighederne for de, der vælger rollen som hjemmegående husmor. Mange forskere har påvist, at skabelsen af millionvis af "arbejdende" mødre har haft skadelige virkninger på familiernes stabilitet og på børnenes udvikling. Som et resultat slider mange kvinder nu med, alene, at forsørge sig selv og deres børn, og de, som endnu har stabile familier, er ofte stressede og svækkede, fordi de tvinges til både at opfylde kvindens traditionelle rolle i hjemmet, mens de samtidig skal arbejde otte timer om dagen, uden for hjemmet.

De mest fremtrædende, af de moderne feminister, var Gloria Steinem, Betty Friedan og Bella Abzug. Interessant nok kom alle tre fra en af de mest kvindeundertrykkende religioner på jorden: Jødedommen. A Hole in the Sheet af Evelyn Kaye, som voksede op i et ortodokst, jødisk, hjem, belyser den undertrykte, og ofte fornedrende stilling, kvinder har, inden for jødedommen, og også det had, der rettes udad, mod ikke-jøder. Hun diskuterer Bar Mitzvah og mandens fuldstændigt overordnede rolle, og skriver følgende:

Blandt de bønner, som en jødisk mand læser hver morgen, udtales en række velsignelser, blandt andet: "Jeg takker dig, Herre, fordi du ikke har gjort mig til en ikke-jøde, for ikke at have gjort mig til en slave og for, at du ikke har gjort mig til kvinde"

I Susan Weidman Schneiders bog, Jewish and Female, kommenterer rabbiner Laura Geller: "Menstruationstabuer gør virkelig skade for jødiske kvinders syn på sig selv og deres krop. Jeg har truffet mange kvinder, som ikke har lært andet fra Toraen, end at de ikke kunne røre ved kroppen, fordi de menstruerer…Deres syn på sig selv, som 'mindreværdige' jøder, har allerede gennemsyret deres forhold til traditionen og til deres egne kroppe."[242]

Kaye går også modigt til angreb mod den ortodokse jødedoms anti-goj'isme

Det endelige vendepunkt var for mig anti-goj'ismen.

Det, der udmærker en hengiven chassidisk, eller ortodoks, jøde, og endda også mange andre jøder, er et had mod ikke-jøder. Dette er selve grundlaget for den ultra-ortodokse eller chassidiske filosofi. Den er lige så vedholdende, ureflekteret, og umulig som antisemitisme, racisme og sexisme. Og lige så svær at blive af med.

Hvad den siger er, at alle ikke-jøder, eller gojim, som ordet lyder på jiddish, eftersom det er flertalsformen af 'goj', er gudløse, ondskabsfulde, og ikke til at stole på.

Der findes en hel litani over alle de væmmelige ting som anses at gælde samtlige ikke-jøder, og som de ortodokse tror ubetinget på. Blandt andet:

•  Alle gojim elsker alkohol og er altid berusede;

•  Alle gojim bruger stoffer;

109

•  Alle gojim hader jøder, selv når de virker venligtsindede;

•  Alle gojim er antisemitter, uanset, hvad de siger og gør;

•  Alle gojim har et forfærdeligt familieliv og behandler deres koner og børn dårligt;

•  Alle gojim spiser svinekød hele tiden;

•  Gojim er aldrig lige så begavede, lige så venlige, lige så kloge, eller lige så ærlige, som jøder;

•  Man kan aldrig stole på gojim.

