Historien om de 6 mio. blev givet juridisk autoritet ved Nürnberg-retssagerne mod tyske ledere mellem 1945 og 1949, retshandlinger, der viste sig at blive den mest skændige juridiske farce i verdenshistorien. For et mere detailleret studium af uhyrlighederne ved disse retssager, som feltmarskal Montgomery sagde, gjorde det til en forbrydelse at tabe en krig, må læseren henvises til de arbejder, der citeres nedenfor, men især til det enestående arbejde Advance to Barbarism (Nelson 1953) af den fremstående engelske jurist F. J. P. Veale.

Lige fra starten førtes sagen frem på basis af store statistiske fejl. I sin anklagetale erklærede Mr. Sidney Alderman, at der levede 9.600.000 jøder i det af tyskerne okkuperede Europa. Vor tidligere studie har vist, at dette tal er vildt overdrevet. Det er fremkommet ved (a) helt at se bort

tilføje alle russiske jøder, deriblandt de to mio. eller mere, der aldrig var på tysk okkuperet område. De samme opblæste tal, let forhøjet til 9.800.000 blev igen fremført af prof. Shalom Baron ved Eichmannprocessen i Israel.

De påståede 6 mio. ofre fremkom først som grundlag for anklagerne i Nürnberg og efter nogen fjas i pressen om 10 mio. eller mere vandt det efterhånden international popularitet og godkendelse. Men det er meget typisk, at selv om dette mærkværdige tal kunne vinde tiltro under den hensynsløse atmosfære af beskyldninger i 1945, var det ikke længere holdbart i 1961 under Eichmannprocessen. Jerusalemretten undgik bevidst at nævne tallet 6 mio., og anklagen, der blev fremført af hr. Gideon Haussner, sagde simpelt hen nogle millioner.

Hvis nogen skulle blive forledt til at tro, at udryddelsen af jøder blev belagt med bevis i Nürnberg, burde han betragte karakteren af selve retshandlingerne, der byggede på total foragt for sunde retsprincipper af enhver art. Sejrherrerne stillede de besejrede for domstol. (Blandt dommerne var naturligvis russere, hvis utallige forbrydelser indbefattede massakren på 15.000 polske officerer, af hvilke en del lig blev fundet af tyskerne ved Katyn-skoven nær Smolensk Sovjetanklageren forsøgte at give de tyske anklagede skylden for dette massedrab.

I Nürnberg skabte man ex post facto lovgivning, hvorved mænd blev anklaget for "forbrydelser", der ikke var blevet erklæret for forbrydelser før efter, at man påstod, at de var begået. Indtil da havde det været det mest grundlæggende princip, at en person kun kunne dømmes for at krænke en lov, som var i kraft på tidspunktet hvor krænkelsen fandt sted. "Nulla Poena Sine Lege."

Reglerne for bevisførelse, der er udviklet af britisk retspraksis gennem århundreder for at nå frem til sandhed i en anklage med så stor sikkerhed som muligt, så man fuldstændig bort fra i Nürnberg Det blev bestemt, "at tribunalet ikke skulle være bundet af tekniske regler for bevisførelse" men kunne tillade "any evidence which it deemed to have probative value," d.v.s. enhvert vidnesbyrd, som det skønnede kunne tjene til at støtte en domfældelse. Det betød i praksis godkendelse af anden- hånds vidner og dokumenter, som i en normal juridisk retsag altid afvises som utroværdig. At sådan bevisførelse blev tilladt er af største betydning, fordi det var en af de de grundlæggende metoder ved hvilke exterminatiolist legenden blev fremstillet, nemlig ved hjælp af bedrageriske, "written affidavits", beedigede erklæringer.

Skønt kun 240 vidner blev kaldt ind i løbet af retssagen blev ikke mindre end 300.000 af disse affidavits" accepteret af domstolen til støtte for anklagerne, uden at deres troværdighed blev prøvet under ed. Under disse omstændigheder kunne enhver jødisk deporteret eller lejrfange fremkomme med en hvilken som helst hævngerrig påstand, som passede ham. Mest utroligt er måske det faktum, at de anklagede ikke personligt blev tilladt at krydsforhøre anklagerens vidner. En noget lignende situation opstod under retssagen mod Eichmannn, da det blev erklæret, at hans forsvarsadvokat når som helst kunne blive afsat, hvis "en utilladelig situation skulle opstå", hvilket formodentlig skulle betyde, hvis hans jurist kunne tænkes at begynde at bevise hans uskyld.

Den virkelige baggrund for Nürnbergprocesserne blev afsløret af den amerikanske dommer, Justice Wenersturm, præsident for et af tribunalerne. Han fik en sådan afsky for fremgangsmåderne, at han frasagde sig sin stilling og fløj

tilbage til Amerika og afgav en erklæring til Chicago

Tribune, der punkt for punkt opregnede hans indvendinger mod retssagerne ( cf. Mark Lautern, Das Letzte Wort über Nürnberg, p. 56). Punkt 3 - 8 lyder som følger :

3 I stedet for at prøve på at formulere og nå frem til ny ledende juridiske principper, var medlemmerne af den offentlige anklagers kontor alene drevet af personlige ambitioner og hævntørst.

