Det mest indflydelsesrige agentur i propagandaen for udryddelseslegenden har industrien af billigbøger og magasiner været, og det er gennem deres kommercielle sensations- udgivelser den jævne person er gjort bekendt med en myte af ren politisk karakter og formål. Den helt store tid for disse had-Tyskland bøger var 1950'erne, da germanofobi fandt et åbent marked; men industrien fortsætter at blomstre og oplever et nyt boom i dag. Industriens produkter består i almindelighed af såkaldte "memoirer", og de falder i to hovedkategorier. Dem, der skal være skrevet af tidligere S.S. mænd, og de bloddryppende beretninger af tidligere koncentrations lejrfanger.

Det mest fremtrædende eksempel på den første slags er Commandant of Auschwitz af Rudolf Höss ( Londom, 1960). Den blev oprindelig udgivet af den kommunistiske regering på polsk som Wspommienia. Höss overtog som ung mand Auschwitz i 1940. Han blev først arresteret af briterne og holdt fangen i Flensborg. Efter Nürnbergprocessen blev han udleveret til de polske kommunistiske myndigheder, der dømte ham til døden i 1947 og henrettede ham næsten med det samme. De såkaldte Höss erindringer er uden tvivl et falskneri og, som vi skal vise det, fremstillet under kommunistiske auspicier. Kommunisterne selv erklærer, at Höss "fik ordre til at skrive sin livshistorie", og der eksisterer et håndskrevet eksemplar i Auschwitz-museet; men ingen har nogensinde undersøgt det juridisk. Höss var under sin arrest udsat for tortur og hjernevaskteknik af briterne, og hans vidnesmål i Nürnberg blev afleveret sanseløst monotont, medens han stirrede tomt lige ud i luften. Selv Reitlinger betragter hans vidnesbyrd som håbløst utroværdigt. Det er virkelig bemærkelsesværdigt, hvor meget af den såkaldte "bevisførelse" vedrørende de Seks Millioner, der stammer fra kommunistiske kilder. Det gælder de vigtigste dokumenter som Wisliceny's erklæring og Höss's memoirer, der uden tvivl er de mest citerede i udryddelseslitteraturen, såvel som al information om de såkaldte "dødslejre", som Auschwitz. Sådan information stammer fra : Jewish Historical Commission of Poland, Warszawa; The Central Commission for the Investigation of War Crimes og den russiske stats krigsforbryderkommission i Moskva.

Reitlinger anerkender, at Höss's vidnesbyrd i Nürnberg var et katalog over vilde overdrivelser, som at Auschwitz gjorde det af med 16.000 mennesker om dagen, hvilket ville betyde totalt 13 mio. ved slutningen af krigen. I stedet for at fremstille disse vurderinger som de sovjetinspirerede falsknerier de åbenlyst er, foretrækker Reitlinger og andre at skylde sådanne latterlige overdrivelser på "stolthed" over at gøre et professionelt job. Ironisk nok er dette i strid med de påstået autentiske Höss-memoirer, der gør et dygtigt forsøg på troværdighed ved at tegne det modsatte billede, nemlig afsky for jobbet.

Höss menes at have "bekendt" udryddelse af 3 mio. i Auschwitz, selv om tallet ved hans egen retssag blev formindsket til 1.135.000. Men vi har allerede noteret, at Sovjetregeringen proklamerede et officielt tal på 4 mio. efter deres "undersøgelse" af lejren i 1945. Denne form for vilkårlig jongleren med millioner af mennesker synes ikke at bekymre forfattere af udryddelseslitteratur.

En gennemgang af Höss-memoirerne med alle deres hårrejsende detailler vil være trættende. Vi må begrænse os til de aspekter ved udryddelseslegenden, som er formet med det åbenlyse formål at komme beviserne for deres falskhed i forkøbet. Det gælder f.eks. den måde på hvilken jødeud- ryddelsen beskrives. Den foregives at være udført af en "specialkommando" af jødiske fanger. De tog sig af de nyligt ankomne kontingenter til lejren og førte dem til de enorme "gaskamre" og fjernede bagefter ligene. S.S-personalet vidste derfor meget lidt, så at det meste af S.S-personalet var holdt i fuldstændig uvidenhed om "udryddelsesprogrammet". Naturligvis har man aldrig fundet nogle pålidelige vidner, der hævdede at have været med i denne grusomme "specialafdeling", så hele sagen er nemt og bekvemt ikke til at bevise.

