Uden tvivl har det mest betydningsfulde bidrag til et sandfærdigt studium af udryddelsesspørgsmålet været arbejdet af den franske historiker, professor Paul Rassinier. Dette arbejdes overlegne værdi ligger først og fremmest i det faktum, at Rassinier på sin egen krop havde oplevet livet i de tyske koncentrationslejre, og i at ingen kunne være mindre tilbøjelig til at forsvare Hitler og national socialismen end han, der var socialistisk intellektuel og antinazist. Men for retfærdighedens og den historiske sandheds skyld brugte Rassinier resten af sin levetid, han døde 1966, til forskning, der helt gendriver myten om De Seks Millioner og legenden om nazismens djævelskab.

Fra 1933 til 1943 var Rassinier professor i historie ved College d'enseignement général i Belfort, Academie de Besancon. Under krigen engagerede han sig i modstands- arbejde, indtil han blev arresteret af Gestapo 30. oktober 1943, og således blev han fange i de tyske koncentra- tionslejre Buchenwald og Dora indtil 1945. Hen imod krigens slutning blev han i Buchenwald angrebet af tyfus, der nedbrød hans helbred så stærkt, at han ikke kunne genoptage sin lærergerning. Efter krigen blev han belønnet med Medaille de la Résistance og Reconnaissance Francaise, og han blev valgt ind i det franske debuteretkammer, fra hvilket han blev fordrevet af kommunisterne i november 1946.

Rassinier gik da i gang med sit store værk, en systematisk analyse af de påståede tyske krigsgrusomheder, særlig den formodede "udryddelse" af jøderne. Meget lidt forbavsende er hans bøger ikke særligt kendt. De er sjældent blevet oversat fra fransk, og slet ingen er udkommet på engelsk. [Eller på dansk. O. a.] Hans vigtigste arbejder var : Le Mensonge d'Ulysse (Odysseus's løgn, Paris 1949) en undersøgelse af forholdene i koncentrationslejrene, bygget på hans egne erfaringer; og Ulysse trahi par les Siens [Odysseus forrådt af sine egne, O.a.] Paris 1960, en fortsættelse, der yderligere modbeviste propagandisternes påstande om de tyske koncentrationslejre. Hans monumentale værk blev fuldendt med to afsluttende bind, Le Véritable Procès Eichmann (1962) og Le Drame des Juifs européen (1964) i hvilken Rassinier med omhyggelig statistisk analyse afslører de uærlige og halsløse forvrængninger vedrørende jødernes skæbne. Det sidste værk undersøger også den politiske og finansielle betydning af udryddelseslegenden og dens udnyttelse af Israel og de kommunistiske magter.

En af Rassinier's mange fortjenester er, at han afklæder myten om den unikke tyske "ondskab", og at han så overbevisende afslører, hvordan historisk sandhed er blevet tilintetgjort i ugennemtrængelig tåge af ensidig propaganda. Hans undersøgelser viser afgørende, at jødernes skæbne under anden verdenskrig, når den bliver befriet fra fordrejninger og reduceret til virkelige proportioner, mister deres pralende "enormitet" og viser sig at være en hændelse i en større og langt videre tragedie. I en omfattende foredragsrække i Vesttyskland i foråret 1960 understregede professor Rassinier for de tyske tilhørere, at det var på høje tid at få sandheden om udryddelseslegenden frem, og at tyskerne selv burde gå i gang med det, eftersom påstanden overfor verden var en uretfærdig skamplet på Tyskland.

Rassinier kaldte sin første bog Odysseus's løgnehistorier for at minde om det faktum, at rejsende altid vender hjem med grove historier, og lige til sin død undersøgte han udryddelseshistorier og prøvede at spore deres forfattere. Han gjorde kort proces med de vilde påstande om gaskamre i Buchenwald, som var fremført i David Rousset's : The Other Kingdom (New York, 1947. I Le Mensonge d'Ulysse p. 209 ff. viser han, der selv havde været Buchenwald-fange, at der aldrig havde eksisteret noget sådant der. Rassinier opsporede også abbed Jean-Paul Renard og spurgte ham, hvordan i alverden han i sin bog, Chaines et Lumieres havde kunnet bevidne, at gaskamre var i virksomhed i Buchenwald. Renard svarede, at andre havde fortalt ham om deres eksistens, og så havde han sagt sig villig til at bevidne ting, han aldrig havde set ( ibid, p, 209 ff.