4 Anklagemyndigheden gjorde på enhver mulig måde sit yderste for at forhindre forsvaret i at forberede sin sag og for at gøre det umuligt at fremskaffe vidnesbyrd.

5 Anklagemyndigheden under general Taylor gjorde alt i dets magt for at forhindre den militære rets enstemmige beslutning i at komme til udførelse. Det gjaldt at bede Washington om at bringe yderligere dokumentarisk materiale i den amerikanske regerings besiddelse til veje og gøre det anvendeligt for retten.

6 Halvfems procent af Nürnbergdomstolen bestod af ikke-uvildige personer, som af politiske eller racemæssige grunde fremmede anklagerens sag.

7 Anklageren vidste åbenbart, hvordan han skulle udfylde alle poster i den militære ret med "amerikanere", hvis naturalisationspapirer minsandten var meget ny, og som hvad enten i den administrative tjeneste eller som oversættere etc. skabte en atmosfære af fjendtlighed mod de anklagede personer.

8. Nürnbergprocessernes egentlige formål var at vise førerens forbrydelser for det tyske folk, og dette formål var samtidigt påskuddet under hvilket retssagerne blev beordret - - - havde jeg syv måneder tidligere vidst, hvad der skete i Nürnberg, ville jeg aldrig være kommet der.

Angående punkt 6, at halvfems procent af Nürnberg domstolen bestod af folk uvildige af racemæssige og politiske grunde, er dette et faktum, der bekræftes af andre, der var tilstede. Ifølge Earl Carrol, en amerikansk jurist, var tres procent af den offentlige anklagers stab tyske jøder, der forlod Tyskland efter kundgørelsen af Hitlers racelove. Han bemærkede, at ikke engang ti procent af de amerikanske ansatte ved Nürnbergretten var amerikanske af fødsel. Lederen af den offentlige anklagers kontor, der arbejdede bag general Taylor, var Robert M. Kempner, en tysk-jødisk emigrant. Han blev assisteret af Morris Amchan. Mark Lautern, der overværede retssagerne skriver i sin bog : De kom alle sammen Solomon'erne, Schlossbergerne og Rabinovitch'erne, medlemmer af den offentlige anklagers stab - - -" ( ibid. p.68). Af disse fakta er det åbenlyst, at man fuldstændigt havde forladt det grundlæggende retslige princip : at ingen kan sidde som dommer i sin egen sag. Yderligere var også majoriteten af vidner jøder. Ifølge professor Maurice Bardèche, der også var iagttager ved retssagerne, var disse vidners eneste bekymring ikke at vise deres had alt for åbenlyst og at prøve at give indtryk af objektivitet (Nurenberg ou la Terre Promise, Paris , 1948, p. 149)

Men sammentaget er det mest ødelæggende de metoder, der blev brugt for at fremskaffe de udtalelser og bekendelser af især S.S-officerer, som blev brugt til at støtte udryddelsesanklagen i Nürnberg.

Den amerikanske senator Joseph McCarthy skabte med en udtalelse til amerikansk presse, d. 20. maj 1949 opmærksomhed om følgende sager, hvor tortur var blevet anvendt for at fremtvinge tilståelser. Han slog fast, at i fængslet i Schwabisch Hall var officerer fra Adolf Hitlers Leibstandarte blevet pisket til de var indsmurt i blod, hvorefter der, medens de lå nedslået på gulvet, blev trampet på deres kønsorganer. Ligesom ved de berygtede Malmedy-retssager mod menige soldater blev fangerne hejset op i luften og slået indtil de undertegnede de tilståelser, man krævede af dem. På grundlag af sådanne "tilståelser" afpresset generalerne Sepp Dietrich og Joachim Peiper blev Leibstandarte dømt som en "strafværdig organisation"

I forbindelse med disse sager fortalte senator McCarthy pressen :

Jeg har hørt vidnesbyrd og læst dokumentarisk bevis for, at de anklagede personer blev pryglet, mishandlet og fysisk tortureret med metoder, som kun kunne være fostret af syge hjerner. De blev gjort til genstand for falske retssager, og man fortalte dem, at deres familier ville blive frataget deres rationeringskort. Alt dette blev sat i værk og godkendt af den offentlige anklager for at sikre en psychologisk atmosfære, som var nødvendig for at fremtvinge de ønskede tilståelser. Hvis de forenede Stater lader sådanne handlinger begået af få personer foregå ustraffet, kan hele verden med rette kritisere os alvorligt og for altid betvivle det korrekte i vore motiver og vor moralske integritet.

De intimiderende metoder, som er beskrevet blev gentaget under processerne i Frankfurt-am-Main og i Dachau, og et stort antal tyskere blev dømt for grusomheder på basis af deres tilståelser. Den amerikanske dommer Edward L. van Roden, et af de tre medlemmer af Simpson Army Comission, som siden blev udpeget til at undersøge justitsmetoderne ved Dachauretssagerne, afslørede 9. januar 1949 i Washington Daily News de metoder, med hvilke man sikrede sig disse tilståelser.

