Koncentrationslejren ved Auschwitz nær Krakov i Polen er forblevet i centrum for den påståede udslettelse af millioner af jøder. Senere skal vi se, hvordan interessen skiftede til de østlige lejre, især Auschwitz, da ærlige observatører i de britiske og amerikanske zoner efter krigen opdagede, at der ikke eksisterede nogen "gaskamre" i tyske lejre som Dachau og Bergen-Belsen. I Auschwitz påstod man, at der fandtes ovne, og det gjorde der. Men desværre lå de østlige lejre i den sovjetiske okkupationszone, så at ingen kunne bekræfte om anklagen var rigtig eller forkert. Russerne kontrollerede i ti år fremmedes adgang til Auschwitz., og i den tid var de i stand til at ændre dens udseende og give nogen sandsynlighed til påstanden, at millioner var blevet udslettet der. Holocaust- "eksperten" dr. Raul Hilberg vidnede i Toronto-retsssagen om denne lille bog, at Auschwitz-"gaskamrene" var "modificerede" af "turist- og opdragelsesmæssige grunde." Hvis nogen tvivler på, at russerne er i stand til et sådant bedrageri, skulle de tænke på det monument, der blev oprettet til minde om de tusinder af polakker, der blev myrdet i Rusland af Stalins hemmelige politi : Monumentet proklamerer, at de var ofre for tyske tropper under den anden verdenskrig.

Sandheden om Auschwitz er, at det var den største og vigtigste industrielle koncentrationslejr. Den producerede alle slags varer til krigsindustrien. Der var kul og gummianlæg bygget af I. G. Farbenindustrierne, som lejrene forsynede med arbejdskraft. Der var en agronomisk forsøgsstation med laboratorier, planteskoler og anlæg for kvægavl. Dertil anlæg for Krupps våbenproduktion. Vi har allerede bemærket, at denne form for aktivitet var lejrenes primære funktion. Alle større virksomheder havde afdelinger i dem, og også S. S. åbnede sine egne fabrikker. Beretninger om Himmlers besøg i lejrene viser, at hans hovedformål var at inspicere og vurdere deres industrielle effektivitet. Da han i marts 1941 ledsagede fremstående udsendinge fra I. G. Farben, viste han ingen interesse for problemerne med at opbevare fanger, men gav ordre til, at lejren skulle udvides til at tage mod yderligere 100.000 for at stille arbejdskraft til rådighed for I. G. Farben. Dette hænger ikke sammen med en politik med henblik på at udrydde fanger i millioner.

Det var ikke desto mindre i denne ene lejr, at omkring halvdelen af de seks millioner jøder formodedes at være blevet udryddet. Faktisk hævder nogle skribenter, at det drejede sig om 4 eller endda 5 mio. Fire mio. var det sensationelle tal, som Sovjetregeringen forkyndte efter at have "undersøgt" lejren [og havde fundet de originale dødsprotokoller, som de hemmeligholdt i et halvt hundrede år. O. a.] samtidigt med at de forsøgte at give tyskerne skylden for Katynmassakren.

Reitlinger indrømmer at informationen om Auschwitz og andre østlige lejre kommer fra efterkrigskommunistiske regimer i Østeuropa : "Bevis vedrørende de polske dødslejre blev hovedsagelig hentet efter krigen fra polske statskommissioner eller fra den den centrale jødiske historiekommission i Polen" (The Final Solution, p. 631).

Imidlertid er intet levende autentisk øjenvidne til disse "gasninger" blevet fremstillet og erklæret retsgyldigt. [Forfatterne ser altså på grund af vidneudsagnets vitterligt manglende troværdighed bort fra vidner som Gerstein og Olère. Se efterskriftet O. a.] Benedikt Kautsky, der tilbragte syv år i koncentrationslejre, deraf tre i Auschwitz, hævdede i sin bog Teufel und Verdammte (Devil and Damned, Zürich, 1946) at ikke mindre end 3.500.000 jøder var blevet dræbt der. Det er sandelig en bemærkelsesværdig påstand, da han selv indrømmer, at han aldrig havde set et gaskammer. Han tilstod: "Jeg var i de store tyske koncentrationslejre. Men jeg må sige sandheden, at på intet tidspunkt kom jeg i nogen lejr over en installation som et gaskammer " (p.272-3) Den eneste henrettelse han faktisk overværede var, da to polske fanger blev henrettet for mordet på to jødiske fanger. Kautsky, der blev sendt fra Buchenwald i oktober 1942 for at arbejde ved Auschwitz-Buna, understreger i sin bog, at anvendelsen af fanger i krigsindustrien var det vigtigste moment ved koncentrationslejrene indtil krigens slutning. Han lykkes ikke at få dette til at hænge sammen med den påståede politik at massakrere jøder.