Der findes meget mere. Men grundbestanddelene i anti-goj'isme føres videre til jødiske børn, med modermælken, og bliver derefter, gennem hele deres liv, passet, fodret, og vandet, indtil de er vokset til fuldt udviklede fobier.[243]

Talmud karakteriserer ofte kvinder som urene, ludere, og svigagtige, mindreværdige skabninger. Den har endda lange afsnit, der retfærdiggør, at voksne mænd har seksuelle forhold til små piger. Kvinder sidder for sig selv i den ortodokse synagoge. Kvinder nedrakkes næsten lige så meget som ikke-jøder. Bemærk følgende talmudiske henvisninger, som indledes med den bøn, Kaye henviste til:

Velsignet være du… som ikke har gjort mig til goj… som ikke har gjort mig til kvinde, og som har gjort mig til israelit… som ikke har gjort mig til slave. Judah ben Ilai[244]

Når en voksen mand har samleje med en lille pige er det ingenting, for når pigen er mindre end dette (tre år gammel), er det som når man sætter en finger i øjet, der kommer tårer til øjet,…(fodnote) (7) igen og igen, men øjets syn vender tilbage, sådan kommer uskylden tilbage til den lille pige under tre år. (Kethuboth 11b)[245]

En jomfru, som er tre år og en dag gammel, kan tages til ægte gennem samleje. (Sanhedrin 55b og 69a-69b)[246] og (Yebamoth 57b, 58a, 60b)[247]

Og alligevel har feminismens jødiske ypperstepræstinder udrettet yderst lidt for at få rettet op på disse uligheder. Kun den reformerte del af jødedommen stiller kvinder på et nogenlunde jævnbyrdigt niveau. Men Israel er en ortodokst-styret jødisk nation og så godt som alle reformerte-, og konservative- jødiske organisationer, verden rundt, støtter Israel helhjertet. Den etniske arvs betydning overskygger enhver tænkelig debat om religiøse doktriner. Det er ironisk, at kvinder, som kommer fra den kultur, der har det mest nedværdigende syn på kvinder, vælger at fokusere deres anstrengelser på at afstedkomme en seksuel revolution blandt deres kønsfæller af europæisk herkomst. Det forekommer mig, at deres anstrengelser var bedre anbragt ved at de tog sig af den modbydelige diskrimination i deres egen baggård.

 

Ligemageri og borgerrettigheder som våben

Efterhånden som jeg opdagede mere og mere om den jødiske dominans, inden for den anti-hvide, anti-familie revolution, som endog stræbte efter helt at vælte familien omkuld, slog det mig, at mange mægtige jøder måske betragtede det hvide Amerika på samme måde, som de engang så på zaren og de etnisk hvide russere. Jeg begyndte at spekulere over, om vi var bestemt til at blive et afsat folk, en nation, der blev erobret, ikke med hære og kanoner, men gennem pengepungens og pressens magt.

Hvis de ikke ser på os, som Theodor Herzl gjorde - dvs. som fremmede – hvorfor angriber da så mange af dem amerikanske traditioner og skikke, lige fra

110

familiestrukturen til det at synge julesange i vore skoler? Selv om ikke alle jøder tager del i korstoget mod vor gen-, og kulturarv, støtter en overvældende majoritet af dem chauvinistiske jødiske organisationer og bakker op om dé jødiske kandidater, som stærkest arbejder for særligt jødiske interesser. Jødisk støtte vil sige langt andet og meget mere end jødiske stemmer. Den betyder stopfulde kampagnefonde og en magtfuldt dirigerende medieverden. Og det betyder en så godt som sikker sejr, hvis jødiske magtgrupper vælger at gå imod den anden kandidat, ligegyldigt af hvilken grund.

Jødiske aktivister har været vedholdende i deres støtte til pluralisme, inden for amerikansk politik og kultur. De højtravende jødiske løfter fra den såkaldte borgerretighedsbevægelse – kærlighed, fred og broderskab - er blevet skiftet ud med rap-sangens voldelige obskøniteter. Hvad angår de sorte amerikanere, genlyder deres én gang så fredelige og rytmiske bykvarterer nu af lyden fra revolverskud En tredjedel af alle unge afroamerikanske mænd er enten i fængsel, løsladt på prøve ("probation") eller vilkårligt løsladt ("parole"), og millioner af dem er lænket på hænder, fødder og sjæl, til alkohol og narkotika.