Hans beretning kom også frem 23. januar 1949 i den britiske avis Sunday Pictorial.

De metoder, han beskrev var : Man optrådte som præster for at høre bekendelser og uddele absolution; man brugte tortur som at tvinge brændende tændstikker ind under fingerneglene, slå tænder ud og brække kæber, isolering og rationer nær sultedøden. Van Roden forklarede: "De udtalelser, der blev godkendt som beviser, var opnået af mænd, der først var holdt i isolation i tre, fire og fem måneder - - - forhørslederne kunne trække sorte hætter over hovedet på den anklagede og så slå ham i ansigtet med messing knojern, sparke ham og prygle ham med gummislanger - - - Alle undtagen to af tyskerne i de 139 sager, vi undersøgte var blevet sparket på testiklerne, så de ikke var til at redde. Dette var standardprocedure for vore amerikanske undersøgere."

Den ansvarlige "amerikanske" undersøgere (der også senere fungerede som anklagere i retssagerne) var : Lt.-Col. Burton F. Ellis (chef for the War Crimes Committee) og hans assistenter Capt. Raphael Shumacker, Lt. Robert E. Byrne, Lt. William R. Perl, Mr. Morris Ellowitz, Mr. Harry Thon, og Mr. Kirschbaum. Den juridiske rådgiver for retten var Col. A. H. Rosenfeld. Læseren vil straks af navnene være på det rene med, at flertallet af disse folk var "partiske af racemæssige grunde" med dommer Wenersturms ord - dvs. de var jødiske og skulle aldrig være indblandet i nogen sådan undersøgelse.

På trods af at "bekendelserne" angående udryddelsen af jøder blev fremdraget under disse omstændigheder, betragtes Nürnberg udtalelserne stadigvæk af skribenter som Reitlinger og andre som endegyldig bevis for de seks mio., og man opretholder illusionen, at retssagerne var både upartiske og udadleligt retfærdige. Da general Taylor, chefen for den offentlige anklagemyndighed, blev spurgt hvorfra, han havde tallet seks mio., svarede han, at det byggede på tilståelsen af S.S. general Otto Ohlendorf. Denne blev også tortureret, og hans sag undersøges nedenfor; men hvad sådanne tilståelser i almindelighed angår, kan man ikke gøre noget bedre end at citere det britiske Sunday Pictorial, da det modtog dommer van Roden's rapport : "Stærke mænd blev reduceret til nedbrudte vrag, rede til at mumle enhver tilståelse, der blev krævet af deres anklagere."

Lad os nu vende os til nogle af selve Nürnberg-dokumenterne. Det dokument, der aller oftest citeres til støtte for legenden om de Seks Mio. og som fremtrædende figurerer i Poliakov og Wulf's Das Dritte Reich und die Juden : Dokumente und Aufsätze, var udtalelsen af S.S Kapitän Dieter Wisliceny, en assistent i Adolf Eichmans kontor og senere Gestapochef i Slovakiet. Den blev opnået under endnu mere ekstreme forhold end de ovenfor beskrevne, da Wisliceny faldt i hænderne på tjekkiske kommunister og blev "forhørt" i november 1946 i det Sovjet-kontrollerede Bratislava fængsel.

Under tortur blev Wisliceny reduceret til et nervøst vrag og blev angrebet af ukontrollerede krampeanfald af timelang hulken før sin henrettelse. Selv om de forhold under hvilke hans udtalelser er opnået, tømmer dem for al troværdighed, foretrækker Poliakov at ignorere dette og skriver blot : "I fængslet skrev han forskellige erindringer, der indeholder information af stor interesse". (Harvest of Hate, p. 3) Disse memoirer indeholder, for at give dem autoritet, nogle ægte udtalelser om fakta, som at Himmler var en entusiastisk advokat for jødisk emigration fra Europa, og at emigrationen fortsatte under krigen; men generelt er de typiske for den kommunistiske "bekender"-stil, som blev frembragt under de sovjetiske skueprocesser. Hyppig henvisning gøres til udryddelsen af jøder, og et flagrant forsøg gøres på at indblande så mange S.S.-ledere som muligt. Faktuelle fejl er også almindelige, f.eks. at krigen med Polen tilføjede 3 mio. jøder til tysk okkuperet område, hvilket vi har modbevist ovenfor.

Wisliceny-udtalelsen handler i en vis udstrækning om virksomheden af Einsatzgruppen eller aktionsgrupper, som blev anvendt under det russiske felttog. Dette fortjener en detailleret betragtning under en undersøgelse af Nürnberg, fordi det billede, der præsenteres ved retssagerne frembyder en slags "Seks Millioner" i miniature, dvs. det er siden blevet bevist at være den mest enorme overdrivelse og falsifikation.

