Ud fra det foregående synes det klart, at tallet 6 mio. myrdede jøder ikke er andet end et svagt kompromis mellem forskellige helt grundløse skøn. Der er ikke en tråd af dokumentarisk bevis, som er troværdigt. En gang imellem får en forfatter det indsnævret til en afvæbnende fremtræden af autensitet. Lord Russel of Liverpool erklærede f.eks. i "Hagekorsets svøbe" at "ikke mindre end fem mio." jøder døde i tyske koncentrationslejre for således at tilfredsstille sig selv med at være et sted mellem dem, der skønnede 6 mio. og dem, der foretrak 4 mio. Men han indrømmede, at det rigtige tal aldrig vil blive kendt. Det er da svært at forstå, hvordan han kunne anslå "ikke mindre end 5 mio. The Joint Distribution Committee foretrækker 5.012.000; men den jødiske ekspert Reitlinger foreslår et nyt tal på 4.192.000 "savnede jøder", af hvilke en tredjedel skønnes døde af naturlige grunde. Dette ville formindske antallet af målbevidst udryddede til 2.796.000. Men dr. M. Perlzweig, delegat fra New York til World Jewish Congress fastslog på en pressekonference i Geneve i 1948 :"Prisen for nationalsocialismens og fascismens fald er faktisk at syv mio. jøder mistede livet på grund af grusom antisemitisme". I pressen og andre steder er tallet ofte forhøjet til 8 mio. eller somme tider til 9 mio. Som vi har vist i foregående kapitel, er ingen af disse tal på mindste måde troværdige, ja de er faktisk latterlige

En af de første anklager mod tyskerne for massemord på jøder i krigstidens Europa blev fremført af den polske jøde Rafael Lemkin i bogen "Akse-styre i det okkuperede Europa, udgivet i New York i 1943. Mere eller mindre tilfældigt blev det Lemkin, der kom til at præge U. N. "genocide Conventionn [noget i retning af folkemord O. a.] der forsøger at kriminalisere racisme. Hans bog hævder, at nazisterne udryddede millioner af jøder, måske så meget som 6 mio. Dette var i 1943 bemærkelsesværdigt, da aktionen først hævdes startet om sommeren 1942. Med denne fart ville hele verdens jødiske befolkning være udslettet i 1945. Efter krigen skød propagandafantasierne fart til endnu mere fantastiske højder. Kurt Gerstein, en antinazist, der påstad at han havde infiltreret S.S. fortalte den franske forhørsleder, Raymond Cartier, at han vidste, at ikke mindre end fyrre mio. internerede i koncentrationslejre var blevet gasset. I hans første underskrevne memorandum fra 26 april 1945 reducerede han tallet til 25 mio., men selv dette var for bizart til den franske efterretningstjeneste, og i hans andet memorandum, underskrevet i Rottweil 4. maj 1945 havde han bragt tallene nærmere til de 6 mio., som blev foretrukket til Nürnbergprocesserne.

Gersteins svigerinde var medfødt sindssyg og døde i eutanasi. Hans egen optræden kan meget vel pege på anstrøg af mental ustabilitet. Han var faktisk blevet dømt i 1936 for at sende ekcentriske breve gennem postvæsenet. Efter sine to "Bekendelser" hængte han sig i Cherche Midi-fængslet i Paris.

Gerstein påstod, at han under krigen gennem en tysk baron viderebragte information om mordet på jøder til den svenske regering; men af en eller anden uforklarlig grund blev hans rapport "forlagt og glemt". Han hævdede også, at han i august 1942 havde informeret den pavelige nuntius i Berlin om hele "udryddelsesprogrammet" men hans velærværdighed havde bare sagt . "Skrup ud !" Gersteins erklæringer vrimler med påstande om at have overværet de mest gigantiske massehenrettelser (tolv tusind på en enkel dag i Belzec) og hans andet memorandum beskriver et besøg af Hitler 6 juni 1942 i en polsk koncentrationslejr, som det vides ikke har fundet sted.

Gersteins fantastiske overdrivelser har kun givet miskredit til hele idéen om masseudryddelser. Den evangeliske biskop Wilhelm Dibelius fra Berlin fordømte hans memoranda som utroværdiege. (H. Rothfels, "Augenzeugenbericht zu den Massenvergasungen" i Vierteljahrshefte für Zeitgeschichte, april 1953).

Men det er et utroligt faktum, at trods denne fordømmelse udgav den tyske regering i 1955 en udgave af Gersteins andet memorandum til spredning i tyske skoler (Dokumenation zur Massenvergasung, Bonn 1955). I den fastslås det, at Dibelius havde særlig tiltro til Gerstein, og at memorandumets troværdighed var "hævet over enhver tvivl". Et slående eksempel på, hvordan den grundløse anklage om nazisternes massemord fortsætter og rettes specielt til ungdommen.

