Der er een gennemgang af det jødiske spørgsmål i Europa under den anden verdenskrig og om forholdene i Tysklands koncentrationslejre, som er næsten unik ved sin ærlighed og objektivitet. Det er trebindsværket : Report of the International Commitee of the Red Cross on its Activities during the Second World War, Geneve, 1948. Denne omfattende beretning fra en helt neutral kilde indfatter og udvider udtalelserne i to tidligere arbejder : Documents sur l'activité du CICR en faveur des civils detenus dans les camps de concentration en Allemagne 1939-1948 /Geneva, 1946) og Inter Arma Caritas - The Work of the ICRC during the Second World War (Geneva, 1947 ).

Gruppen af forfattere ledet af Fréderic Siordet erklærer i indledningen af rapporten, at deres arbejde i overensstemmelse med Røde Kors's traditioner er holdt strengt neutralt. Heri ligger dens store værdi.

ICRC benyttede sig med held af Geneves militærkonvention af 1929 til at skaffe sig adgang til civile, som af de tyske myndigheder var interneret i Central- og Vesteuropa. Derimod var ICRC ikke i stand til at få adgang til Sovjet- unionen, der havde undladt at ratificere konventionen.

De millioner civile og militære internerede i USSR, hvis forhold, man vidste var langt de værste, var fuldstændigt afskåret fra international kontakt og overvågning.

Rapporten fra Røde Kors er værdifuld ved at være den første, der klarlægger de retslige omstændigheder under hvilke jøderne var interneret, d.v.s. som fjendtlige fremmede. I sin beskrivelse af de to kategorier fanger, betegner rapporten den anden form som "Civile, deporteret af administrative grunde (på tysk, "Schutzhäftlinge"), som er arresteret af politiske eller racistiske motiver, fordi deres nærvær blev betragtet som en fare for staten eller okkupationsmagterne" (Vol. III, p.73). Disse personer, fortsætter rapporten, er placeret på samme fod som personer, der er arresteret eller fængslet under den almindelige lov for sikkerhed." (p. 74).

Rapporten medgiver, at tyskerne i begyndelsen var tilbageholdende med at tillade overvågning ved Røde Kors af personer, der var interneret af sikkerhedsmæssige grunde; men i den sidste del af 1942 opnåede ICRC vigtige indrømmelser fra Tyskland. De fik tilladelse til at uddele pakker med fødevarer i større tyske koncentrationslejre fra august 1942, og fra februar 1943 og fremover blev tilladelsen udvidet til alle andre lejre og fængsler (Vol. III, p. 78) ICRC fik snart etableret kontakt med lejrkomman- danter og startede et hjælpeprogram med fødevarer, der fungerede lige til de sidste måneder af 1945. Takkebreve for dette strømmede ind fra jødiske fanger.

Rapporten fastslår, at "så mange som 9.000 pakker blev klargjort hver dag. Fra efteråret 1943 til maj 1945 blev 1.112.000 pakker med en samlet vægt på 4.500 tons sendt af sted til koncentrationslejrene" (Vol. III, p. 80). Foruden føde indeholdt forsendelserne tøj og medicin. "Pakker blev sendt til Dachau, Buchenwald, Sangerhausen, Sachsenhausen, Oranienburg, Flossenburg, Landsberg-am-Lech, Flöha, Ravensburg, Hamburg-Neuengamme, Mauthausen, Theresi- enstadt, Auschwitz, Bergen-Belsen, til lejre nær Wien og i Central- og Sydtyskland. Hovedmodtagerne var belgiere, hollændere, franskmænd, grækere, italienere, nordmænd, polakker og statsløse jøder" (Vol. III, p. 83). Under forløbet af krigen "var komitéen i stand til i form af nødhjælpforsyninger at fordele 20 mio. schweizerfranc indsamlet af jødiske hjælpeorganisationer over hele verden, men især af American Joint Distribution Commitee i New York" (Vol. I, p.644). Denne sidstnævnte organisation fik tilladelse af den tyske regering til at opretholde et kontor i Berlin lige indtil amerikanerne trådte ind i krigen. ICRC beklagede, at de største forhindringer mod deres store hjælpeoperation for de jødiske fanger ikke kom fra Tyskland. men fra den stramme allierede blokade af Europa. Den største del af deres indkøb af fødevarer til hjælpen blev gjort i Rumænien , Ungarn og Slovakiet.

