I sin nyligt udgivne bog Adolf Hitler (London, 1973) bemærker Colin Cross, der bringer flere oplysninger, end det er almindeligt, om de mange problemer i perioden, at "den påståede skovlen rundt over hele Europa med millioner af jøder for til sidst at myrde dem, især i en desperat krigssituation, var nytteløst fra ethvert rationelt synspunkt. (p. 307) Ja, netop, og så må man jo spørge, hvor sandsynlig denne irrationalisme var, og om den overhovedet var mulig.

Alene at have sendt tre eller fire mio. jøder til Auschwitz (forudsat yderligere, at dette opskruede tal fandtes i Europa, hvad det ikke gjorde) ville have lagt en uoverkommelig byrde på det tyske transportsystem, der var anstrengt til de yderste grænser med transporter til den udstrakte russiske front. At have transporteret de mytiske Seks Millioner jøder plus de talløse af andre nationaliteter, til interneringslejre, og at huse, klæde og føde dem dér, ville simpelt hen have lamslået deres militære operationer. Der er ingen grund til at tro, at de rationelle tyskere ville have sat deres militære chancer på spil for en sådan disposition.

Men på den anden side kan transporten af det mere sandsynlige tal på 363.000 fanger til Auschwitz under hele krigen (et tal, vi ved, er registreret der) se fornuftigt ud på grund af det arbejde, der til gengæld blev udført.

Det er sikkert, at af de 3 mio. jøder, der levede i Europa, blev aldrig mere end 2 mio. interneret på samme tid, og det kan bevises, at tallet var nærmere 1.500.000. Vi skal senere se, i henhold til Report of The Red Cross, at hele jødiske befolkninger, som dem i Slovakiet helt undslap detension i lejre, medens andre blev placeret i ghettosamfund som Theresienstadt. Deportationerne fra Vesteuropa var meget færre. Reitlinger skønner, som vi allerede har noteret, at kun omkring 50.000 franske jøder blev deporteret og interneret ud af en befolkning på 320.000.

Man må altså spørge, om det var fysisk muligt at ødelægge de millioner af jøder, som det påstås ? Havde tyskerne tid til det ? Er det sandsynligt, at de kunne kremere millioner, når de manglede mandskab og behøvede krigsfanger til krigsproduktionen ? Ville det have været muligt at ødelægge og fjerne alle spor af en million mennesker på seks måneder ? Kunne så enorme samlinger af jøder og henrettelser være holdt hemmeligt ? Det er den slags spørgsmål, som den kritisk tænkende person burde stille. Og han vil snart opdage, at ikke blot de statistiske og dokumentariske beviser, som er fremlagt, men almindelige logistiske beregninger modbeviser legenden om de seks millioner.

Selv om det er umuligt, at millioner er blevet myrdet i lejrene, er karakteren og forholdene i de tyske koncen- trationslejre blevet overdrevet for at gøre påstanden plausibel. William Shirer fastslår i en typisk hensynsløs passage, at "Alle de godt tredve nazistiske hovedlejre var dødslejre " ( Ibid, p. 1150). Det er fuldstændigt usandt og accepteres ikke engang længere af hovedpropagandisterne for udryddelses- legenden. Shirer citerer også Eugen Kogon's The Theory and Practice of Hell (N. Y, 1050, p. 227) der sætter det totale antal af døde i alle lejre til det latterlige tal 7.125.000, skøntShirer i en fodnote indrømmer, at tallet "uden tvivl er for højt."

Det er sandt, at den allierede propaganda i 1945 påstod, at alle koncentrationslejre, særligt dem i Tyskland, var "dødslejre", men de gjorde det ikke længe. Om dette spørgsmål skrev den fremstående amerikanske historiker Harry Elmer Barnes : "Disse lejre blev først præsenteret som dem i Tyskland, såsom Dachau, Belsen, Buchenwald. Sachsenhausen og Dora; men det blev snart vist, at der ikke havde været nogen systematisk udryddelse i disse lejre. Opmærksomheden blev så flyttet til Auschwitz, Treblinka, Belzec, Chelmno, Jonowska. Tarnow, Ravensbrück, Mauthausen, Brezeznia og Birkenau, hvilket ikke udtømmer listen, som synes at være blevet forlænget efter behov," ( Rumpert Journal, Summer 1967).