Udryddelserne i Auschwitz påstås at være foregået mellem marts 1942 og oktober 1944. Hvis antallet skulle være det halve af 6 mio ville det betyde henrettelse og fjernelse af 94.000 mennesker om måneden i 32 måneder, omtrent 3.500 mennesker hvert døgn i over to et halvt år. En sådan påstand er så helt hen i vejret, at man ikke skulle tro, det var nødvendigt at tilbagevise den.. Og så hævder Reitlinger endda, at Auschwitz kunne klare at udrydde 6.000 om dagen.

Selv om Reitlingers 6.000 om dagen vil blive til 5 mio til oktober 1944, så blegner sådanne overslag helt overfor de vilde fantasier af Olga Lengyel i hendes bog Five Chimneys (London, 1959). Idet hun hævder at være tidligere fange i Auschwitz, påstår hun, at der i lejren blev kremeret 720 mennesker i timen eller 17.280 i døgnet. Endvidere påstår hun, at yderligere 8.000 blev brændt hver dag på åbne bål, og at derfor i runde tal 24.000 lig blev skaffet af vejen hver dag (p. 80-1). Dette giver en årlig rate på 8,5 mio. Altså blev der i Auschwitz mellem marts 1942 og oktober 1944 i alt udryddet 21 mio. mennesker, 5 mio. flere end alle jøder i hele verden. Kommentarer overflødige.

Selv om flere millioner skulle være omkommet i Auschwitz alene, har Reitlinger indrømmet, at kun 363.000 fanger var registreret i Auschwitz for hele perioden mellem januar 1940 og februar 1945 (The S.S, alibi of a nation, p. 268 ff.) og alle var ikke jøder. Det er ofte hævdet, at mange fanger aldrig blev registreret; men der er aldrig nogen, der er kommet med bevis for dette. Selv om der var lige så mange ikke-registrerede som registrerede, ville det kun give 750.000 fanger, langt fra de 3 til 4 mio. Yderligere mange blev løsladt eller sendt til andre lejre, og 80.000 blev foran den russiske fremtrængen evakueret mod vest i januar 1945.

Et eksempel på statistisk svindel med hensyn til tab i Auschwitz skal gives her. Shirer hævder, at i sommeren 1944 blev ikke mindre end 300.000 ungarske jøder dræbt på blot 46 dage ( ibid., p, 1156). Dette svarer til næsten hele befolkningen af ungarske jøder, der var på ca. 380.000. Men ifølge det ungarske statistiske kontor i Budapest fandtes der i 1945 : 260.000 jøder i Ungarn (Den fungerende Distribution Commitee opgiver tallet til 220.000), så kun 120.000 var ikke længere klassificeret som tilstede. Af disse sidste var 35.000 emigranter, der havde forladt det ny kommunistiske styre, og 25.000 befandt sig i Rusland, efter at have arbejdet i de tyske arbejdskommandoer der. Dette giver 60.000, som der ikke er viden om; men M. E. Namenyl anslår, at 60.000 vendte hjem fra deportation til Tyskland. Reitlinger hævder, at dette tal er alt for stort (The Final Solution, p. 497) Men sammenholdt med den substantielle emigration af jøder fra Ungarn under krigen, må de jødiske tab være små.

Nogle ny kendsgerninger om Auschwitz begynder langsomt at komme frem. De findes bl.a. i den lille bog kaldet Die Auschwitz-Lüge ; Ein Erlebnisbericht von Thies Christophersen (The Auschwitz Legends : An account of his Experiences by Thies Christophersen, Kritik Verlag / Mohrkirch, 1973). Offentliggjort af den tyske advokat Dr. Manfred Roeder i tidsskriftet Deutsche Bürger-Initiative. Det er en øjenvidneberetning af Thies Christophersen, der af Kaiser Wilhelminstituttet var sendt til Bunawerk plantelaboratoriet i Auschwitz for at foretage forsøg med fremstilling af kunstgummi af Fandens Mælkebøtter. I maj 1973, ikke længe efter fremkomsten af denne beretning, skrev den professionelle nazi-jæger Simon Wiesenthal til advokatsammenslutningen i Frankfurt am Main og forlangte, at offentliggøreren, Dr. Roeder blev stillet for sammenslutningens disciplinære kommission. Og helt sikkert blev han halet for kommissionen, hvor proceduren begyndte i juli, men ikke uden kritik, også fra presseside, der spurgte : Er Simon Wiesenthal Tysklands nye Gauleiter ? (Deutsche Wochenzeitung 27 juli 1973.)