Indsatsgrupperne var fire specialenheder udtaget fra Gestapo og S.D. (S.S.'s sikkerhedstjeneste). De havde til opgave at udrydde partisaner og kommunistiske kommissærer bag de fremrykkende tyske hære i Rusland. Så tidligt som 1939 havde der været 34.000 af disse politiske kommissærer tilknyttet den røde hær. Indsatsgruppernes virksomhed var den sovjetiske anklager Rudenko's hovedinteresse ved Nürnbergprocesserne. Anklagen mod de fire grupper påstod, at de under deres operationer havde dræbt ikke mindre end en million jøder i Rusland, blot fordi de var jøder.

Disse påstande er siden blevet udvidet, og det påstås nu, at indsatsgruppernes mord på sovjetiske jøder var fase eet i en plan om at udrydde jøderne. Fase 2 skulle være, at transportere europæiske jøder til Polen. Reitlinger indrømmer, at det oprindelige udtryk "endelig løsning" refererer til emigration og ikke havde noget at gøre med likvidering af jøder; men så påstår han, at en udryddelsespolitik begyndte ved tidspunktet for invasionen i Rusland 1941. Han ser på Hitlers ordre juli 1941 om udryddelse af kommissærerne, og slutter, at denne var ledsaget af en mundtlig ordre - ligeledes fra Hitler om, at indsatsgrupperne skulle likvidere alle sovjetiske jøder ( Die Endlösung, p. 91) Hvis denne formodning overhovedet bygger på noget, er det sandsynligvis den værdiløse Wisleceny-udtalelse, der påstår, at indsatsgrupperne snart modtog ordre om at udvide deres arbejde med at knuse kommunister og partisaner til en reel massakre på jøder.

Det er karakteristisk, at det endnu engang er en "verbal ordre" om udryddelse af jøder, som formodes at have ledsaget Hitlers ægte, skrevne ordre - endnu en tåget og ubeviselig formodning af Reitlinger. En tidligere ordre af Hitler, dateret marts 1941 og underskrevet af feldtmarskal Keitel, gør det ganske klart, hvad indsatsgruppernes fremtidige arbejde skulle være. Den slår fast, at under den russiske kampagne skal Reichsführer S.S, Himmler betros arbejdet med at forberede den politiske administration, "arbejde, som er et resultat af den kamp, som må gennemføres mellem to modsatte politiske systemer". (Manvell & Frankl, ibid. p. 115). Dette refererer helt klart til udryddelse af kommunismen, særlig de politiske kommissærer, hvis specifikke opgave var kommunistisk indoktrinering.

Den mest afslørende proces i "Einsatzgruppesagen" i Nürnberg var general Ohlendorf's. Han var chef for S.D., der kommanderede Einsatzgruppe D i Ukraine og var tilsluttet feldtmarskal von Manstein's ellevte armé. Under den sidste fase af krigen var han ansat som ekspert i udenrigshandel under økonomiministeriet .

I sit affidavit 5. november 1945 blev Ohlendorf "overtalt" til at bekende, at 90.000 jøder var blevet dræbt alene under hans kommando. Ohlendorfs sag kom ikke for retten før 1948, længe efter hovedprocessen i Nürnberg, og på dette tidspunkt insisterede han på, at hans tidligere udtalelse var blevet afpresset under tortur. I sin hovedforsvarstale for tribunalet benyttede han lejligheden til at anklage Philip Auerbach, den jødiske leder af det Bayerske statskontor for erstatninger, der på det tidspunkt krævede erstatning for "elleve millioner jøder", som havde lidt i tyske koncentrationslejre. Ohlendorf afviste dette latterlige krav og erklærede, at "ikke den mindste lille del" af de folk, for hvem Auerbach krævede erstatning havde så meget som set en koncentrationslejr. Ohlendorf levede længe nok inden han selv blev henrettet i 1951 til at se Auerbach dømt for underslæb og svindel i forbindelse med udbetaling af kompensation for ikke eksisterende mennesker.

Ohlendorf forklarede for tribunalet, at hans styrker ofte måtte forhindre massakrer på jøder, organiseret af antisemitiske ukrainere bag den tyske front, og at indsatsgrupperne som helhed ikke var indblandet i en fjerdedel af de hændelser, som anklagerne påstod. Han holdt fast ved, at den illegale krigsførelse i Rusland, som han skulle bekæmpe, havde krævet langt flere liv blandt de regulære tyske styrker - en bedømmelse, der bekræftes af den sovjetiske regering, der pralede af, at 500.000 tyske soldater blev dræbt af partisaner.

Faktisk blev Franz Stahlecker, kommandør for Einsatzgruppe A i Baltikun og Hviderusland selv dræbt af partisaner i 1942. Den engelske jurist F. J. P. Veale forklarer med hensyn til indsatsgrupperne, at i kampen på den russiske front kunne ingen klar linie trækkes mellem partisaner og civilbefolkning, fordi enhver russisk civilist, der fastholdt sin civile status i stedet for at handle som terrorist, var udsat for at blive henrettet som forræder af sine landsmænd. Veale siger om aktionsgrupperne : "Der er ingen tvivl om, at deres ordre lød på at bekæmpe terror med terror", og han finder det mærkeligt, at uhyrligheder begået af partisaner under kampene betragtes som uskyldige, blot fordi det blev til, at de blev på den vindende side (i bid. p. 223). Ohlendorf så det på samme måde, og i en bitter appel skrevet før hans henrettelse, anklagede han de allierede for hykleri, når de stillede tyskerne til regnskab ved hjælp af love for konventionel krigsførelse, når de kæmpede med en vild Sovjet-fjende, der ikke respekterede disse love. I bogen refereres nøgternt om partisanerne hårrejsende behandling af tyske fanger.