ICRC roste især de frie forhold, der rådede i Theresien- stadt helt frem til deres sidste besøg der i april 1945. Denne lejr, "hvortil 40.000 jøder var deporteret fra forskellige lande, var en relativt privilegeret ghetto" Vol. III, p.75). Ifølge rapporten "var komitéens delegater i stand til at besøge lejren i Theresienstadt (Terezin), der blev anvendt udelukkende til jøder, og som blev styret under særlige vilkår. Ifølge information indsamlet af komitéen var denne lejr startet som et eksperiment af visse tyske ledere - - - de ønskede at give jøderne mulighed for at ordne deres eget kommunale liv i en by under deres egen administration og opnå næsten total autonomi. De bekræftede de fordelagtige indtryk, de havde fået under deres første besøg " (Vol. I, p. 642)

ICRC havde også ros til Ion Antonescus styre i det fascistiske Rumænien, hvor komitéen var i stand til at udvide sin hjælp til 183.000 rumænske jøder lige frem til tiden for den sovjetiske besættelse. Hjælpen hørte da op, og ICRC beklagede bittert, "at det aldrig var lykkedes at sende noget som helst - lige gyldigt hvad - til Rusland" (Vol. II, p. 62). Det samme kom til at gælde mange tyske lejre efter deres "befrielse" af russerne. ICRC modtog en omfattende post fra Auschwitz lige frem til den sovjetiske okkupation, hvor mange af de internerede var blevet evakueret mod vest. Røde Kors's anstrengelser for at sende hjælp til de fanger, der forblev i Auschwitz under sovjetisk kontrol, var forgæves. Derimod kunne fødepakker fortsat sendes til tidligere Auschwitzfanger, som var forflyttet vestpå til lejre som Buchenwald og Oranienburg.

Et af de vigtigste aspekter ved Røde Kors rapporten er at den klargør den virkelige årsag til de dødsfald, som utvivlsomt fandt sted i lejrene hen imod krigens slutning. Rapporten siger : "I Tysklands kaotiske situation efter invasionen, og under de sidste måneder af krigen modtog lejrene overhovedet ingen fødevareforsyninger, og hungersnøden krævede et øgende antal ofre. Den tysske regering var selv bekymret over situationen og informerede til sidt d. 1. februar 1945 ICRC - - - Marts 1945 gav diskussioner mellem præsidenten for ICRC og general for S.S. Kaltenbrunner endnu mere konkrete resultater. Hjælp kunne herefter uddeles af ICRC, og en delegeret fik ret til at opholde sig fast i hver lejr - - - (Vol. III, p.83) Helt klart anstrengte de tyske myndigheder sig for at lette den skrækkelige situation så langt, det var dem muligt.

Røde Kors gør sig meget tydelig, når det erklærer, at fødevaretilførslerne standsede på det tidspunkt på grund af de allieredes bombninger af det tyske transportvæsen, og det havde allerede 15. marts 1944 i de internerede jøders interesse protesteret mod "de allieredes barbariske luftkrigs- førelse" ( Inter Arma Caritas, p. 78). 2. oktober 1944 advarede ICRC det tyske udenrigsministerium om det overhængende sammenbrud af det tyske transportsystem, og erklærede, at hungersnød for menneskene over hele Tyskland ville blive uundgåelig.