Det, der var sket, var at særligt ærlige iagttagere blandt de britiske og amerikanske okkupationsstyrker i Tyskland, efter at de havde indset, at mange fanger døde af sygdom og sult under de sidste måneder af krigen, konstaterede, at der overhovedet ikke var fundet noget bevis for "gaskamre" Som følge af dette kom Auschwitz og Treblinka efterhånden forrest som horrible centre for udryddelse (selv om ingen fik tilladelse til at se dem) og denne tendens er fortsat lige til denne dag. Her i disse lejre, går man ud fra, at det hele skete; men med jerntæppet trukket fast ned over dem, var det svært at få adgang til at undersøge anklagen. Kommunisterne påstod, at 4 mio. mennesker døde i Auschwitz i gigantiske gaskamre, der kunne tage 2000 personer ad gangen - og ingen kunne argumentere for det modsatte.

Hvad er sandheden om de såkaldte gaskamre ? Stephen F. Pinter, der seks år tjente som jurist for De Forenede Staters War Department i okkupationsstyrkerne i Tyskland og Østrig efter krigen afgav følgende erklæring i det meget læste katolske magasin Our Sunday Visitor, 14. juni 1959) :

"Jeg var i Dachau i 17 måneder efter krigen som advokat i U.S. War Department og kan forsikre, at der var ikke noget gaskammer i Dachau. Det, man viste besøgende og turister, og som man fejlagtigt beskrev som et gaskammer, var et krematorium. Der var heller ikke noget gaskammer i nogen anden koncentrationslejr i Tyskland. Vi blev fortalt, at der var et gaskammer i Auschwitz; men eftersom det lå i den russiske okkupationszone fik vi ikke lov at undersøge det. Russerne ville ikke give tilladelse til det. Ud fra, hvad jeg var i stand til at afgøre, blev et antal jøder dræbt, men tallet en million blev helt sikkert aldrig nået. Jeg interviewede tusinder jøder, tidligere lejrfanger i Tyskland og Østrig, og jeg betragter mig selv som så velkvalificeret som nogen på dette område."

Dette fortæller en historie meget forskellig fra den sædvanlige propaganda. Pinter er meget snu i spørgsmålet om krematoriet, der præsenteres som gaskammer. Det er nemlig gjort til et meget almindeligt nummer. Da det ikke kan bevises at have eksisteret sådan noget, som et gaskammer i disse lejre, anvender man bevidst den vildledende betegnelse "gasovn" for at sammenblande begrebet gaskammer og krematorium. Hvad det sidste angår, er det simpelt hen en lille ovn af samme slags som dem, der anvendes i dag. Den blev brugt til kremering af personer, der i lejren var døde af forskellige naturlige årsager, især smitsomme sygdomme.

Dette blev endegyldigt bevist af den tyske ærkebiskop, kardinal Faulhaber fra München. Han oplyste amerikanerne om, at under det allierede angreb på München i september 1944 blev 30.000 mennesker dræbt. Ærkebispen bad de daværende myndigheder om at kremere ofrene i krematoriet i Dachau. Han fik at vide, at planen desværre ikke kunne gennemføres, for krematoriet havde kun en ovn, og den kunne ikke klare ligene efter luftangrebet. Det er da klart, at den ikke kunne klare de 238.000, som det blev påstået var kremeret dér. Så skulle den have kørt uden stop i 326 år og 530 ton aske ville være blevet tilbage.

Tallene fra Dachau er typiske for den slags overdrivelser, der siden er blevet drastisk revideret. I 1946 blev en mindeplakette afsløret i Dachau af Philip Auerbach, den jødiske statssekretær i den bayerske regering. Denne blev senere dømt for at have tilranet sig penge som påstået kompensation for ikke eksisterende jøder. Plaketten lød : "Dette område skal bevares som helgengrav for 238.000 personer, der blev kremeret her." Siden er det officielle antal ofre stadig gået nedad, og nu står der kun 20.600, hvoraf flertallet døde af tyfus og sult

Et andet eksempel på drastisk revision er den nuværende vurdering af Auschwitz ofrene. [Førsteudgaven af dette skrift erer fra 1974, og introduktionen til denne version fra 1987 eller kort efter. Se også "Efterskrift". O. a.] Den absurde antagelse, at 3 eller 4 mio. døde i Auschwitz, er ikke længere troværdig - ikke engang for Reitlinger. Han anslår nu antallet ofre til kun 600.000, og selv om dette tal stadig er en ekstrem overdrivelse, er det dog en afgørende reduktion i forhold til 4 mio., og yderligere reduktioner kan ventes. Shirer selv citerer Reitlingers sidste vurdering; men glemmer, at tage den i betragtning ved sin tidligere erklæring, at halvdelen af dette tal, ca. 300.000 ungarske jøder skulle være "dræbt på 46 dage" - et typisk eksempel på de uansvarlige tåbeligheder, der er skrevet om dette emne.