Christophersens beretning er bestemt et af de vigtigste dokumenter for en nyvurdering af Auschwitz. Han var der hele 1944. Han besøgte hele det store Auschwitzkompleks, også Birkenau, hvor det påstås, at massakren på jøderene fandt sted. For Christophersen er der ingen tvivl om, at det hele er usandt. Han skriver : "Jeg var i Auschwitz fra januar 1944 til december 1944. Efter krigen hørte jeg om de massemord, som det blev påstået, S.S. havde foretaget på fangerne, og jeg blev lamslået over påstandene. På trods af alle vidneudsagn, alle skriverier og radioomtaler, tror jeg i dag stadig ikke på disse horrible påstande. Jeg har sagt det mange gange og mange steder, men til ingen nytte. Ingen tror mig." (p.16).

En detailleret gennemgang af forfatterens oplevelser i Auschwitz, der omfatter lejrrutiner og fangernes daglige liv, en beretning, der er totalt i modstrid med alle de påståede propagandahistorier. forbydes af pladsmangelen. (pp. 22-7)

Vigtigere er hans afsløringer om den påståede eksistens af en udryddelseslejr. "Under hele mit ophold i Auschwitz observerede jeg aldrig det mindste bevis for, at massegasninger fandt sted. Ydermere er påstanden om, at en stank af brændt kød hang over lejren, en lodret løgn. I umiddelbar nærhed af stamlejren, Auschwitz I, var der et større støberi, hvorfra lugten af flydende metal ikke var behagelig". p.33-4). Reitlinger bekræfter, at der var fem smelteovne og fem kulminer, der ammen med Bunawerk-fabrikkerne udgjorde Auschwitz III ( ibid p.452). Forfatteren medgiver, at der var krematorier i Auschwitz, "da der boede 200.000 mennesker, og i enhver by med 200.000 er der et krematorium. Naturligvis døde der mennesker - - - ikke blot fanger. Christophersens overordnede, Obersturmbannführer A's kone døde der. (p. 33)" Forfatteren forklarer : "Der var ingen hemmeligheder i Auschwitz. I september 1944 var en repræsentant for Røde Kors på inspektion. De var især interesserede i Birkenau. Men vi havde også inspektioner i Raisko" (Bunawerk section, p. 35).

Christophersen påpegede, at konstante besøg udefra ikke kan forenes med beskyldningerne om masseudryddelse. I forbindelse med hans kones besøg i maj 1944 observerer han: "Den kendsgerning, at vi kunne modtage besøg af pårørende, beviser ledelsens åbenhed. Havde Auschwitz været en udryddelseslejr, kunne vi ikke have modtaget den slags besøg". (p. 27)

Efter krigen hørte Christophersen også om den påståede eksistens af en bygning med kæmpeskorstene i stamlejrens nærhed. "Dette formenes at være krematoriet. Jeg kan imidlertid bevidne, at da jeg i december 1944 forlod lejren, havde jeg ikke set bygningen" (p. 27). Eksisterer denne mystiske bygning i dag ? Åbenbart ikke. Reitlinger påstår, at den var nedrevet og "brændt af i lejrens påsyn" i oktober. Det påstås dog kun at være observeret af et jødisk vidne, en Dr. Bendel, og hans udsagn er det eneste, der eksisterer. (Reitlinger, ibid p. 457). Denne situation er typisk. Når det kommer til ægte beviser, er de der ikke. Bygningen var "nedrevet", dokumentet "forsvundet", ordren var "mundtlig". Når man besøger Auschwitz i dag, er der et lille krematorium med fire ovne, og man bliver fortalt, at her blev millioner af mennesker udryddet. Den sovjetiske kommission, der "undersøgte" lejren, fremkom med en udtalelse den 12. maj 1945, hvori det hedder : "Ved brug af beregninger (rectified coefficients - - - har den tekniske ekspertkommission bekræftet, at, i den tid Auschwitzlejren eksisterede, har de tyske slagtere i denne lejr udslettet ikke mindre end fire millioner mennesker - - " Reitlingers forbavsende ærlige kommentar om denne påstand må gøre fyldest : "Verden er blevet mistroisk over for "rectified coefficients" og tallet fire millioner forekommer latterligt." (ibid, p. 460)

Endelig henleder Christophersens beretning opmærksom- heden på en meget mærkelig tildragelse. Den eneste anklagede, som ikke kom til stede ved Frankfurts Auschwitzproces i 1963, var Richard Baer, Höss's efterfølger som kommandant i Auschwitz. Selv om han var sund og rask, døde han, før sagen var begyndt, pludseligt i fængslet, i henhold til avisen Deutsche Wochenzeitung, 27 juli 1973, "på meget mystisk vis".