Historien om de 6 mio. jøder, der blev udryddet under krigen blev givet endelig autoritet ved erklæringen af dr. Wilhelm Hoettl ved Nürnbergprocesserne. Han havde været Eichmann's assistent, men var i virkeligheden en ganske mærkelig person, som var i tjeneste hos det amerikanske efterretningsvæsen og havde skrevet flere bøger under navnet Walter Hagen. Hoettl arbejdede også for den sovjetiske spionage og samarbejdede med to jødiske emigranter fra Wien, Perger og Verber, der optrådte som US-officerer under forundersøgelserne til Nürnbergprocesserne. Det er bemærkelsesværdigt, at vidnesmålet af denne højst tvivlsomme person Hoettl, siges at udgøre det eneste bevis for mordet på 6 mio. jøder. I hans affidavit 26. november 1945 fastslog han, ikke at han vidste, men at Eichmann i august 1944 i Budapest havde fortalt ham, at totalt 6 mio. jøder var blevet udryddet. Overflødigt at sige, at Eichmann aldrig bekræftede denne påstand under sin rettergang. Hoettl arbejdede som amerikansk spion under hele den sidste del af krigen., og det er derfor meget mærkeligt, at han, skønt han arbejdede direkte under Heydrich og Eichmann, aldrig gav den mindste antydning til amerikanerne om udryddelsespolitikken for jøder.

Det skal med det samme slås fast, at der ikke findes et eneste dokument, der beviser, at tyskerne havde til hensigt eller udførte det målbevidste mord på jøder. I Poliakov og Wulf's Das Dritte Reich und die Juden. Dokumente und "Aufsätze" (Berlin 1955) er alt, hvad de kan samle sammen forklaringer uddraget efter krigen fra folk som Hoettl, Ohlendorf og Wisliceny, den sidste under tortur i et sovjetisk fængsel. I afsavn af bevis er Poliakov nødsaget til at skrive. "De tre eller fire folk i toppen, som var involveret i at trække linierne op for planen om total udslettelse, er døde, og ingen dokumenter har overlevet. "Dette synes meget bekvemt. Ganske åbenbart er både de "tre eller fire" ikke andet end tågede formodninger hos skribenten, og de er totalt ubevislige.

Dokumenterne, der faktisk har "overlevet" nævner naturligvis overhovedet ikke udryddelse, så skribenter som Poliakov og Reitlinger gør sig det igen bekvemt ved at formode, at sådanne ordrer normalt udtryktes "verbalt". Skønt de mangler ethvert dokumentarisk bevis, antager de, at der må have været en plan for at myrde jøder, som går tilbage til 1941 samtidig med angrebet på Rusland [Fremstødet mod øst åbnede faktisk for fantasier af Himmler om gigantiske forflytninger, (omtrent som Stalins) men altså ikke udryddelse, ikke blot af jøder men af alle ikke-germanske typer. Disse planer mødte dog fra begyndelsen stærk modstand (Hans Frank, der ikke ønskede nogen indblanding i generalgouvernementet og snart uoverstigelig : sovjethæren). Litteratur : Alan Bullock, der, også han uden noget som helst bevis, klippefast tror på "udryddelsen", citerer Felix Kersten for disse oplysninger : "Hitler & Stalin" s. 788. Politikens forlag 1991].

Første fase af planen antages at have indebåret massakren på Sovjets jøder, en påstand, som vi senere vil modbevise. Resten af programmet formodes at være begyndt i marts 1942 med deportation og koncentration af europæiske jøder i de østlige lejre i det polske generalguvernement, sådan som det gigantiske industrikompleks ved Auschwitz nær Krakov.

Den fantastiske og fuldstændigt grundløse formodning går ud på, at transporten mod øst ledet af Eichmans departement rent faktisk betød øjeblikkelig udryddelse i ovne (Det er interessant, at dette rent logiske ræsonnement er formuleret før Zündel processerne, der beviste, at gaskamrene ikke kunne fungere, og at krematorieovnene manglede den kapacitet, som tolkningen måtte forudsætte. O. a. )

Skønt- (eller vel netop fordi (O.A)) de ikke kan bevise noget formulerer Manvell og Frankl ( Heinrich Himmler, London, 1965)sig som følger : man "synes at være kommet frem til " udslettelsespolitikken efter "hemmelige diskussioner" mellem Hitler og Himmler (p. 118). Reitlinger og Poliakov gætter videre efter en lignede "verbal " linie, idet de tilføjer, at ingen anden blev tilladt at være til stede ved disse diskussioner og ingen notater blev gjort. Dette er rent opspind, for der er ikke tråd af vidnesbyrd, som blot antyder, at sådanne aparte møder har fundet sted. William Shirer er i sin som helhed vilde og uansvarlige bog The Rise and Fall of the Third Reich tilsvarende dæmpet men hensyn til spørgsmålet om dokumentarisk bevis. Han konstaterer lamt, at Hitlers formodede ordre om mord på jøderne "åbenbart aldrig blev nedfældet på papir - i hvert fald er hidtil ingen kopi blevet afsløret. Den blev sandsynligvis givet mundtligt til Göring, Himmler og Heydrich. Det bekvemme ved disse mundtlige direktiver frem og tilbage er åbenlyst.