Den sovjetiske anklage, at aktionsgrupperne hæmningsløst havde udryddet en million jøder under deres operationer, har siden vist sig at være en massiv usandhed. I virkeligheden har der aldrig været det mindste statistiske grundlag for tallet. I den forbindelse citerer Poliakov og Wulf en udtalelse af Wilhelm Hoettl, den dubiøse amerikanske spion, og dobbeltagent og tidligere assistent hos Eichmann. Det vil huskes, at Hoettl erklærede, at Eichmann havde "fortalt ham" at seks millioner jøder var blevet udryddet, og han tilføjede, at to millioner af dem blevet dræbt af indsatsgrupperne. Dette absurde tal gik langt på den anden side af sovjetanklageren Rudenko's vildeste gætterier, og det vandt ikke tiltro af det amerikanske tribunal, der prøvede og dømte Ohlendorf.

Det virkelige antal ofre, for hvilke indsatsgrupperne var ansvarlige, er siden blevet afsløret af det lærde værk Manstein, his Campaigns and his trial (London, 1951), af den kompetente engelske jurist R.T. Paget. Ohlendorf havde været under Mansteins nominelle kommando. Paget' konklusion er, at Nürnbergdommen havde overdrevet tabstallet med mere end 1000 procent ved at acceptere den sovjetiske anklagers tal, og at den ydermere havde fordrejet situationerne, hvori disse tab indgik. (Disse hårrejsende fordrejninger behandles på seks sider i William Shirer's The Rise and Fall of the Third Reich, pp. 1140-46) Her har vi så det legendariske 6 millioner en miniature : der døde ikke en million, men et hundrede tusind. Naturligvis kunne kun mindre andele have været jødiske partisaner og kommunistiske funktionærer. Det er værd at gentage, at disse tab opstod under vild partisankrig på Østfronten, og at sovjetiske terrorister hævder at have dræbt fem gange så mange tyske soldater. Alligevel er det forblevet en populær myte, at udryddelsen af jøder begyndte med indsatsgruppernes aktioner i Rusland.

Lad os til konklusion kort resumere Manstein-processen, som på mange måder er typisk for Nürnbergmetoderne. Hovedsagelig fordi aktionsgruppe D var tilknyttet Mansteins kommando (skønt den alene var ansvarlig overfor Himmler) blev den toogtres år gamle invalide feltmarskal, der af de fleste autoriteter betragtes som krigens mest brillante tyske general, gjort til genstand for en nedværdigende krigsforbryderproces. Af de sytten anklager blev de femten ført frem af den kommunistiske russiske regering og de to af den kommunistiske polske regering. Kun et vidne blev indkaldt for at bestyrke anklagerne, og han viste sig at være så utilfredsstillende, at anklageren trak hans vidnesbyrd tilbage.

Som bevismateriale anvendte man i stedet 800 andenhåndsdokumenter, der blev accepteret uden bevis for deres autentitet eller forfatterskab. Anklageren præsenterede skrevne affidavits af Ohlendorf og andre S.S. ledere, men eftersom de stadig var i live krævede Mansteins forsvarsadvokat Reginald Paget, at disse blev stillet i vidnesskranken. Dette blev nægtet af de amerikanske autoriteter og Paget erklærede, at denne afvisning skyldtes frygten for, at de dømte mænd ville afsløre hvilke metoder, der var blevet anvendt for at få dem til at undertegne deres affidavits. Manstein blev til slut frikendt for otte af anklagerne, deriblandt de to polske, der, som Paget sagde, "var så åbenbart humbug, at man måtte undre sig over, hvorfor de overhovedet var taget med. [Erich von Manstein blev dømt til 18 års fængsel, senere nedsat til 12. Benådet 1953. Han nåede at skrive flere bøger om sin militære karriere inden han døde 1973. I den ovennævnte bog "Advance to Barbarism skriver P. F. J. Veale om Mansteinsagen p. 329 og 335 f.f. Manstein blev dømt ansvarlig for at have tilladt, at russiske krigsfanger var blevet anvendt til minerydning. Efter krigen var det almindelig praksis blandt de allierede, at anvende tyske krigsfanger på samme måde. I 1997 afsløredes i dansk TV, at danske frihedskæmpere - efter britisk anvisning - i strid med Genevekonventionerne praktiserede det samme med utilstrækkeligt uddannede tyske fanger med mærkbare tab til følge. O.a.]