Baers pludselige afsked med denne verden, før han kunne udtale sig i retten, er særligt mærkelig, fordi den franske avis, Rivarol, havde fortalt, at Baer insisterede på, "at i hele den periode, han havde været kommandant i Auschwitz, havde han aldrig set et gaskammer, og han troede ikke på, at sådan noget fandtes" og intet kunne få ham fra at stå ved denne udtalelse. Sagt kort : Christophersens beretning er endnu et bidrag til den voksende samling vidnesbyrd, der viser, at det gigantiske industrikompleks i Auschwitz (det bestod af 30 forskellige installationer) og blev gennemskåret af hovedjernbanelinien mellem Krakov og Wien, intet andet var end et kæmpemæssigt krigsindustricenter, der, det må klart indrømmes, benyttede tvangsarbejdskraft; men det var ikke en "udryddelseslejr".

Det er antydet, at hvad antallet af omkomne angår, er det gået værst ud over de polske jøder, ikke blot i Auschwitz, men i en lang række af "dødslejre", som Treblinka, Sobibor, Belzec, Maidanek, Chelmo og mange andre obskure steder, som er kommet til. I centrum for den påståede udryddelse af polsk jødedom står den dramatiske rejsning i ghettoen i Warszawa i april 1943. Den fremlægges ofte som en revolte mod at blive deporteret til gasovnene, idet det påstås, at Hitlers og Himmlers "hemmelige diskussioner" var lækket ud og havde vundet tiltro i Warszawa. Historien om Warszawas ghetto giver en instruktiv indsigt i, hvordan selve udryddelseslegenden skabes. Den evakuering, tyskerne foretog i 1943, kaldes ofte "udryddelsen af polsk jødedom", selv om det ikke var tilfældet, og lag af mytologi er vævet om den efter offentliggørelsen af romaner som John Herses Muren og Leon Uris's Exodus.

Efter at tyskerne havde okkuperet Polen, begrænsede de af sikkerhedshensyn jødernes bevægelsesfrihed til ghettoer. Den lokale administration af ghettoerne var i hænderne på jødiske råd, valgt af jøderne selv, og deres indre sikkerhed var lagt i hænderne på en selvstændig jødisk politistyrke, en særlig møntenhed var i brug i ghettoerne for at forhindre spekulation. Om systemet var forkert eller ej, så er det forståeligt som en krigstidsforanstaltning, og selv om ghettoer var ubehagelige pladser at opholde sig i, var de ikke barbariske. Og det var bestemt ikke een anordning til racens udryddelse, selv om dette ofte påstås at være formålet. I en nylig udkommet bog om Warszawa-ghettoen påstås det, at koncentrationslejrene var afløsere for den praksis at stuve jøderne sammen i ghettoer og sulte dem til døde. Det ser ud som om, at uanset hvilken form for sikkerhedssystem tyskerne anvendte for at bevare en form for jødisk samfund, så kommer man ikke uden om ordet "udryddelse".

Vi har tidligere vist, at i den polske folketælling i 1931 vedrørende jøder var antallet anslået til at være 2.732.500, og at efter emigration og flugt til Sovjetunionen var ikke mere end 1.100.000 under tysk kontrol. Disse fastslåede kendsgerninger afholder ikke Manvell og Frankl fra at hævde, at "der havde været over 3 mio. jøder, da Tyskland okkuperede Polen", og at der i 1942 var endnu 2 mio., der ventede på døden ( ibid. p. 140). I virkeligheden blev omkring 400.000 af de godt en mio. jøder, der var i Polen, samlet i Warszawaghettoen, et område på ca. 4 kv. km. omkring den gamle ghetto fra middelalderen. De øvrige var allerede flyttet til generalguvernementet i september 1940. Om sommeren 1942 havde Himmler beordret, at alle jøder skulle samles i lejre, for at deres arbejdskraft kunne udnyttes. Dette var en del af en samlet plan for optimal udnyttelse af arbejdskraften i generalguvernementet. Således blev mellem juli og oktober 1942 over tre fjerdedele af jøderne i Warszawas ghetto fredeligt evakueret og transporteret, overvåget af jødernes eget politi. Som vi har set, påstås det, at transporterne til lejrene endte med "udryddelse"; men ud fra de oplysninger, der er tilgængelige, er der ingen tvivl om, at det kun indebar en effektiv indsamling af arbejdskraft, og forhindring af uroligheder. Himmler havde ved et uanmeldt besøg i Warszawa i 1943 opdaget, at 24.000 jøder, der var registreret som ansatte i krigsindustrien, arbejdede illegalt i klæde- og pelsindustrien. (Manvell og Frankl., p. 140). Ghettoen blev også brugt som base for illegale togter ud i Warszawa.