Rassinier undersøgte også Denise Dufournier's Ravens- brück : The Women's Camp og Death (London, 1948) og fandt igen, at forfatterinden ikke havde andre beviser for gaskamre dér end de vage "rygter", som Charlotte Borman bevidnede, bevidst var udspredt af kommunistiske politiske fanger. Tilsvarende undersøgelser blev gjort af bøger, som Philip Friedman's This was Auschwitz : The Story of a Murder Camp (N.Y., 1946) og Eugen Kogon's The Theory and Practice of Hell (N.Y., 1950), og han kom frem til, at ingen af disse forfattere kunne pege på ét autentisk øjenvidne til et gaskammer i Auschwitz, og at de heller ikke selv havde set noget. Rassinier nævner Kogons påstand, at en afdød tidligere lejrfange, Janda Weiss, havde sagt, alene til Kogon, at han havde været vidne til gaskamrene i Auschwitz; men da denne person af naturlige årsager ikke kunne opsøges, var Rassinier ikke i stand til at undersøge denne påstand. Men han kunne interviewe Benedikt Kautsky, forfatter til Teufel ind Verdammte, som havde hævdet, at millioner af jøder blev udslettet i Auschwitz. Kautsky bekræftede blot, hvad han bekendte i sin bog, at han aldrig havde set et gaskammer, og at han byggede sin information på, hvad andre havde "fortalt ham".

Palmen for udryddelseslitteratur uddeler Rassinier til Miklos Nyizli's Doctor at Auschwitz, i hvilken fordrejningen af fakta, og de åbenlyse modsigelser og skamløse løgne viser, at forfatteren taler om steder, som han åbenbart aldrig har set (Le Drame des Juifs européen, p. 52) Ifølge denne "doktor i Auschwitz" blev 25.000 ofre udryddet hver dag i fire et halvt år, hvilket er en grandios fremgang fra Olga Lengyel's 24.000 om dagen i to et halvt år. Det ville betyde i alt enogfyrre millioner ofre i Auschwitz i 1945, to en halv gange den totale førkrigsbefolkning af jøder i hele verden. Da Rassinier ønskede at afsløre identiteten af dette mærkelige vidne, blev han fortalt, at "han var død nogen tid før udgivelsen af bogen." Rassinier er overbevist om, at han aldrig var andet end en mytisk figur.

Lige til sin død i 1967 rejste Rassinier regelmæssigt rundt i Europa for at søge nogen, som virkelig var øjenvidne til gaskammerudryddelsen i tyske koncentrationslejre under anden verdenskrig; men han har aldrig fundet en sådan person. Han opdagede, at ikke en eneste af forfatterne til de mange bøger, der hævdede, at tyskerne havde udryddet millioner af jøder, havde set et gaskammer bygget til dette formål. Endnu mindre havde de set noget i funktion. Heller ikke kunde nogen af dem fremføre et eneste autentisk vidne, der havde gjort det. Uvægerlig byggede tidligere fanger som Renard, Kautsky og Kogon deres erklæringer på, hvad de havde "hørt", ikke på, hvad de faktisk havde set. Altid drejede det sig om "pålidelige" kilder, som uheldigvis næsten altid er døde og derfor ikke i stand til at bekræfte eller benægte deres erklæringer.

Helt sikkert er det vigtigste, der fremstår som resultat af Faurisson's undersøgelser, at gaskamrene er et mægtigt bedrageri. Alvorlige undersøgelser udført på selve stederne har afsløret med uigendrivelige beviser, at der - i modsætning til, hvad de oven eksaminerede over- levende "vidner" hævder - aldrig eksisterede gaskamre i Buchenwald, Bergen-Belsen, Ravensbrück, Dachau og Dora, eller i Mauthausen i Østrig. Dette faktum, der, som vi før har påpeget det, er attesteret af Stephen Pinter fra U.S. War Office, er nu blevet anerkendt og officielt indrømmet af instituttet for samtidshistorie i München. Imidlertid peger Rassinier på, at trods dette erklærer "vidner" igen ved Eichmanprocessen, at de har set fanger i Bergen-Belsen vandre af sted til gaskamrene.