Ved betragtningen af dette omfattende trebindsværk er det vigtigt at understrege, at delegaterne fra det internationale Røde Kors overhovedet ikke fandt nogen bevis for "gaskamre". Den oprindelige, 1946-udgave, talte ikke en gang om 'uryddelse' eller 'dødslejre', men efter det følelsesmæssige tryk af Nürnbergprocesserne følte Røde Kors sig tvunget til i den udvidede 1948-udgave at indføre meget løse hentydninger til 'dødslejre' (Vol. I, p. 641) og 'udryddelseslejre' (Vol. I, p. 645). Men ingen udryddelse antydes på nogen måde. På alle dens 1600 sider nævner rapportens tre bind ikke sådan noget som et 'gaskammer'. Den anerkender, at jøder ligesom mange andre af krigstidens nationaliteter døjede hårdhed og savn; men den komplette tavshed om emnet 'gasninger' er en kraftig benægtelse af 'Holocaust'legenden.

Bind III af Røde Kors rapporten, kapitel 3 (om den jødiske civilbefolkning) behandler den "hjælp, som blev givet til den jødiske andel af den fri befolkning", og dette kapitel gør det ganske klart, at på ingen måde alle europæiske jøder var placeret i interneringslejre, selvom de var genstand for visse restriktioner som del af det fri civiliserede samfund. Dette strider direkte mod "grundigheden" i det formodede "udryddelsesprogram" og mod påstanden i de forfalskede Höss-memoirer, at Eichmann var besat af ønsket om at gribe "hver evig eneste jøde, han kunne lægge hånd på." F.eks. fastslår rapporten, at i Slovakiet, hvor Eichmann's assistent Dieter Wisliceny var chef," havde en stor del af den jødiske minoritet tilladelse til at blive i landet, og at Slovakiet på et vist tidspunkt blev betragtet som en forholdsvis sikker tilflugtshavn for jøder, særligt for dem, der kom fra Polen. De, der forblev i Slovakiet, synes at have været forholdsvis sikre indtil slutningen af august 1944, da en opstand mod de tyske styrker fandt sted. Medens det er sandt, at loven af 15. maj 1942 førte til internering af nogle tusinde jøder, så blev disse dog holdt i lejre, hvor forholdene for kost og logi var tålelige, og hvor de internerede blev tilladt betalt arbejde på vilkår næsten som dem på det fri arbejdsmarked. (Vol. I, p. 646).

Ikke blot undgik et stort antal af de tre millioner, eller så, europæiske jøder helt at blive interneret, men emigrationen af jøder fortsatte under krigen, i almindelighed ved hjælp af Ungarn, Rumænien og Tyrkiet. Ironisk nok blev efterkrigs jødisk emigration fra tyskokkuperede områder også lettet af das Reich, som det var tilfældet med de polske jøder, der var undsluppet til Frankrig før okkupationen. "Jøder fra Polen, der, medens de var i Frankrig, havde opnået indrejsetilladelse til USA, blev regnet som amerikanske statsborgere af de tyske okkupationsmyndigherder, der yderligere gik med til at anerkende værdien af omkring tretusinde pas udstedt til jøder af sydamerikanske myndigheder" (Vol. I, p. 645). Som fremtidige U.S.-borgere blev de holdt i Sydfrankrig i Vittel- lejren for amerikanske fremmede.

Især emigrationen af europæiske jøder fra Ungarn fortsatte under krigen uhindret af de tyske myndigheder. " Indtil marts 1944," siger Røde Kors rapporten, "var jøder, der havde privilegiet at besidde visa til Palæstina, fri til at forlade Ungarn" (Vol I, p. 648). Selv efter at Horthy- regeringen i 1944 (efter dens forsøg på at opnå våben- stilstand med Sovjetunionen) var erstattet med en regering mere afhængig af tyskerne, fortsatte emigrationen af jøder. Kommissionen sikrede sig tilsagn fra både Storbritanien og De Forenede Stater "om på enhver måde at give støtte til emigrationen af jøder fra Ungarn," og ICRC modtog et budskab fra U.S.-regeringen, at "Regeringen for De Forenede Stater - - - gentager nu særskilt sin forsikring om, at den vil tage sig af alle jøder, som under de nuværende forhold får tilladelse til at udrejse" (Vol. I, p. 649).