Efter seks måneders fredelig evakuering, da der kun var 60.000 jøder tilbage, blev tyskerne d. 18. januar 1943 mødt med væbnet opstand. Manvell & Frankl indrømmer, at "jøderne, der var involveret i den planlagte opstand, længe havde været engageret i indsmugling af våben til ghettoen, og kampgrupper skød mod og dræbte S.S.-soldater, og milits, der bevogtede en kolonne af deporterede".

Terroristerne i ghettoopstanden blev også hjulpet af den polske hjemmehær og PPR. - Polska Partia Robotnicza, det polske kommunistiske arbejderparti. Det var under disse omstændigheder, dvs. et oprør, hjulpet af partisaner og kommunister, at okkupationsmagterne, ligesom enhver anden hær i en lignende situation ville gøre det, gik ind for at nedkæmpe terroristerne om fornødent ved at ødelægge selve deres tilholdssted. Det bør huskes, at hele evakueringsprocessen ville være fortsat fredeligt, hvis ikke ekstremister blandt indbyggerne havde planlagt et væbnet oprør, som var nødt til at mislykkes. Da S.S.generalløjtnant Stroop d. 19 april gik ind i ghettoen med pansrede køretøjer, kom han straks under ild og mistede 12 mænd. Tyske og polske ofre for slaget, der varede i fire uger gik op til 101 dræbte og sårede. Stædig modstand af den jødiske kamporganisation overfor umulige odds ledte til anslået 14.000 jødiske ofre, de fleste ved at forblive i brændende huse og tilflugtssteder.

Mange jøder indenfor ghettoen havde været modstandere af kamporganisationens terror og havde forsøgt at give tyskerne oplysning om deres hovedkvarter.

[To Warszawaoprør : Det bør måske påpeges, at den oven beskrevne jødiske ghettoopstand, april-maj 1943, blev efterfulgt af det egentlige polske Warszawaoprør, som startedes 1/8 1944 under general Komorovski, beordret af Londonregeringen, da de sovjetiske troppers kanonild kunne høres i byen. Russerne trak sig imidlertid tilbage igen, og det forventede fremstød af den røde hær blev udsat - polakker mener med vilje; men der kan også peges på militære grunde. I alle fald udeblev effektiv støtte til oprørshæren, hvis styrker, reduceret fra 80.000 til 15.000 måtte kapitulere 3/10 1944. O.a.]

Omstændighederne ved Warszawa ghetto-revolten og deportationerne til østlige arbejdslejre som Auschwitz afstedkom farverige fremstillinger af de polske jøders skæbne, den største blok af jøder i Europa. Det jødiske Jewish Joint Distribution Commitee fastslog med tal, som det havde forberedt til Nürnbergprocesserne, at der kun var 80.000 jøder tilbage i Polen. De hævdede også, at der ikke var nogen forflyttede polske jøder i Tyskland og Østrig, en påstand som var noget i strid med det antal polske jøder, der blev arresteret af briter og amerikanere for sort-børs-virksomhed. Men det ny kommunistiske regime i Polen var ikke i stand til at forhindre en kraftig anti-jødisk pogrom 4. juli 1946 i Kielce, og følgelig flygtede tusinder af polske jøder pludselig til Vesttyskland. Deres tilsynekomst var noget pinlig, og deres emigration til Palæstina og USA blev arrangeret på rekordtid. Følgelig undergik antallet af polsk-jødiske overlevende en betragtelig revision. I American-Jewish Year Book 1948-1949 var det sat til 390.000, noget af en fremgang fra de oprindelige 80.000. Vi kan vente yderligere ændringer fremover.