Hvad de østlige lejre i Polen angår, viser Rassinier, at hovedbeviset for eksistensen af gaskamre i Treblinka, Chelmno, Belzec, Maidanek og Sobibor er de miskrediterede memoranda af Kurt Gerstein, som vi før har omtalt. Man vil huske, at hans oprindelige påstand var den absurde, at 40 mio. var blevet udryddet under krigen, medens han i sit første undertegnede memorandum reducerede tallet til 25.000. Yderligere reduktioner blev foretaget i hans andet memorandum. Disse dokumenter blev betragtet som af så tvivlsom autenticitet, at de ikke en gang blev tilladt ved Nürnberg-retten. Men de fortsætter at cirkulere i tre forskellige versioner, en på tysk (udsendt til tyske skoler) og to versioner på fransk, som ikke stemmer med hinanden. Den tyske version fremførtes som "bevis" ved Eichmann retssagen i 1961.

Endelig peger professor Rassinier på den vigtige indrømmelse, som Dr. Kubovy, direktør for World Center of Contemporary Jewish Documentation i Tel-Aviv, gjorde 15. december 1960 i La Terre Retrouvée. Dr. Kubovi erkendte, at der ikke eksisterer en eneste ordre om udryddelse fra Hitler, Himmler, Heydrich eller Göring ( Le Drame des Juifs européen, p. 31, 39).

Det frygtelige propagandatal på Seks Millioner afviser professor Rassinier på basis af uhyre detaillerede statis- tiske analyser. Han viser, at det er fremstillet ved, på den ene side inflation af førkrigstallet for den jødiske befolkning uden at tage hensyn til emigration og evakuering, på den anden side en modsvarende deflation af antallet overlevende efter 1945. Det var den metode, der blev anvendt af World Jewish Congress. Rassinier afviser også alle skrevne eller mundtlige vidnesmål om de Seks Millioner, af den slags som ovenfor er beskrevet, fordi de er fulde af modsigelser, overdrivelser og falsknerier. Som eksempel nævner han hændelser i Dachau. I 1946 gentog pastor Niemüller Auerbach's svigagtige "238.000" døde i lejren, medens biskop Neuhäusseler fra München i en tale 1962 fastslog, at "kun 30.000 af de 200.000 fra 38 nationer, der var interneret der", døde ( Le Drame des Juifs suropéen, p. 12). I dag er vurderingen reduceret med nogle flere tusinde, og sådan fortsætter det. Rassinier fastslår, at vidnesbyrd om de Seks Millioner afgivet af anklagede som Höss, Hoettl, Wislieny og Hoellriegel, der stod til dødsdom med håb om mildere straf, og som hyppigt blev tortureret under deres fangenskab, er totalt utroværdige.

Han finder det betegnende, at tallet Seks Millioner ikke blev nævnt i retten under Eichmann-processen. "Anklagen ved Jerusalem-retssagen havde bemærkelsesværdigt nedtonet det centrale motiv, at seks millioner europæiske jøder skulle være udryddet i gaskamre. Det var en påstand, som let førte til domfældelse den dag krigen sluttede i almindelig åndelig og materielt kaos. I dag er der offentliggjort mange dokumenter, som ikke var tilgængelige ved Nürnbergpro- cesserne, og som tenderer mod at bevise, at selv om der skete uret og forfølgelse mod jøder under Hitlers regime, kunne der umuligt have været seks millioner ofre" ( ibid, p. 123).

Ved hjælp af hundrede sider kryds-checket statistik konkluderer professor Rassinier i Le Drame des Juifs européen, at antallet jødiske ofre under anden verdens- krig ikke kan have oversteget 1.200.000. Han betragter dette tal som det absolutte maximum.

Professor Rassinier understreger kraftigt, at den tyske regering aldrig havde nogen anden politik end oversøisk emigration af jøderne. Han viser, at efter kundgørelsen af Nürnberg racelovene i september 1935 forhandlede tyskerne med briterne om overførsel af tyske jøder til Israel på basis af Balfour-deklarationen. Da dette mislykkede, bad de andre lande om at tage sig af dem, men de nægtede ( Ibid, p.20). Palæstina-projektet blev genoplivet i 1938, men brød sammen, fordi tyskerne ikke kunne forhandle om deres afrejse på basis af 3.000.000 mark, som briterne forlangte, uden en overenskomst om kompensation. Trods disse vanskeligheder klarede Tyskland at sikre emigration af flertallet af dets jøder, de fleste til USA. Rassinier nævner også franskmændenes afvisning af Tysklands Madagaskar- plan mod slutningen af 1940. "I en rapport 21 august 1942 mener statssekretæren for det tredje riges udenrigs- ministerium, Luther, at det vil være muligt at forhandle med Frankrig med henblik på dette og beskrev samtaler, der havde fundet sted mellem juli og december 1940, som blev afbrudt efter samtalen 13. december 1940 mellem Momtoire og Pierre-Etienne Flandin, Laval's efterfølger. Hele 1941 håbede Tyskland, at det ville blive i stand til at genåbne disse forhandlinger og bringe dem til en lykkelig afslutning" ( Ibid, p. 108).