Når vi nu ved, at adskillige tusind lejrfanger døde i de kaotiske forhold nær krigens slutning, bringer det os frem til spørgsmålet om deres forhold under selve krigen. De er blevet bevidst forfalsket i utallige bøger med en usædvanlig glødende og ubehagelig tendens. Røde-Kors-rapporten, som vi vil se nærmere på, viser, at lejrene under krigen var godt administrerede. De arbejdende fanger fik en daglig ration på ikke mindre end 2.750 kalorier under hele 1943 og 1944, hvilket var mere end den dobbelte ration af den i det okkuperede Tyskland i årene efter 1945. Fangerne var under regelmæssig lægetilsyn, og de, der blev alvorligt syge, blev overført til hospital. Til forskel fra sovjetlejrene kunne fangerne modtage pakker med føde, tøj og medicin fra Speciel Relief Division af Røde Kors.

Anklagemyndighedens kontor undersøgte alle kriminelle sager, og de, der blev fundet uskyldige, blev frigivet. De der blev fundet skyldige og de lejrfanger, der blev dømt for alvorlige forbrydelser i lejren, blev dømt ved en militærret og henrettet. I det føderale arkiv i Koblenz findes et direktiv fra januar 1943 af Himmler angående sådanne henrettelser, der understreger, "at ingen brutalitet er tilladt." (Manvell &Frankl, ibid, p. 312) Det hændte, at brutalitet forekom; men sådanne tilfælde blev straks undersøgt af S.S.-dommer, Dr. Konrad Morgen fra rigskriminalkontoret, hvis opgave var at undersøge uregelmæssigheder i forskellige lejre. Morgen selv anklagede 1943 lejrchef Koch i Buchenwald for udskejelser i hans lejr, en retssag, som den tyske offentlighed var indbudt til at overvære. Det er karakteristisk, at administratoren af koncentrations- lejrsystemet, Oswald Pohl, der blev behandlet så brutalt i Nürnberg, gik ind for dødsstraf for Koch. Faktisk dømte S.S.-retten ham til døden; men han fik lov at vælge tjeneste ved østfronten. Før han kunne nå dette, gennemførte prins Waldeck, der var leder af distriktet, hans henrettelse. Denne sag viser den alvor med hvilken S.S betragtede unødig brutalitet. Adskillige S.S retsaktioner blev gennemført i lejrene under krigen for at forhindre udskejelser, og mere end 800 sager blev undersøgt før 1945. Morgen bevidnede i Nürnberg, at han fortroligt havde talt med hundredvis af fanger om forholdene i lejrene. Han fandt, at få var underernærede, undtagen nogle på hospitalerne, og konstaterede, at tempoet og resultaterne af lejrfangernes tvungne arbejde var langt lavere end blandt tyske civile arbejdere.

Vi har bragt vidnesbyrd af Pinter og kardinal Faulhaber for at modbevise påstandene om udryddelse i Dachau, og vi har set, hvordan tallene for lejren fortsat er ændret nedad. Dachau-lejren kan faktisk betragtes som meget typisk for sådanne interneringssteder. Kompensationsarbejdet i fabrikker og andre foretagender var dagens orden under krigen; men kommunistlederen Ernst Ruff erklærede i sit affidavitt, 18. april 1947, at behandlingen af fangerne i Dachau-lejren forblev human. Den polske undergrundsleder Jan Piechowak. der var i Dachau fra 22. maj 1940 til 29. april 1945 bevidnede 21. marts 1946, at fangerne fik god behandling, og at S.S-.personalet i lejren var "veldisciplineret". Berta Schirotschin, der arbejdede i køkkentjenesten i Dachau bevidnede, at de arbejdende fanger frem til begyndelsen af 1945, trods den tiltagende mangel i Tyskland, modtog deres sædvanlige anden frokost kl. 10 hver formiddag.

Generelt vidner hundreder af affidavits i Nürnberg; om de humane forhold i lejrene; men retten lagde uvægerlig vægten på de erklæringer, der spejlede den tyske administration negativt, og som kunne bruges til propagandaformål. Et studium af dokumenterne afslører også, at jødiske vidner, der var bitre over deres deportation og internering, voldsomt overdrev strengheden i deres forhold, medens andre nationer, der som ovenfor citeret var interneret af politiske grunde, gav et mere balanceret billede. I mange tilfælde, fik fanger, hvis oplevelser, som Charlotte Bormans, ikke stemte med det billede, der blev præsenteret i Nürnberg, ikke lov til at vidne.