Hvad havde jøderne at vinde ved at styrke minoriteter til magt og indflydelse i Amerika? Indlysende nok så marxister minoriteter som sikre allierede, der var livsvigtige til fremme af deres dagsorden og politiske succes, som rettet mod den mere modstandsdygtige, europæisk-amerikanske, befolkning. Gennem de seneste årtier har de sorte stemmer været livsvigtige for liberal* politik. Endnu vigtigere passer en babylonisk forvirring, som et multiracialt Amerika, måske de jødiske interesser rigtigt godt. I et splittet land udgør den gruppe, der har størst sammenhold, den stærkeste magt. 'Del og hersk' har altid været herrefolksmentalitetens opskrift på magt. I et uroligt miskmask af et samfund er en fremmed udøvelse af magt mindre iøjnefaldende for majoriteten, for dersom en lille minoritet har en dagsorden, der er fjendtlig over for majoriteten, må denne minoritet være så diskret som muligt. Multi-kultur og multi-racialisme mudrer vandene. Jødiske racister vil altid trives i et sådant Babylon.

Hvert eneste fremstød, der har splittet solidariteten blandt den majoritetetsgruppe, som grundlagde, og tidligere styrede, Amerika, og som derved har frataget denne gruppe magt, har samtidig været en gevinst for de nye kandidater til tronen. Denne proces forgår selvfølgelig ikke kun i Amerika, men i hvert eneste land, hvor jøder udgør en stærk minoritet. De søger konstant at svække den fremherskende gruppe, uanset hvem denne måtte være, som et middel til at øge deres egen magt.

En stor del af forfaldet er slet ikke planlagt. Den fremmede natur, som er beskrevet af Theodor Herzl, finder sit udtryk i utallige stød og slag mod det gamle anglo-saxiske Amerikas traditioner og værdier. Uanset, om det går ud på at forbyde et krybbespil på offentligt område, eller det er et militærakademi for mænd, der kræves åbnet for kvinder, om det er et morgenshow på radioen, der bliver fyldt med vulgær snak om menneskelig afføring, eller det drejer sig om forherligelse af narko i film og romaner, øges takten og de, som sætter takten, er mennesker, der er stolte af deres fremmede natur. Melodien er begravelsesmarchen for Amerika og hele den vestlige verden.

*i Amerika betyder ordet: socialistisk, o.a.

111

De fortærer vor nations europæiske rødder, alt imens de konstant forøger deres indflydelse og magt og samtidig, stadig, betragter sig selv som udenforstående. Og det er præcis, hvad de er: åndelige, kulturelle og genetiske udenforstående, som nu befinder sig i centrum af den amerikanske magtstruktur. Bemærk følgende udtalelse fra en jødisk medieguru, som har opnået både fremgang og berømmelse:

Årtier senere, da jeg fulgtes med Texas' grænsepoliti, langs floden, for at se dem fange mexikanere, der forsøgte at komme over grænsen, standsede jeg og satte mig på jorden. Jeg sagde: - det er nok – jeg er en af dém, de illegale indvandrere. Ikke en af de andre – jægerne.[248]

A.M. Rosenthal skrev disse ord, og han er en mand, der har været politisk chefredaktør for New York Times , Amerikas mest indflydelsesrige avis. Trods alle hans penge, al hans magt og prestige - da Rosenthal sidder i snavset, langs Rio Grandes mudrede flodbred – identificerer han sig stadig som en "udenforstående". Hans loyalitet er ikke med de øvrige amerikanere, der vil bevare deres levestil. Hans loyalitet er hos de fremmede, der forsøger at ændre den.

Minoritetsracismen - i form af "borgerrettigheder" og ligemageri – der har floreret i Amerika, udsprang af en fremmed etnocentrisme. Vor nation, der en gang var udpræget europæisk af natur, er på hastigt tilbagetog. Den blev ikke skabt i Babylons smeltedigel. Men hvis der ikke viser sig modige og beslutsomme kræfter for selvopholdelse, vil den dø dér.