De endelige detailler i planen om at udrydde jøderne formodede man blev fastlagt på en konference i Gross Wannsee i Berlin d. 20. januar 1942. Den blev ledet af Heydrich. (Poliakov, Das Dritte Reich und die Juden, p. 120 ff. ; Reitlinger. The Final Solution, p. 95 ff.) Repræsentanter for alle tyske ministerier var tilstede, og Müller og Eichmann repræsenterede Gestapos hovedkvarter. Reitlinger og Manvell og Frankl betragter protokollen for denne konference som deres trumfkort, når det gælder at bevise eksistensen af en plan for massemord; men sandheden er, at ingen sådan plan overhovedet blev nævnt. Hvad mere er : De indrømmer det åbent. Manvell og Frankl forklarer dette temmelig tamt ved at sige, "Referaterne var indhyldet i den form for kancellistil, der skjuler den virkelige betydning af ordene og den terminologi, der anvendes." Hvad Heydrich faktisk sagde, var, at han i det memorandum, som er citeret ovenfor, af Göring var blevet overdraget at anordne en løsning af det jødiske problem. Han gennemgik historien om den jødiske emigration og slog fast, at krigen havde gjort Madagaskar-projektet upraktisk, og han fortsatte : Emigrationsprogrammet er nu blevet erstattet med evakuering af jøder til Øst, som en anden mulig løsning i overensstemmelse med førerens tidligere autorisation." Her forklarede han, ville deres arbejde blive nyttiggjort. Alt dette formodes at være inderlig skummelt og svangert med den skjulte betydning, at jøderne skulle udryddes. Dette skønt den franske professor Paul Rassinier, der havde været interneret i Buchenwald, har gjort et gedigent arbejde med at tilbagevise myterne om de seks mio., forklarer, at det betyder præcis, hvad det siger, nemlig : koncentration af jøderne til arbejde i kæmpemæssige østlige ghettoer i det polske generalguvernement. "Der skulle de vente til krigens afslutning og genåbningen af internationale diskussioner, der skulle afgøre deres fremtid. Denne beslutning blev endegyldigt fastslået ved den interministerielle Berlin-Wannseeekonference - - - " (Rassinier, Le Véritable Procés Eichmann, p. 20). Manvell og Frankl forbliver fuldkommen uberørte af den komplette mangel på henvisning til udryddelse.

De skriver om Wannseekonferencen : "Direkte henvisninger til drab blev undgået, idet Heydrich foretrak udtrykket "Arbeitseinsatz im Osten" (arbejdsindsats i Øst) " ( Heinrich Himmler, p. 209). Der gives ingen forklaring på, hvorfor vi ikke skal acceptere, at forskrivning til arbejde i Øst betyder forskrivning til arbejde i Øst.

Ifølge Reitlinger og andre skulle utallige direktiver der specificerede udryddelsen være cirkuleret mellem Himmler, Heydrich, Eichmann og kommandant Höss i månederne efter 1942; men naturligvis "har ingen overlevet".

Den fuldstændige mangel på dokumentarisk støtte for eksistensen af en udryddelsesplan har ført til den vane at omtolke de dokumenter, der er bevaret. F.eks. holder man fast ved, at dokumenter om deportation ikke handler om deportation, men er en snedig måde at omtale udryddelse på. Manvell og Frank fastslår. at "forskellige udtryk blev anvendt til at kamouflere folkemord. Det gjaldt "Aussiedlung" (udflytning) og "Abbeförderung" (forflytning)" (ibid, p 265).

Som vi allerede har set forudsætter man, at ordene ikke længere betyder, hvad de siger, hvis de beviser noget ubekvemt. Denne trafik er drevet til de mest utrolige yderligheder, sådan som tolkningen af Heydrichs direktiv for arbejdsforskrivning i Øst. Et andet eksempel er Himmlers ordre om at sende deporterede mod øst, "det er, for at få dem dræbt" (ibid, p. 251). Reitlinger gør nøjagtigt det samme, når han i mangel på bevis erklærer, at ud fra de "omskrevne" ord fra Wannseekonferencen er det "åbenbart", at "hensigten var det langsomme mord på en hel race."

En gennemgang af den dokumentariske situation er nødvendig, fordi den afslører det omfang af gætteri og grundløse formodninger på hvilken udryddelseslegenden er bygget. Tyskerne havde en ekstraordinær hang til at optegne alting på papiret i de mest omhyggelige detailler, men alligevel har det ikke været muligt at finde en eneste ordre om udryddelse af jøder blandt de tusinder erobrede dokumenter fra S. D. og Gestapo, Rigssikkerhedstjenestens hovedkvarter eller dokumenterne fra Himmlers hovedkvarter eller Hitlers egne direktiver. Det vil senere ses, at dette faktisk er blevet indrømmet af The World Center of Contemporary Jewish Documentation i Tel-Aviv.

Forsøg på at finde "tilslørede henvisninger " til folkemord i taler som Himmlers til hans S.S. Obergruppenführer i Posen 1943 er ligeledes helt håbløse. Nürnbergerklæringerne, ufravigeligt med vold fremdraget efter krigen, undersøges i det følgende kapitel.