Efter krigens udbrud blev jøderne, der, som Rassinier minder os om det, havde erklæret Tyskland økonomisk og finansiel krig allerede 1933, interneret i koncentrationslejre "hvilket er den måde på hvilken stater over hele verden behandler fjendtlige udenlandske civile i krigstid - - - Det blev besluttet at omflytte dem og sætte dem til arbejde i en enorm ghetto, som efter den heldige invasion i Rusland henimod slutningen af 1941 blev forlagt til de såkaldt østlige territorier nær den tidligere grænse mellem Rusland og Polen : i Auschwitz, Chelmno, Belzec, Maidanek, Treblinka etc, - - - Der skulle de afvente krigens slutning, hvorefter genåbning af internationale samtaler skulle bestemme deres fremtid" ( Le Veritable Procès Eichmann, p. 20). Ordren til denne koncentration i den østlige ghetto blev som tidligere nævnt givet af Göring til Heydrich, og den blev betragtet som indledningen til "den ønskede endelige løsning," deres oversøiske emigration, når krigen var forbi.

Vigtig for professor Rassinier er den måde, på hvilken udryddelseslegende bevidst udnyttes politisk og financielt. I dette finder han forståelse mellem Israel og Sovjetunionen. Han peger på, hvordan en lavine af fabrikeret udryddelses- litteratur dukkede op efter 1950 med stemplet af to organisationer, så bemærkelsesværdigt synkroniseret i sine aktiviteter, at man meget vel skulle kunne tro, at de var planlagt i partnerskab. Den ene var "Komitéen for efterforskning af krigsforbrydere og kriminelle", etableret under kommunistiske auspicier i Warszawa. Den anden er "Verdenscentret for samtidig jødisk dokumentation" i Paris og Tel-Aviv. Deres udgivelser synes at fremkomme på fordelagtige tidspunkter i det politiske klima, og for Sovjetunionen er formålet simpelt hen at opretholde truslen fra nazismen, som en manøvre for at aflede opmærksom- heden fra dens egne aktiviteter.

For Israels vedkommende finder Rassinier myten om de Seks Millioner som inspireret af rent materielle problemer. I

Le Drame des Juifs européen (p. 31,39) skriver han : " - - - Det drejer sig simpelt hen om med en passende mængde lig at retfærdiggøre de enorme bidrag, som Tyskland siden krigens slutning årligt har betalt staten Israel som erstatning for skader, som det ikke hverken moralsk eller legalt kan hævdes at have forvoldt landet, eftersom der ikke eksisterede nogen stat Israel på det tidspunkt, hvor de påståede handlinger fandt sted. Det er således rent ud sagt et foragteligt materielt problem.

"Måske må det være tilladt at minde om, at staten Israel først blev oprettet i maj 1948, og at jøderne var statsborgere i alle lande undtagen Israel, for at understrege uhyrligheden af en svindel, der ikke kan beskrives på noget sprog. På den ene side betaler Tyskland til Israel summer, som er beregnet på basis af seks mio. døde. Derudover betaler det, eftersom mindst fire femtedele af disse seks millioner var i live ved krigens slutning, store erstatningssummer til ofre for Hitlertidens Tyskland, som stadig lever i lande over hele verden udenfor Israel og til arvinger, hvilket betyder, at det til de første (d.v.s. de seks millioner) altså den store majoritet betaler to gange."

Her må vi kort opsummere de data, vi har, for jødiske krigstids tab. Modsat de tal på over 9 mio. jøder i tyskokkuperet område, som fremførtes ved Nürnberg- og Eichmannprocesserne, er det allerede fastslået, at efter intensiv emigration levede omtrent 3 mio. i Europa, bortset fra Sovjetunionen. Selv når jøderne i den tyskokkuperede del af Rusland regnes med (majoriteten af russiske jøder blev evakueret bort fra tysk kontrol) overstiger det samlede tal næppe fire mio. Himmlers statistiker, Dr. Richard Korherr og Verdenscenteret for samtidig jødisk dokumentation sætter tallene til respektive 5.550.000 og 5.294.000, da tyskok- kuperet område var størst; men begge disse tal indbefatter de to mio. jøder i Baltikum og Vestrusland uden at tage hensyn til det store antal af dem, som blev evakueret. Men det er i det mindste en indrømmelse, at der ikke sammenlagt var seks mio. jøder i Europa og Vestrusland.