De fleste amerikanere, som kæmpede imod borgerrettighedsbevægelsen, idet de mente, at den ville føre til ødelæggelse af samfundets struktur, opdagede aldrig kilden til dens styrke. I Syden anklagede nogle "yankee'erne", nogle politikerne, og andre medierne. Kun et fåtal forstod, at de, der stod bag borgerrettighedsbevægelsen, tilhørte den samme ondskabsfulde magt, som fremtvang Den russiske Revolution, som benyttede sin indflydelse til at inddrage Amerika i Første Verdenskrig, som bidrog til at skabe Anden Verdenskrig, og som endelig skabte den racistiske stat, Israel.

Hvor ironisk er det ikke, at borgerrettighedsbevægelsen har sine rødder i racisme, at den ganske enkelt var et våben, som det mest etnocentriske folk på jorden brugte mod sine ældgamle fjender.

De sorte amerikanere var simpelthen brikker i et langt større politisk spil og de har, på deres måde, lidt lige så meget under spillets konsekvenser, som de hvide har gjort det, på anden vis. De fleste ikke-jødiske hvide, som blev inddraget i striden, indså aldrig, at denne kamp ikke reelt drejede sig om borgerrettigheder. Disse deltagere i kampen blev, lige som de sorte amerikanere selv, og som så mange andre hvide, manipuleret i den langt større jødiske kamp for opnåelse af magt.

Det samme jødisk dominerede etablissement i Amerika, som prædiker racelighedens og raceblandingens hellige evangelium, giver aldrig amerikanerne en mulighed for at glemme jødernes ret – ja, jødernes hellige pligt – til

112

at bevare deres gernetiske arv, både i Amerika og i deres jødiske stat, Israel. Fra fjernsynets prædikestol minder det os konstant om deres uforlignelige guddommelighed, deres evige uskyldighed og deres offerstatus. Deres lærde og deres manuskriptforfattere proklamerer ganske ugenert jødernes åndelige kulturelle og moralske overlegenhed. De bliver dagligt helgenkåret i deres egne medier alt imens de, der vover at ytre et ord imod dem, bliver bragt til tavshed og dæmoniseres.

En helligdom for den nye Holocaust-religion er blevet rejst midt i Amerikas Akropolis i Washington DC. I dette tempel kan det amerikanske folk dyrke Det udvalgte Folk og føle en tilbørlig skyld for sine forbrydelser imod det. Dér kan de lære om den værste forbrydelse af alle: At stille spørgsmål ved den eneste sande "borgerret" - den jødiske ret til at herske over os alle, både kulturelt, åndeligt og politisk.

Aldrig holder de et øjebliks pause fra at fortælle os, at den største forbrydelse i historien var Hitlers, påståede forsøg på at begå folkemord på dem, at udrydde jøderne som race. Men hver dag propaganderer den jødiske racistiske magt for massiv fremmed indvandring til Europa og for blandede ægteskaber, racerne imellem. Disse processer vil naturligvis til sidst medføre et virkeligt folkemord på deres historiske fjender: fjernelsen af den europæiske races enestående arv og karakter.

Fremmed undertrykkelse af vort folk ville være slem nok i sig selv, men vore herskere planlægger tydeligt nok, genetisk set, at udrydde vort folk (lige som andre folk), der kunne komme i vejen for dem. Da jeg først havde forstået dette, kunne jeg ikke længere tie stille om den jødiske dominerende og racistiske magt i verden. Deres fortsatte dominans ville skylle vort folk væk under en voksende bølge af indvandring, blandede ægteskaber og europæisk selv-sterilisering. Det er kun deres perverterede medier, der fordømmer vort ønske om at bevare vort folk, som "racisme".