Et afgørende bevis for, at Höss-memoirerne er et falskneri, ligger i den utrolige bommert fra de kommunistiske udgiveres side, at Höss hævdes at sige, at Jehovas Vidner i Auschwitz billigede mordet på jøderne, fordi disse var fjender af Kristus. Det er velkendt, at i Sovjetrusland og dens satellitstater i Østeuropa fører kommunisterne en bitter kampagne imod Jehovas Vidner, som de betragter som den religiøse sekt, der er mest farlig for den kommunistiske tro. At denne sekt bevidst og groft bagtales i Höss's memoirer, beviser ud over enhver tvivl dokumentets kommunistiske oprindelse.

[Höss's memoirer er til forskel fra revisionismens hovedværker, tilgængelig på dansk. Det bør bemærkes, at Höss efter vor opfattelse egentlig ikke bagtaler vidnerne; men faktisk udtrykker beundring for deres arbejdsomhed, fredsommelighed og gudstro. Det eneste de ikke ville have med at gøre var : krig, uniformer og våben, hvilket desværre var tilstrækkeligt til, at så mange blev dømt til døden. Men Höss beundrer deres mod og standhaftighed, ja, henrykkelse ved henrettelserne. Om hans karakteristik af deres holdning til jøderne er plantet, eller står for kommandantens egen opfattelse, er svært at afgøre. At vidnerne ikke ynkede jødernes skæbne er for så vidt forståeligt, som de ikke ynkede deres egen.

Det kan indvendes, at udryddelse af arbejdsuduelige ikke strider mod princippet at skaffe flest muligt fanger til brug for krigsindustrien.

Behovet af arbejdskraft kan altså ikke anføres som afgørende bevis mod eksistensen af gaskamre til arbejds- udygtige personer. Mod dette taler, at så mange syge og arbejdsudygtige faktisk overlevede eller først bukkede under for epidemierne mod krigens slutning. Men de afgørende beviser fremkom ganske enkelt gennem en undersøgelse af deres påståede funktion. Her er Höss, som det påpeges, bemærkelsesværdigt vag og hans beskrivelse ikke modsi- gelsesfri. Men han har jo husket på, hvad han var blevet tvunget til at sige under forhørene, og han vidste, hvad hans bødler, nu polakker, var i stand til. I et ubevogtet øjeblik under en transport sammen med to andre tyskere, bemærkede han, at der findes tortur så forfærdelig, at den er umulig at modstå.

De nødvendige undersøgelser (bag jerntæppet) af de påståede gaskamres funktion stod ikke til rådighed for Verrall; men det er hans fortjeneste, at de omsider blev foretaget, som led i Zündelprocesserne. Se "Efterskrift". O. a.]

Helt sikkert er de mest forfalskede "memoirer", der hidtil er udgivet, Adolf Eichmanns. Før Israelernes illegale kidnapping af ham i maj 1960, og den dermed forbundne internationale publicitet, som flammede op, havde få hørt om ham. Han var faktisk en forholdsvis ubetydelig person, leder af kontor A4b i departement VI (Gestapo) i Rigssikkerhedshovedkontoret. Hans kontor forestod transporten til lejrene af en speciel gruppe af fjendtlige fremmede, jøderne. En sand syndflod af usorteret sludder om Eichmann regnede ned over verden i 1960, af hvilken vi vil citere et enkelt eksempel : Comer Clarke's Eichmann : The Savage Truth. ("Orgierne fortsatte ofte til frem mod kl. seks om morgenen, nogle få timer før man overdrog den næste flok ofre til døden" skriver Clarke i sit kapitel "Strømliniet død og vilde sex-orgier", p. 124).

Mærkeligt nok fremkom Adolf Eichmanns påståede "memoirer" pludseligt, netop på det tidspunkt, da han blev bortført til Israel. De blev ukritisk offentliggjort af det amerikanske Life magasin (28/11-5/12 1960) og formodedes at være overdraget af Eichmann til en argentinsk journalist kort før tilfangetagelsen - et forbavsende sammentræf. Ved et lige så mærkeligt sammentræf erklærede krigsforbryderefterforskere kort efter, at de over halvtreds år efter krigen i U:S: Library of Congress netop havde "fundet" det komplette arkiv fra Eichmanns departement.

Hvad selve memoirerne angår var de gjort så ekstremt belastende som overhovedet muligt uden at overgå til de reneste fantasier, og fremstiller Eichmann som en, der taler med fryd om den fysiske udryddelse af jøder. Falskneriet bekræftes også af diverse faktuelle fejl, som at Himmler allerede i april 1944 var chef for reservehæren, i stedet for efter julikomplottet mod Hitlers liv, et faktum, som Eichmann helt sikkert måtte kende. Fremkomsten af disse "memoirer" på præcis det rigtige tidspunkt levner ikke tvivl om, at formålet var at skabe et førdomstols billede af den ærketypiske uforbederlige nazist og djævelen i menneskeskikkelse.