Et andet punkt gjaldt, at russiske civile var blevet deporteret til arbejde i Tyskland [altså vestpå ! O.a.] Samtidigt havde Roosevelts såkaldte Morgentauplan fastslået, at tyske civile skulle tvinges til kompensationsarbejde for de allierede. Og under selve retssagen var det kendt, at millioner af tyske og andre krigsfanger udførte tvangsarbejde i Sovjetunionen.

Sagen mod aktionsgrupperne giver et afslørende indblik i Nürnbergdomstolenes metoder og hvordan myten om de seks millioner blev fabrikeret. En anden er retssagen 1948 mod Oswald Pohl. Den er af stor betydning, fordi den fører direkte til administrationen af koncentrationslejrsystemet. Pohl havde været chef for udgiftkontoret under den tyske marine indtil 1931, da Himmler anmodede om at få ham overført til SS. I elleve år var han som leder af S.S.'s økonomi- og administrationskontor den højeste administrative chef indenfor hele S.S., der efter 1941 var optaget af industriproduktionen i lejrsystemet.

Et højdepunkt af hykleri blev nået ved domstolen, da anklageren sagde til Pohl, at : "havde Tyskland været tilfreds med at udelukke jøderne fra deres eget territorium, med at nægte dem tysk statsborgerskab og med at udelukke dem fra offentlig tjeneste eller andre lignende hjemlige reguleringer, ville man ikke have hørt nogen anden nation klage."

Sandheden er, at Tyskland blev bombarderet med fornærmelser og økonomiske sanktioner for at gøre netop disse ting, og dets interne forholdsregler mod jøderne var sandelig en hovedårsag til demokratiernes krigserklæring mod Tyskland.

Oswald Pohl var et yderst følsomt og intellektuelt individ, som blev totalt nedbrudt under retssagen. Som senator McCarthy påpegede havde Pohl, efter at være underkastet hård tortur, underskrevet nogle inkriminerende udtalelser, deriblandt en falsk tilståelse, at han i sommeren 1944 havde set et gaskammer i Auschwitz. Anklageren pressede ihærdigt på med denne anklage; men Pohl havde held til at tilbagevise den.

Anklagerens hensigt var at fremstille den anklagede mand som en veritabel djævel i menneskeskikkelse, hvilket var håbløst i strid med vidnesmålene af dem, der kendte ham.

Sådanne vidnesudsagn blev givet af Heinrich Hoepker, en antinazistisk ven af Pohl's kone, der ofte kom i kontakt med ham mellem 1942 og -45. Hoepker bemærkede, at Pohl essentielt var en stilfærdig og mild person. Ved et besøg hos Pohl om foråret 1944 kom Hoepker i kontakt med koncentrationslejrfanger, der arbejdede på et lokalt projekt uden for lejren. Han bemærkede, at fangerne arbejdede på en magelig måde uden pres fra vagterne. Hoepker erklærede, at Pohl ikke havde nogen emotionel indstilling til jøderne, og at han ikke havde noget imod, at hans kone underholdt sig med sin jødiske veninde Annemarie Jacques i deres hjem.

Ved begyndelsen af 1945 var Hoepker fuldt overbevist om, at administratoren af koncentrationslejrene var en human, ansvarsfuld og ivrig udøver af sin opgave, og han blev forbavset, da han senere i 1945 hørte om de anklager, der var rettet mod Pohl og hans kolleger. Fru Pohl bemærkede, at hendes mand bevarede roen overfor modgangen indtil marts 1945, da han besøgte lejren ved Bergen-Belsen på tidspunktet for tyfusepedemien der. Indtil da havde lejren været en model for renlighed og orden, men de kaotiske forhold ved slutningen af krigen havde reduceret den til et stadium af yderste nød. Pohl, der på grund af de desperate forhold, som krigen havde ført til, var ude af stand til lindre forholdene, blev dybt grebet af oplevelsen og genvandt ifølge hans kone aldrig sin tidligere ro.

Dr. Alfred Seidel den højt respekterede jurist, der optrådte som rådgiver for hovedforsvaret ved Nürnbergprocesserne, gik til sit arbejde lidenskabeligt overbevist om frifindelse af Pohl. Seidel havde i mange år været en personlig ven af den anklagede og var dybt overbevist om hans uskyld, hvad angår den svigagtige anklage for planlagt massemord på jøder. Den allierede domstol, der dømte Pohl kunne ikke bringe Seidl til at ændre sin opfattelse det ringeste. Han erklærede, at domstolen ikke havde været i stand til at fremlægge en eneste bid af holdbart bevis imod ham.