Selv om jeg frygter for mit europæisk-amerikanske folks fremtid, er det min grundlæggende opfattelse, at alle racer, alle etniske grupper, alle folk, burde have retten til at bevare deres unikke arv og kultur. Min holdning til europæiske amerikanere er ikke hyklerisk, eller ude af trit med, hvad jeg i øvrigt mener, eftersom jeg går ind for den samme, naturlige rettighed for alle folk. Globaliseringen og monopolet på verdensmagten, med dens jødiske bagmænd, udgør en elementær trussel mod alle oprindelige folks overlevelse og deres traditionelle kulturer.

Ironisk nok skyldtes de jødiske racisters besættelse af Palæstina, i ikke ringe grad, at de fik fjernet Amerikas kurs fra den, der tjente de europæisk-amerikanske livsvigtige interesser.

De fremmeddominerede massemedier fastholder de fleste amerikanere i fuldkommen uvidenhed om, hvad de berøves – og i uvidenhed om det fremmede segment, som står bag dette. Jeg begyndte at se, at massemedierne var det mægtigste våben, de anvendte imod os, så jeg fokuserede min næste undersøgelse på den jødiske infiltration af - og dominans af - de amerikanske-, og den øvrige verdens, massemedier.

 

Noter:

[209] The Encyclopedia of Zionism in Israel. (1971) New York: Herzl Press/McGraw-Hill.

[210] Glazer, Nathan.(1970). Remembering the Answers: Essays on the American student revolt. New York.: Basic Books.

[211] Britton, F. (1979). Behind Communism. Noontide Press.

[212] Cohen, Jacob. (1993). The Rosenberg File. National Review. 19. juli.: s.48-52

[213] Neville, John F. (1997). The Press, The Rosenbergs, and the Cold War. London: Praeger

[214] Strom, Kevin. (1998). We Are Alle Prejudiced. Internet artikel. 13. april

[215] Boas, F. (1911). Rev.Ed., (1938). The Mind of Primitive Man. New York.

[216] Herskovits, Melville J. (1953). Franz Boas, the science of man in the making. Clifton, NJ: A.M. Kelley, s. 65.

[217] Mead, Margaret. (1961). Coming of age in Samoa; a psychological study of primitive youth for Western civilization. Foreword by Franz Boas. New York: Morrow.

[218] Freeman, D. (1983). Margaret Mead and Samoa. The Making and Unmaking of an Anthropological Myth. Cambridge University Press.

[219] Freeman, D. (1990). The Samoan Reader: Anthropologists Take Stock. Lanham, Maryland: University Press of America.

[220] Freeman, D. (1991). On Franz Boas and the Samoan Researches of Margaret Mead. Current Anthropology. s.32, 322-330.

[221] Montagu, Ashley. (1945). Man's Most Dangerous Myth: The Fallacy of Race. New York: Columbia University Press.

[222] Pearson, R. (1996) Heredity and Humanity: Race Eugenics and Modern Science. Washington, DC: Scott-Townsend Publishers.

[223] Gelya, F. (1997). Jews, Multiculturalism, And Boasian Anthropology. The American Anthropologist. Vol. 99. #4. s.731-745.

[224] New York Review of Books. (2000). 13. April, s.61.

[225] Natural History. (1993). Nov. s.12.

[226] Yerushalmi, Y.H. (1991). Freud's Moses: Judaism Terminable and Interminable. New Haven: Yale University Press. s.98.

[227] Gay, P. (1988). Freud: A Life For Our Time. New York: W.W.Norton

[228] Freud, S. (1939). Moses and Monotheism. New York: Vintage.

[229] Freud, S. (1938). Totem and Taboo; Resemblances Between the Psycchic Lives of Savages and Neurotics. Hammondsworth, Middlesex: Penguin Books.

[230] MacDonald, K. (1996). A People That Shall Dwell Alone. Westport, Connecticut: Praeger.