Omstændighederne ved Eichmanns proces i Israel vedrører os ikke her. De dokumenter af sovjetisk oprindelse, som blev benyttet, såsom Wisleceny udtalelsen, har vi allerede gennemgået, og med hensyn til de tredjegrads- -metoder. der blev benyttet mod Eichmann under hans fangenskab for at gøre ham "cooperativ" henviser vi læseren til London Jewish Chronicle, 2. september 1960. Mere relevant vedrørende litteraturen om udryddelseslegenden er indholdet af et brev, som Eichmann formodes frivilligt at have skrevet og overdraget til sine tilfangetagere i Buenos Ayres. Det behøver næppe tilføjes, at det israeliske forfatterskab er åbenlyst. Intet kan udfordre menneskelig lettroenhed mere end følgende frase : "Jeg fremlægger denne erklæring af egen fri vilje." Men den mest hule og afslørende erklæring går ud på hans udtalte villighed til at optræde for en israelsk ret, "så at et sandt billede kan overdrages fremtidige generationer."

De seneste erindringer, der er fremkommet på tryk er Franz Stangl's. Den tidligere kommandant blev dømt til livsvarigt fængsel i december 1970. Hans erindringer blev bragt i en artikel 8 oktober 1971 i London Daily Telegraph Magazine og blev foregivet at stamme fra en række interviews med Stangl i fængslet. Han døde få dage efter, at interviewene var bragt De påståede erindringer er virkelig de mest blodige og bizarre, der endnu er publiceret, skønt man er taknemmelig for små indrømmelser af artiklens forfatter, såsom at "de vidnesbyrd, der blev fremført ved hans rettergang, ikke beviste, at Stangl selv havde begået mord", og at oplysningerne om Stangl's første tid i Polen "delvis var fabrikationer."

Et typisk eksempel på disse fabrikater var beskrivelsen af Stangl's første besøg i Treblinka. Da han kørte indtil jernbanestationen, hævdes han at have set "tusinder af lig", bare strøet rundt ved siden af sporene, "hundreder, nej tusinder af lig forrådnende, gående i opløsning". Og "på stationen stod et tog fuldt af jøder, nogle døde, nogle stadig i live - - - det så ud som om, det havde været der i dagevis." Beretningen når et højdepunkt af absurditet da Stangl påstås at være gået ud af bilen og strådte "knædybt ned i penge : Jeg vidste ikke hvor jeg skulle vende mig hen, hvilken vej, jeg skulle gå. Jeg vadede i pengesedler, mønter, kostbare stene, juveler og tøj. De var alle vegne udstrøet over området." Scenen fuldendes med "horer fra Warszawa, der på den anden side af pigtrådshegnet vinkede, dansede, sang og spillede musik. At tro bogstaveligt på denne historie om at vade knædybt i jødiske pengesedler og kostbare juveler midt mellem tusinder rådnende lig og syngende luddere må kræve den mest fænomenale grad af lettroenhed og ville under alle andre omstændigheder end i tilknytning til legenden om De Seks Millioner blive betragtet som det mest utrolige nonsens.

Den udtalelse, der mest afgørende berøver Stangl's memoirer den sidste levning af autentitet er det svar, han blev tillagt at give, da han blev spurgt, hvorfor han troede at jøderne blev udryddet. "De ville have jødernes penge" svarede han. "Det med racen var bare sekundært." Interviewrækken munder ud i en højst tvivlsom optegnelse. Da han blev spurgt, om der havde været nogen mulig fornuft i al denne rædsel svarede den tidligere nazikommandant med begejstring : "Ja, det er jeg sikker på ! Måske skulle jøderne have dette enorme stød for at samle sig og skabe et folk, så at de kunne identificere sig med hinanden." Man kunne næppe forestille sig et mere perfekt svar, om det så var opfundet.

Blandt den anden type erindringer, dem, der udmaler billedet af en skrøbelig jødedom fanget i nazismens skruestik er den mest berømte uden tvivl The Diary of Anne Frank, og sandheden om denne bog giver et forfærdende indblik i hvordan en propagandalegende fabrikeres. Den udkom første gang i 1952, og Anne Franks dagbog blev en øjeblikkelig bestseller. Siden er den blevet genudgivet som billigbog, gået gennem 40 udgaver og gjort til en succesfuld Hollywoodfilm. Alene royalties har skaffet pigens fader en formue ved salg af bogen, der foregiver at fremstille hans datters ægte livstragedie. Med sin direkte appel til følelserne har bogen og filmen påvirket flere mennesker over hele jorden end nogen anden historie i sin art.