De velordnede forhold i de tyske koncentrationslejre blev langsomt brudt ned under de sidste frygtelige måneder i 1945. Røde Kors rapporten forklarer, at de allieredes tæppebombning havde lammet landets kommunikations- og transportsystem, så at føde ikke nåede frem til lejrene, og sult krævede et stigende antal ofre, både i lejrene og den tyske civilbefolkning. Den forfærdelige situation i lejrene forstærkedes af stærk overbelægning og deraf følgende udbrud af tyfus- epidemier. Overfyldningen skyldtes, at de østlige lejre som Auschwitz evakueredes vestpå for Russernes fremrykning. Kolonner af sådanne udmattede mennesker ankom til forskellige tyske lejre som Belsen og Buchenwald, der allerede var i en meget vanskelig situation. Belsen, nær Bremen var særlig kaotisk i disse måneder, og Himmler's læge, Felix Kersten, antinazist, forklarer, at dens ulykkelige ry som dødslejr alene skyldtes voldsomheden i den tyfusepidemi, der brød ud i marts 1945 ( Memoirs 1940-1945, London 1956) Utvivlsomt har disse frygtelige forhold kostet adskillige tusind liv, og det er disse forhold, som fremstilles i fotografierne af udmarvede menneskelige væsener og dynger af lig, som propagandisterne henrykt påstod var ofre for "udryddelsen".

En forbavsende hæderlig bedømmelse af situationen i Belsen fremkom i Purnell's History of the Second World War (Vol. 7. No. 15) af Dr. Russell Barton, nu psykiatriker ved et hospital i staten New York. Han tilbragte som britisk lægestuderende en måned i lejren efter krigen. Hans beretning illustrerer levende den virkelige grund til den dødelighed, der opstod i sådanne lejre hen imod krigens slutning, og hvordan sådanne ekstreme forhold tog overhånd. Dr. Barton forklarer at Brigadier Glynn Hughes, den britiske Medical Officer, der overtog kommandoen i Belsen i 1945 "ikke troede, der havde været nogen grusomheder i lejren, trods disciplin og hårdt arbejde" Men de fleste, skriver Dr. Barton, "tilskriver fangernes situation bevidst overlæg fra tyskernes side - - - Fangerne var ivrige efter at fremføre eksempler på brutalitet og forsømmelser, og besøgende journalister fra forskellige lande tolkede situationen i overensstemmelse med deres hjemlandes propagandabehov"

Imidlertid gør Dr. Barton det helt klart, at situationen med sult og sygdom var uundgåelig under de rådende forhold, og at de først indtraf i 1945 "Ud fra samtaler med fanger synes det at fremgå, at forholdendei lejren ikke var alt for slemme for slemme før i slutningen af 1944. Barakkerne var placeret mellem fyrretræer, og hver af dem var forsynet med toiletter, håndvaske, brusebad og kakkelovne til opvarmning". Årsagen til fødemanglen forklares også. "Tyske militærlæger fortalte mig, at det gennem en række måneder var blevet mere og mere vanskeligt at transportere mad til lejren. Alt, hvad der rørte sig på autobanen var udsat for bombning - - - Jeg blev forbavset over at finde papirer, to - tre år tilbage, som dokumenterede store mængder af af fødevarer, som daglig blev tilberedt til uddeling. Jeg blev da - modsat den almindelige opfattelse - overbevist om, at der aldrig havde været nogen politik gående ud på bevidst udsultning. Dette bekræftedes af det store antal velnærede lejrfanger. Hvorfor led da så mange af underernæring? - - - Den vigtigste årsag var sygdom, centralt dirigeret overbelægning, mangel på lov og orden i barakkerne og utilstrækkelig tilførsel af mad, vand og medicin."

Den mangel på orden, der førte til opstand ved fødevareuddelingen blev undertrykt med ild fra britiske maskinpistoler og magtdemonstration af britiske tanks og pansrede køretøjer rundt i lejren.

Bortset fra uundgåelige dødsofre ved sådanne lejligheder skønnede Glyn Hughes, at yderligere 1000 omkom på grund af engelsk venlighed ved at engelske soldater gav dem deres egen rationer og chokolade. Som en der har været i Belsen, er Dr. Barton meget på vagt overfor falsk koncentrationslejr-mytologi, og han konkluderer: "Når man prøver at nå frem til årsagen til de forhold, man fandt i Belsen, må man være stærkt på vagt overfor det mægtige visuelle indtryk, som store mængder af udmarvede lig tilbyder propagandaen." At diskutere sådanne forhold "naivt i termer af "godhed" og "ondskab" er at ignorere de faktorer, der bestemmer dem - - -"

Det var ikke bare situationer som dem i Belsen, der skruppelløst blev udnyttet af propagandaen, men denne udnyttede også gennemforfalskede rædselsfotografier og film.