[231] Freud, S. (1969). The Interpretation of Dreams. Trans. J. Strachey. New York.

[232] Yerushalmi, Y.H. (1991). Freud's Moses: Judaism Terminable and Interminable. New Haven: Yale University Press. s. 45.

[233] Yerushalmi, Y.H. (1991). Freud's Moses: Judaism Terminable and Interminable. New Haven: Yale University Press. s. 45.

[234] Freud, S. (1939). Moses and Monotheism. Trans. By K. Jones. New York: Vintage.

[235] Mannoni, O. (1971). Freud. Trans. R. Belice. New York. s.168.

[236] Friedman, Murray. What Went Wrong. (1995). New York: Free Press

[237] Garrow, David. (1983). The FBI and Martin Luther King. Penguin Books, New York.

[238] Strom, Kevin Alfred. (1994). The Beast as Saint. Radio Broadcast. Trykt transkription kan fås hos National Vanguard Books, Box 330, Hillsboro, WV, 24946.

[239] Pappas, T. (1992). A Houdini of Time. Chronicles. 26.-30. november.

[240] Abernathy, R. (1989). And the Walls Came Tumbling Down. New York: Harper & Row.

[241]Newsweek. (1998). Books: The Middle of the Journey, Taylor Branch's Grand Civil-Rights History Rolls On. January 19. p.62. hvor der citeres fra Pillar of Fire: America in the King Years 1963-65. Taylor Branch. Simon and Schuster.

[242] Kaye, Evelyn. (1987). A Hole in the Sheet: A Modern Woman Looks at Orthodoxand Hasidic Judaism. Secaucus, New Jersey: L. Stuart.

[243] Kaye, Evelyn. (1987). A Hole in the Sheet.

[244] Jewish Encyclopedia. (1905) Talmudic prayer. s.617.

[245] Talmud. (1936). Kethuboth. Soncino udgaven. Kethuboth 11b.s.58.

[246] Talmud. (1935). Sanhedrin. 69b. s.469.

[247] Talmud. (1936). Yebamoth. Soncino udgaven. 57b. s.386.

[248] New York Times. (1992). 9. december.

 

næste kapitel
forrige kapitel

NAVNEregister
JØDISK RACISME af Dr. David Duke - Indhold


 

 


"Mossad har klart nok ikke høje tanker om danskerne. De kalder dem for fertsalach, en hebraisk betegnelse for et lille luftudslip, en prut. De fortæller Mossad alt, hvad de foretager sig. Men Mossad indvier ikke nogen i sine hemmeligheder."

- Mossad-agenten Victor Ostrovsky, bogen "Ved hjælp af bedrag", (1990).


Palestine banner
Viva Palestina!

Latest Additions - dansk

Jøder og Israels krig mod kristendommen

Hvem regerer Amerika?

Billeder   


The Founding Myths of Modern Israel
Shahak: "Jewish History"


Jøderne og deres løgne
Af Martin Luther, 1542

Holocaust i kritisk lys - øjenvidneberetninger kontra naturlove
Af Jürgen Graf

Jøderne i Danmark

Trækker Israel os med i krig mod Iran?

Down with Zio-Apartheid
StopJewish Apartheid!

Jyllands-Posten provokerede ikke
i ytringsfrihedens navn i 2005

The Jewish hand behind Internet The Jews behind Google, Facebook, Wikipedia, Yahoo!, MySpace, eBay...

Jødisk racisme
Af Dr. David Duke

Elie Wiesel: Et prominent falsk vidne
Af Robert Faurisson

The Founding Myths of Modern Israel
Garaudy: "The Founding Myths"


The Jews behind Islamophobia

Døde virkeligt 6 millioner?
Richard E. Harwood berømte bog

Zions Vises Protokoller

Videoer    
 

Talmud unmasked
Talmud - Jødernes "Hellige Bog"


Den jødiske racismes rødder
Af David Duke

Karikaturer 

Aktivisme!