Anne Franks dagbog blev solgt til publikum som den ægte dagbog skrevet i 12-årsalderen af en ung jødisk pige i Amsterdam, medens hendes familie og fire andre jøder holdt sig gemt i bagrummet til et hus under den tyske okkupation. Til sidst blev de arresteret og sendt til koncentrationslejr, hvor Anne Frank formodentlig døde, da hun var 14 år gammel.

Da Otto Frank blev befriet fra lejren ved krigens slutning vendte han tilbage til huset i Amsterdam og "fandt" sin datters dagbog gemt mellem tagspærene.

I årene 1956-1958 blev en sag ført af Meyer Levin mod Otto Frank. Her blev Levin tildelt 50.000 dollars i erstatning for bedrageri, misligholdelse og ikke autoriseret brug af idéer."

Kernen i denne sag drejede sig om den dramatiserede del af "dagbogen". Det vil sige retten til at bruge idéen i film, radio, TV og teaterproduktioner. Disse idéer hævdede Levin var hans, og juryen i en domstol i New York City gav ham medhold.

Meyer Levin er en velkendt forfatter og journalist, der har tilbragt mange år i Frankrig, og der mødte han omkring 1949 Otto Frank. Den første udgave af bogen udkom i Frankrig.

Anne Frank efterlod en dagbog på ca. 150 sider. (New York Times 2.november 1955) . Den offentliggjorte "dairy" med dens endelige 293 sider, er af høj litterær standard, som sammen med dens behandling af historiske begivenheder gør det yderst tvivlsomt, at den kan være skrevet af en tolvårig pige.

Anne Franks håndskrift og håndskriften i dagbogen har ingen lighed med hinanden. [ Anne skrev faktisk dagbogen fra hun blev 13 til hun netop var 15 år. At dele af den dog næppe kan være originale ses af, at der er anvendt kuglepen, som først blev alment tilgængelig i årene efter krigen. O. a. ]

En svensk undersøger skrev til Otto Frank i 1977 og anmodede om tilladelse til sammen med en gruppe eksperter at komme til Schweiz for at undersøge det oprindelige dokument. Dette afviste hr. Frank i følgende brev :

Kære hr.

Da jeg gav Dem alle nødvendige oplysninger om ægtheden af dagbogen i mit brev dateret 22. april, ønsker jeg ikke at have yderligere kontakt med Dem.

Ærbødigst

Otto Frank d. 4. juni 1977

Her har vi altså igen en svindel i en hel serie af svindler, som har til opgave at fremme legenden og sagaen om De Seks Millioner. Naturligvis blev retssagen om autenticiteten af Anne Franks dagbog "ikke officielt rapporteret"

Som illustration bringes en Life international forside med et eksempel på Anne Franks håndskrift, og nedenfor et eksempel på en side fra den påståede dagbog.

En kort henvisning må også gøres til en anden dagbog, som blev udgivet kort efter Anne Franks og som blev kaldt Notater fra Warszawa ghettoen : Emmanuel Ringelblums journal (New York 1958)

Ringelblum havde været leder i kampagnen for sabotage mod tyskerne i Polen og revolten i Warszawaghettoen 1943, før han til slut blev arresteret og henrettet i 1944. Ringelblumjournalen der omtaler de sædvanlige rygter, der hævdes cirkulere om udryddelsen af jøder i Polen, dukkede op under nøjagtigt de samme kommunistiske auspicier, som Höss's memoirer. McGraw-Hill, udgiverne af den amerikanske udgave, indrømmer, at de blev nægtet adgang til det ucensurerede originalmanuskript i Warszawa, og i stedet troligt fulgte det redigerede manuskript, udgivet af den kommunistiske regering i Warszawa i 1952. Alle beviser for Holocaust stammer fra kommunistiske kilder, og er som sådanne værdiløse som historiske dokumenter

Efter krigen har der været en rigelig vækst af sensationel koncentrationslejrlitteratur, størstedelen jødisk. Alle bøger ophober rædsler og blander fragmenter af sandhed med groteske fantasier og bedrageri, ubarmhjertigt optårnende en bygning af mytologi i hvilken enhver forbindelse til historiske fakta for længe siden er forsvundet. Vi har allerede henvist til typen med Olga Lengyel's absurde Five Chimneys ("24.000 lig ekspederet hver eneste dag"), Doctor i Auschwitz af Miklos Nyiszli, åbenbart en mytisk og opfundet person, This was Auschwitz : The Story of a Murder Camp af Philip Friedman, og så videre ad nauseam ["til du brækker dig" - O.a.]