De ekstreme forhold i Belsen passede ganske vist kun på forholdsvis få lejre. Det store flertal undgik de værste vanskeligheder, og alle deres fanger overlevede med god helse. Derfor blev rene falsknerier taget i anvendelse for at overdrive rædselsforholdene. Et afskrækkende eksempel på et sådant falskneri blev afsløret 29. oktober 1948 i det britiske Catholic Herald . Den fortalte fra Kassel, hvor alle voksne blev tvunget til at se en film om rædslerne i Buchenwald, at en læge fra Göttingen pludselig så sig selv i færd med at tilse et af ofrene. Men han havde aldrig været i Buchenwald. Efter nogen forvirring blev lægen klar over, at det han så, var et udsnit af en film, der var optaget efter de allieredes forfærdelige bombning af Dresden d. 13. februar 1945, hvor lægen netop da arbejdede. Denne film blev vist i Kassel 19. oktober 1948. Efter luftangrebet på Dresden, der dræbte rekordmæssigt 135.000 mennesker, mest flygtninge, kvinder og børn blev ligene af ofrene stavlet op og over adskillige uger brændt i bunker på 400 til 500. Det var disse scener, som man foregav stammede fra Buchenwald, som doktoren havde genkendt.

Forfalskning af krigstids rædselsfotografier er ikke noget nyt. For yderligere information henvises læseren til Arthur Ponsonby's bog Falsehood in Wartime (London, 1928). Den fremviser forfalskede fotografier af tyske grusomheder under første verdenskrig. Ponsonby nævner sådanne fabrikater som "ligfabrikken og "Den belgiske baby uden hænder", der slående minder om propagandaen, der fremstiller nazistiske rædselshandlinger. F. J. P. Veale forklarer i sin bog, at bedrageriet "krukke med menneskefedt", som i ramme alvor blev introduceret af den sovjetiske anklager i Nürnberg, var en velovervejet spot mod den berømte britiske myte om "ligfabrikken" i hvilken de dæmoniske tyskere hævdedes at fremstille forskellige varer ved at oparbejde lig (Veale, ibid, p. 192) Denne sensation var én, for hvilken den britiske regering efter 1918 bad om undskyldning. Den fik nyt liv efter 1945 med historien om lampeskærmene af menneskehud. Det var med sikkerhed et bedrageri ligesom den sovjetiske menneskesæbe.

Faktisk fik vi en modvillig indrømmelse af Manvell og Frankl, at lampeskærmhistorien i Buchenwaldretssagen "senere viste sig at være tvivlsom". (The Incomparable Crime, p. 84) Historien stammer fra en vis Andreas Pfaffenberger i et "skrevet affidavitt" af den slags, vi før har omtalt, men general Lucius Clay indrømmede, at de affidavits, der blev brugt under retssagen efter grundigere undersøgelse havde vist sig mest at være "rygter".

Et fremragende arbejde om de falske rædselsfotografier, som skal støtte myten om de Seks Millioner, er Dr. Udo Walendy's Bild 'Dokumente' für die Geschichtsschreibung ? (Vlotho/Weser. 1973) . Valgt blandt de mange illustrationer gengiver vi eet på næste side. Oprindelsen til det første fotografi er ukendt; men det andet er en fotomontage. En nærmere undersøgelse afslører straks, at de stående skikkelser er taget fra det øverste fotografi, og en dynge lig er monteret ind foran dem. Plankeværket er fjernet og et fuldstændig nyt rædselsbillede er skabt. Dette skrigende falskneri findes på s. 341 i R. Schnabel's bog om S.S., Macht ohne Moral (Magt uden moral (!) O. a.) : EineDokumentation über die S.S. (Frankfurt, 1957) med underteksten "Mauthausen". (Walendy nævner 18 andre eksempler på falsknerier i Schnabel's bog).

Det samme "fotografi" dukkede op i Proceedings of the International Military Tribunal, Vol. XXX, p. 4211, ligeledes foregivende at illustrere Mauthausen lejren. Det bringes også uden tekst i Eugene Aroneau's Konzentrationslager. Dokument F. 321 for the International Court i Nürnberg; Heinz Kühnrick's Der KZ-Staat (Berlin, 1960, p. 81); Vaclav Berdych's Mauthausen (Prag, 1958), og Robert Neumann's Hitler - Aufstieg und Untergang des Dritten Reiches - (München, 1961)