Forord
af
VESTLIG
SAMISDAT
|
"Holocaustbenægtere"!
En ny glose : holocaustbenægtere har
vundet indpas i de danske avisspalter. Det er
typer, "der stormer frem på internettet"
oplyser redaktørerne hændervridende
og lader forstå, at der er tale om
nynazister, der vil skrive verdenshistorien om.
Nogle aviser kræver forbud og kraftige
modforholdsregler. Andre, som Jyllandsposten
forkynder fromt, at det eneste, der duer, er
Oplysning . oplysning - oplysning !
Det er vi enige i, og formelt er der bred
enighed om dette, men det viser sig, at der er
lige så bred uenighed om, hvad der skal
oplyses.
For det første ; hvad er holocaust ?
Straks efter krigen blev det
påstået, at så meget som 26
mio. jøder var blevet myrdet af
nazisterne under krigen. Så mange fandtes
ikke i hele verden. Og så samlede man sig
efterhånden om tallet 6 mio., et magisk
tal, som allerede var blevet nævnt straks
efter Første Verdenskrig; men det kunne
nazisterne jo ikke have noget at gøre
med. De 6 mio. har man siden stort set holdt sig
til og gør det stadig. Tallet
påpeges, så vidt muligt,
næsten daglig af så godt som alle
aviser. Og derfor har vi vel så godt som
alle sammen troet på det.
Men gennem en tredjedel århundrede er
det også blevet hævdet, at 4 mio af
de seks blev myrdet i gaskamre i den samstemmigt
udpeget værste af alle k-z-lejrene,
Auschwitz-Birkenau. Det har vi heller ikke haft
grund til at betvivle.
Men om denne ikke uvæsentlige andel har
opfattelsen i de senere år ændret
sig dramatisk. De fleste aviser og
opslagsbøger påstår nu, at
tallet snarere skal være 1 end 4 mio. og
indrømmer, at en stor del af antallet
dødsfald har haft naturlige
årsager. Men tallet 6 mio. holder man fast
ved. Hvordan kan dette hænge sammen ?
Denne gåde har gjort, at mange, der
søgte svar på
spørgsmålet, opdagede, at der
overhovedet ikke eksisterer seriøs
litteratur om emnet på dansk. Men
søger man sig til udlandet, finder man en
omfattende historisk litteratur, der bringer
forklaringen. Der er man omsider kommet i gang
med at gøre op med krigstidens
propagandavinklinger.
Som et lille land, der måske kun
på et hængende hår
opnåede at blive anerkendt som
tilhørende den sejrende koalition, er
vore toneangivende opiniondannere ivrige efter
at bedyre, at de fuldt og helt tilslutter sig de
deklarationer som den vindende part så sig
foranlediget til at udstede efter, at sejren var
vundet.. Det kan i hvert fald være en
årsag til, at alle danske media og
levebrøds-historieforskere slår
vagt om historiebilledet ved og straks efter
krigens afslutning.
Men forskere ude i verden er blevet mindre
konforme. Fremragende franske, engelske,
amerikanske og canadiske - såmænd
også tyske - forskere indså tidligt,
at krigstidens vinklinger måtte
efterprøves. Det førte til en i
lange stykker revideret historieskrivning. Deraf
navnet "Revisionisme". Trods hadsk modstand
omfattende mord og attentater har revisionismen
etableret sig især i engelsktalende
områder. Og herhjemme har den ført
til, at man har reduceret tabstallet for
Auschwitz-Birkenau til en fjerdedel eller mere.
Er man holocaustbenægter, hvis man
accepterer dette, findes der i dag et meget
stort antal benægtere - ikke bare på
internettet. Selv de mest skinhellige blade
vakler på dette punkt; men klamrer sig til
tallet 6 mio. Dette tal må ikke
røres.
De, der indser, at der må være
noget galt, har det svært, fordi der ikke
findes revisionistiske arbejder på vort
eget sprog.
Vi håber dette skrift vil hjælpe
lidt på dette. Forfatteren, den engelske
professor Richard Verrall, er en af pionererne,
der skabte gennembruddet for den ny forskning i
70'erne. Men han passer på at hylde sin
store forgænger, den franske professor
Paul Rassinier, der mere end, og før
nogen anden, har krævet respekt for
kendsgerninger og slået hul på
mytologernes blinde tiltro til
"vidneberetninger".
I "efterskriftet" peger vi kort på de
vigtige eftervirkninger, den lille bog fik.
Bogen er ypperlig historieskrivning og i sig
selv et stykke historie.
VESTLIG SAMISDAT august 1998.
|