Den sidste af slagsen er For those I loved (For dem, jeg elskede) af Martin Gray (Rodley Head, 1973) der forestiller, at være hans beretning om oplevelser i Treblinka lejren i Polen. Gray var specialist i at sælge falske antikviteter til Amerika før han byttede til koncentrationslejrmemoirer. Omstændighederne ved udgivelsen af hans bog var imidlertid enestående for et arbejde af den slags, da der lige fra begyndelsen blev rejst alvorlig tvivl om autentiteten i dens indhold. Selv jøder advarede mod den skade, som den kunne forårsage og tog afstand fra bogen, kaldte den svigagtig og spurgte om han overhovedet havde været i Treblinkalejren, medens B.B.C.-radio pressede ham med spørgsmålet, hvorfor han havde ventet 28 år med at skrive om sine oplevelser.

Det var interessant, at spalten "personel opinion" i Londons "Jewish Cronicle", 30 marts 1973, selvom den stort set fordømte Gray's bog alligevel tilskrev den grandiose bidrag til myten om De seks Millioner. Den slog fast, at "næsten en million mennesker blev myrdet i Treblinka i løbet af et år. 18.000 blev ført til gaskammeret hver dag." Det er skammeligt, at så mange mennesker læser og accepterer sådan noget nonsens uden at bruge hovedet. Hvis 18.000 blev myrdet hver dag, ville tallet en million være nået i løbet af 56 dage, ikke "i løbet af et år". Det gigantiske værk ville gøre de følgende ti måneder fuldstændigt blanke. For 18.000 om dagen ville faktisk betyde totalt 6.480.000 "i løbet af et år." Betyder det, at 6 mio. døde på 12 måneder i Treblinka ? Hvad med de påståede 3 eller 4 mio. i Auschwitz ? Den slags viser simpelt hen, at så snart det fuldstændigt absurde kompromis på Seks Millioner havde scoret en så bragende succes og var blevet internationalt accepteret, kan ethvert antal af umulige ombytninger gøres, og ingen vil så meget som drømme om at kritisere dem. I sin gennemgang af Gray's bog giver Jewish Chronicle et afslørende indblik i de falske anklager om gaskamre : "Gray husker, at gulvene i gaskamrene skrånede, medens en anden overlevende, der hjalp til med at bygge dem påstår, at de var plane - - - "

Ind imellem fremkommer der bøger af tidligere koncen- trationslejrfanger, der giver et totalt afvigende billede af de forhold, der herskede. En sådan er Under Two Dictators (London 1950) af Margarete Buber. Hun havde oplevet en række år under brutale og primitive forhold i en russisk fangelejr, før hun i august 1940 blev sendt til Ravensbrück, en tysk kvindelejr. Hun bemærkede, at hun var den eneste i dette kontingent, der ikke med det samme blev frigivet af Gestapo. Hendes bog beskriver en slående kontrast mellem lejrene i Sovjetrusland og Tyskland. I modsætning til elendigheden, uordenen og sulten i den russiske lejr fandt hun, at Ravenbrück var ren, civiliseret og veladministreret. Regelmæssige bade og rent linned oplevedes som en luksus efter hendes tidligere oplevelser, og hendes første måltid med hvidt brød, pølse, havregrød med sukker og tørret frugt fil hende til at spørge en anden fange om 3. august 1940 var en slags feriedag eller speciel festdag. Hun konstaterede også, at barakkerne var forbavsende rummelige i forhold til de overfyldte mudderhytter i den sovjetiske lejr. I de sidste måneder af 1945 oplevede hun den fremadskridende forværring af forholdne, hvis årsager, vi senere skal komme ind på.

En anden beretning, som er helt forskellig fra den populære propaganda er Die Gestapo Lässt Bitten (The Gestapo Invites You (Gestapo inviterer Dem) af Charlotte Bormann, en kommunistisk politisk fange, der også var interneret i Ravensbrück. Uden tvivl er dens vigtigste afsløring forfatterens oplysning, at rygterne om gashen- rettelser var bevidste og ondskabsfulde opfindelser, som kommunisterne spredte blandt fangerne. Kommunisterne ville ikke have med Margarete Buber at gøre, fordi hun havde været fange i Sovjetunionen.

Et rystende spejlbillede af efterkrigstidens retssager er det faktum, at Charlotte Bormann ikke blev tilladt at vidne ved Rastadt retssagen mod personalet ved Ravensbrück lejren i den franske okkupationszone. Det er den skæbne, der sædvanlig- vis overgik dem, der benægtede udryddelseslegenden.