Et af de mest velformulerede forsvar for Oswald Pohl blev givet i affidavit 8. august 1947 af S.S. oberstløjtnant Kurt Schmidt-Klevenow, en jurist ved S.S. økonomi- og administrationskontor. Schmidt-Klevenow pegede på, at Pohl havde givet sin fulde støtte til dommer Konrad Morgen fra rigskriminalpolitiets kontor, hvis arbejde det var at undersøge uregelmæssigheder i koncentrationslejrene. Senere skal vi referere sagen, i hvilken Pohl gik ind for dødsstraf for lejrkommandant Koch, der af en S.S.-ret var anklaget for slet forvaltning. Schmidt-Klevenov forklarede, at Pohl gik aktivt ind for at lokale politichefer skulle tage del i jurisdiktionen af koncentrationslejrene og tog personligt initiativ for at sikre streng disciplin på lejrpersonalets side. Kort fortalt giver rettergangen mod Pohl kun bevis for at fremgangsmåden ikke indeholdt andet end bevidst bagtalelse af en mands karakter for at støtte propagandalegenden om massemord på jøder i de koncentrationslejre han administrerede.-

Til støtte for myten om de seks mio. blev der i Nürnberg ufravigeligt fremlagt falske vidneudsagn, indbefattende urimelige erklæringer opnået af tidligere tyske officerer ved tvang og som tidligere omtalt ved alvorlig tortur eller ved løfte om mildere straf for dem selv, hvis de leverede de ønskede erklæringer. Et eksempel på det sidste var vidnesmålet af S.S.general Erich von dem Bach-Zelewski. Han var selv truet af henrettelse på grund af hans undertrykkelse af revolten af polske partisaner i Warszawa i august 1944. Den blev gennemført ved hjælp af hans hviderussiske S.S.-brigader. Han var derfor parat til "samarbejde". Bach-Zelewaki's vidneudsagn udgjorde grundlaget for anklagen mod Reichführer for S.S. Heinrich Himmler ved hovedprocessen i Nürnberg. (Trial of the Major War Criminals, Vol VI, ppp. 29, 36).

I marts 1941 på aftenen for invasionen i Rusland inviterede Himmler de højrere S.S.-ledere til en konference i sin borg ved Wewelsburg. Med var Bach-Zelewski, der var ekspert i partisankrig. I sin Nürnbergforklaring fremstillede han det som om Himmler grandiost udbredte sig om likvidation af folkene i Østeuropa. Men Göring anklagede ham voldsomt i retssalen for falskheden i dette vidnesbyrd. En særlig skændig påstand var en formodet erklæring af Himmler, at en af den russiske kampagnes formål var at "formindske den slaviske befolkning med 30 mio." Hvad Himmler virkeligt sagde oplyses af hans stabschef, Wolf : at krigen i Rusland med sikkerhed ville koste millioner af døde (Manvell & Frankl, ibid. p 117).

En anden grov usandhed var Bach-Zalewaki'a anklage, at Himmler 31. august 1942 personlig havde bevidnet, at en Einsatz-kommando nær Minsk henrettede hundrede jøder, hvilket var lige ved at få ham til at besvime. Det vides med sikkerhed, at han på den dag var til konference i felthovedkvarteret i Zhitômir i Ukraine (cf. K Vowincjel, Die Wehrmacht im Kampf, vol 4, p. 275).

I alle bøger om Himmler gøres der meget ud af Bach-Zelewaki's vidnesbyrd, særligt i Willi Frischauer's Himmler : Evil Genius of the Third Reich (Londan, 1953, p. 148 ff). Men april 1959 rapporteres det, at Bach-Zelewski for en vesttysk domstol havde nægtet at anerkende sit Nürnberg vidnesbyrd. Han indrømmede, at hans tidligere erklæringer ikke hvilede på den mindste smule kendsgerninger, og at han havde bragt dem for selv at overleve. Den tyske ret accepterede efter omhyggelige overvejelser hans tilbagetrækning af disse udsagn.

Overflødigt at sige, at, hvad Veale kalder "et jerntæppe af diskret tavshed", øjeblikelig sænkede sig over disse begiven- heder. Men de har ikke haft indflydelse på nogen af de bøger, der propagerer for myten om de seks mio., og Bach-Zelewski's vidnesbyrd om Himmler tages stadigvæk for den pålydende værdi.

leveres ironisk nok af en antinazist, Felix Kersten, hans læge og massør. Fordi Kersten var imod regimet, er han tilbøjelig til at støtte legenden, at internering af jøderne betød deres udslettelse. Men ud fra hans nære kendskab til Himmler, kan han ikke lade være med at sige sandheden om ham i sine Memoirs 1940-1945 (London, 1956, p. 119 ff. Her hævder han med eftertryk, at Heinrich Himmler ikke gik ind for likvidering af jøder, men foretrak emigration helst til oversøiske lande. Han indregner heller ikke Hitler blandt tilhængerne af likvidationsplanerne; men troværdigheden i hans anti-nazistiske beretning går helt i stykker, da han i sin søgen efter en alternativ skurk erklærer, at dr. Goebbels var den rigtige advokat for "udryddelsen". Denne tåbelige påstand er eftertrykkeligt modbevist af det faktum, at Goebbels stadig var optaget af Madagaskarprojektet, selv efter at den, som vi tidligere har påvist det, var midlertidigt lagt på hylde af det tyske udenrigsministerium.