Intet illustrerer bedre den dalende troværdighed i Seks Millioner-legenden end det faktum, at anklagemyndigheden ved Eichmann.pocessen bevidst undgik at nævne disse tal.

Dertil kommer, at officiel jødisk vurdering af tabene ganske stille revideres nedad. Vor analyse af befolknings- og emigrationsstatistik, såvel de studier, der er gjort af Baseler Nachrichten og professor Rassinier viser, at det simpelt hen er umuligt, at antallet jødiske ofre kan overskride en og en halv million.

Uden tvivl døde adskillige tusind jøder under Anden Verdenskrig; men det må ses på baggrund af en krig, der kostede mange millioner uskyldige ofre på alle sider. For at stille sagen i perspektiv kan vi f.eks. pege på, at 700.000 russiske civile døde under belejringen af Leningrad, og at totalt 2.050.000 tyske civile blev dræbt under allierede luftangreb og tvangsforflytning efter krigen.

Det vigtigste spørgsmål vedrørende udryddelseslegenden er naturligvis, hvor mange af de 3 mio. europæiske jøder under tysk kontrol, der overlevede efter 1945. Jewish Joint Distribution Commitee anslog antallet overlevende i Europa til en og en halv million; men dette tal er idag fuldstændigt uacceptabelt. Det bevises af det stigende antal jøder, derkræver erstatning fra den vesttyske regering for påståede lidelser mellem 1939 og 1945. I 1965 var antallet af sådanne krav, registreret af den vesttyske regering tredoblet på ti år og nåede 3.375.000 ( Aufbau, 30 juni, 1965)

Intet bevis kan være mere tilintetgørende for den uforskammede fantasi om de Seks Millioner. De fleste af dem, der kræver erstatning er jøder, så der kan ikke være tvivl om, at flertallet af de tre mio., der oplevede den nazis- tiske okkupation af Europa faktisk i høj grad er levende. Det er en bekræftelse, der giver genlyd, på at antallet jødiske ofre under den Anden Verdenskrig kun kan anslås til tusinder. Er dette ikke lidelse nok for det jødiske folk ? Hvem har ret til at sammenblande dette med et kæmpemæssigt indbildt slagteri, og derigen- nem mærke en stor europæisk nation med evig skam og svigagtigt vride økonomisk erstatning ud af den ?

Albert Speer, der var nært fortrolig til Hitler, fordømmer i følgende brev til en repræsentant for Board of the Deputies og Jews in South Africa dette værk som et væv af løgne, samtidigt med at han bekræfter bogens hovedtema, at der ikke var nogen

officiel udryddelsespolitik for jøder eller nogen anden minoritetsgruppe indenfor den tyske interessesfære på den tid.

Heidelberg 6.5.1977

Kære Mr. Diamond,

Naturligvis er den pamflet, som De sendte mig, som helhed fyldt af unøjagtigheder og løgne. Den baner også vej for radikale som advokat Roeder (i mellemtiden udstødt af sagførerstanden) og hans vanvittige bemærkninger.

Det ville ikke have været så slemt; men, som De har læst i TIME magazine for 2. maj 1977 er i mellemtiden DAVID IRVING fremkommet med lignende påstande. Det må indrømmes, at hans omdømme i England ikke er for godt.

Jeg har prøvet at beskrive tingene i det vedføjede memorandum (rettet af oversætter). Som De vil se, er jeg desværre ikke i stand til at forsyne Dem med "the missing link" [ordret i originalen]. Under de nuværende omstændig- heder ville jeg gerne give noget for at være i stand til at berette klart, at Hitler i mit nærvær havde givet ordre til drab af jøder. Jeg er heller ikke i stand til direkte at bekræfte det nøjagtige tal på dræbte jøder. Men jeg formoder, at tallet seks millioner ikke kan være helt korrekt.

Forresten har Schirach, så vidt jeg husker, bekræftet indholdet i Himmler's tale i sine erindringer.

Skriv, hvis De har flere kommentarer.

P.S. affidavittet må gerne blive affattet på engelsk.

Mr. Diamond Executive Director

Board of Deputies of Jews (South Africa)