Så meget om de falske beviser i Nürnberg. Der skal også peges på de tusinder af bedrageriske affidavits, som blev godkendt af Nürnbergretten uden noget forsøg på at forsikre sig om, at indholdet var autentisk, eller hvem forfatteren overhovedet var. Disse andenhåndsdokumenter ofte af den mest bizarre type blev introduceret som bevis, blot de havde den krævede underskrift. Et typisk anklager-affidavit, som forsvaret ikke kunne anerkende i koncentrationslejrretssagen 1947, var den, der blev fremført af Alois Hoellriegel, et medlem af lejrpersonalet i Mauthausen i Østrig. Dette affidavit, som forsvaret kunne bevise var fremkommet under tortur af Hoellriegel, var allerede blevet anvendt til at sikre domfældelse af S.S.-general Ernst Kaltenbrunner i 1946. Det påstod, at massegasningsoperationer havde fundet sted i Mauthausen, og at Hoellriegel havde bevidnet, at Kaltenbrunner (den højeste S.S.-leder i riget, bortset fra Himmler) faktisk havde deltaget i det.

På tidspunktet - et år senere - for koncentrationslejrretssagen (Pohl's sag) var det blevet umuligt at opretholde denne vrøvlehistorie. Forsvaret kunne ikke alene bevise, at affidavittet var forfalsket, men viste, at alle døde i Mauthausen systematisk var kontrolleret af de lokale politimyndigheder. De var også indført i et lejrregister, og særlig pinligt var det for anklagemyndigheden, da Mauthausen-registret, et af de få, der overlevede, blev lagt frem som vidnesbyrd. Forsvaret kunne også fremlægge talrige affidavits fra tidligere fanger i Mauthausen (en fængselslejr hovedsagelig for kriminelle), der vidnede om humane og velordnede forhold.

[Om årsagen til de manglende registre fik man en antydning, da Gorbatjov pludselig dukkede op med registrene for Auschwitz, som Sovjet lige siden erobringen af lejren havde været i besiddelse af. Om felttoget mod Sovjet og Himmlers planer for nyordning (ifølge Felix Kersten) se efterskriftet.]

Der er ikke noget mere talende vidnesbyrd om tragedien og tyranniet i Nürnberg end de anklagedes patetiske forbløffelse og vantro forargelse overfor de groteske anklager, man rettede mod dem. Dette afspejles således i S.S.generalmajor Heinz Fanslaus affidavit. Han havde de sidste krigsår besøgt det meste af de tyske koncentrationsleje. Skønt han var frontsoldat havde han vist stor interesse forforholdene i koncentrations- lejrene, og han blev valgt som hovedmål for de allieredes anklage om konspiration med det formål at udslette jøderne. På basis af hans mange kontakter blev det hævdet, at han måtte være fuldt indblandet. Så snart det rygtedes, at han ville blive anklaget og dømt, fremstilledes hundredevis af affidavits på vegne af lejrfanger, han havde besøgt. Da han ved den supplerende Nürnbergrettergang no. 4, 6. maj 1947 havde læst det fulde indhold af anklagerne mod koncentrations- lejrenes personale erklærede han fuldstændigt forbløffet : "Dette kan ikke være muligt, for så måtte jeg også have vidst noget om det."

Det bør fremhæves, at under alle Nürnbergprocesserne troede de tyske ledere ikke et øjeblik på de påstande, de allierede fremkom med. Hermann Göring. der blev udsat for de voldsomste angreb af Nürnbergs mest grusomme propaganda, lod sig ikke overbevise. Hans Frietzsche, stod selv for retten som den højeste funktionær i Goebbel's ministerium. Endnu efter at have hørt Ohlendorfs affidavi om indsatsgrupperne, og Höss's vidneudsagn om Auschwitz, forblev han overbevist om at udryddelsen af jøder var ren propaganda (The Sword in the Scales, London, 1953, p. 145 ).

Göring virkede overbevisende, da han på et tidspunkt under retshandlingerne erklærede, at første gang, han havde hørt om om det, "var her i Nürnberg" (Shirer, ibid. p. 1147). De jødiske skribenter Poliakov, Reitlinger og Maxvell og Frankl forsøger alle at indblande Göring i den formodede udryddelse, men Charles Bewley viser i sit arbejde Hermann Göring (Göttingen, 1956) at ikke det mindste blev fundet i Nürnberg som kunne dokumentere dette.

Hans Fritzsche grundede under retssagerne meget over spørgsmålet og konkluderede, at der faktisk ikke havde været nogen grundig undersøgelse af de monstruøse anklager. Frietzsche, der blev frikendt, var en nær bekendt af Göbbels og en dygtig propagandist. Han forstod, at den påståede massakre på jøderne var hovedpunktet i anklagen mod alle anklagede. Kaltenbrunner, der fulgte Heydrich som chef for rigssikkerhedstjenestens hovedkontor var på grund af Himmlers død den hovedanklagede. Han var ikke mere overbevist om massemordanklagerne end Göring var. Han betroede Frietzsche at anklagenmyndighedens tilsyneladende succes skyldtes deres teknik med tvang mod vidner og undertrykkelse af beviser, hvilket er præcis de anklager, som dommerne Wenersturm og van Rosen fremførte efter de amerikanske retssager i Nürnberg.